Modbevægelse: ”Rødt” opgør med identitetspolitikken
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.5.2021 Af Lars Olsen Der er allerede skrevet mangt og meget om identitetspolitik. Højre-intellektuelle som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har endnu en fjende, de elsker at hade, for borgerlige kommentatorer er det nok et skørt venstrefløjspåfund. Dét er nu ikke rigtigt. Også mange ”røde” ryster på hovedet, i Tyskland er venstrefløjspolitikeren Sahra Wagenknechts opgør med identitetspolitikken blevet en bestseller. Bogen hedder ganske betegnende ”Die Selbstgerechten” – de selvretfærdige. Sahra Wagenknecht er marxist, Forbundsdagsmedlem for venstrefløjspartiet Die Linke og ifølge Der Spiegel »nok Tysklands mest begavede populist«. Sahra Wagenknecht gør op med de »venstreliberale«, for hvem venstreorientering er »livsstil, forbrugeradfærd og moralske attituder«. Mens venstrefløjen historisk kæmpede for det brede lag af underprivilegerede, er de venstreliberale »orienteret imod et relativ privilegeret miljø, nemlig storbyernes akademiske lag«. De venstreliberale dominerer især Tysklands fremstormende Grønne, men står også stærkt i Wagenknechts eget Die Linke og i det socialdemokratiske SPD. De selvretfærdige er velstillede, der bor i en dyr lejlighed i midtbyen og cykler på arbejde, mens de forlanger indgreb imod dieselbiler hos folk i provinsen med langt til job. De selvretfærdige er ”woke” akademikere, med korrekt omtale af etniske og seksuelle minoriteter, der »belærer mennesker, som tydeligvis har færre uddannelseschancer og må arbejde og kæmpe hårdere for deres smule velstand«. De selvretfærdige er dem, der betragter den tilrejsende indiske lægedatter som offer, mens den hvide, mandlige, heteroseksuelle tyske arbejder, med lav løn og nedslidt ryg, ses som privilegeret. Ifølge Wagenknecht har store dele af venstrefløjen mistet sit klassemæssige kompas. Resultatet er, at arbejderklassen i dag stemmer til højre, i Tyskland ofte på AfD. Resultatet er...Corona: Erhvervs- og medieeliter er ude af trit med danskerne
Klumme i Altinget 11.5.2021 Af Lars Olsen Ny analyse punkterer en stribe Corona-myter. Trods stigende mistrivsel støtter det store flertal en restriktiv Corona-kurs, og tilliden til regeringen er markant højere end under Lars Løkke Rasmussen. Danskerne er Corona-trætte. Restriktionerne er for meget, folk vil have deres frihed tilbage, og med minkskandalen mistede vi tilliden til regeringens Corona-håndtering. Sådan er i grove træk billedet, der i det seneste halve år har præget medierne og den politiske debat. Der er bare ét problem: Det er forkert. Trygfonden offentliggjorde i weekenden en ny kortlægning af Tillid og trivsel i CoronaDanmark. Og ja, der er øget mistrivsel, de unge savner deres uddannelse og kammerater, og især kvinderne savner mere social omgang med andre mennesker. Trods dette er der imidlertid massiv opbakning til den forsigtige kurs, som regeringen og sundhedsmyndighederne har fulgt (det meste af tiden). Stadig pæn tillid til regeringen Den massive kritik, der sætter dagsordenen i medierne, støttes kun af et mindretal i befolkningen. 28 procent er enige i, at »politikerne har begrænset borgernes frihed for meget under corona-krisen«, men 65 procent er uenige. Over 70 procent mener, at »myndighedernes krav til borgerne under epidemien er i det store hele fornuftige«. Nok så bemærkelsesværdig er den fortsat høje tillid til regeringen. Tilliden er faldet lidt siden toppunktet sidste sommer, hér har minkskandalen utvivlsomt slået skår, men tilliden til Mette Frederiksens regering er stadig markant højere end til regeringerne i 10’erne. Blandt folk flest er minkskandalen et mindre skvulp, når vi trækker linjen tilbage til den massive politiske mistillid frem til 2019. En folkelig mistillid, der blev skabt af utryghed og centralisering som...Udlændingedebat à la Rexona – ”der er altid plads til en til”
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.5.2021 Af Lars Olsen For nogle måneder siden flyttede vi til Holbæk. Min hustrus datter og børnebørn bor i nærheden, og efter mange år i København og forstæderne ville vi prøve noget nyt: en provinsby med sit eget liv, fjorden nedenfor vinduet og skoven lige om hjørnet. Forleden sad jeg i det superhurtige tog, der kun stopper to gange mellem Holbæk og København. Normalt er det en fantastisk oplevelse at se Sjælland flyve forbi, men pludselig var der uro ved indgangen: »Din luder«, lød det med karakteristisk accent. En ung fyr med indvandrerbaggrund marcherede ophidset ind i kupeen. Den kvindelige togfører fulgte kort efter, men han ville ikke tale med hende, og hun tilkaldte tre mandlige kolleger. »Det er hende, du skal tale med,« insisterede de. Han havde hverken billet eller pladsbillet, men konflikten handlede nok så meget om noget andet: han havde beskadiget døren for at komme ind i toget, selvom »luderen« havde fløjtet afgang. Efter 15-20 minutter fik DSB-folkene døren til at virke, og vi kunne omsider køre. Nu var vi imidlertid havnet bag bumletoget med stop på alle stationer, så hurtigtoget og dets snesevis af passagerer kom mega-forsinket til København. Episoden er langt fra enkeltstående. Selv en by som Holbæk slås med betydelige integrationsproblemer. Der er slagsmål ved stationen, til tider med knive, mellem forskellige grupperinger. Og vi har ”terrorsagen fra Holbæk”, hvor politiet ved en omfattende razzia optrevlede en islamisk terrorgruppe og arresterede 13 personer. To store almene boligområder – Agervang og Ladegårdsparken – var i en tid på regeringens ghettoliste. Efter ihærdig indsats slap de af, men...Det nye danske socialdemokrati
De europæiske socialdemokratier er i krise. Over hele Europa mister de kernevælgerne i arbejderklassen og den lavere middelklasse, og de går tilbage i arbejderområder udenfor storbyerne – men sådan er det ikke i Danmark. Over flere omgange har jeg analyseret hvorfor. Med Mette Frederiksen kom en ny generation af socialdemokrater til. I et essay i Politiken forklarer jeg, hvorfor deres selvforståelse er anderledes – og hvordan en kirkegårdsgraver i Kolding satte kød og blod på skiftet. En kronik i Altinget kiggede i starten af 2021 på socialdemokratisk krise i Norge og Tyskland – og hvorfor Danmark skiller sig ud fra vores...De liberale eliters system af sandheder står for fald
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.4.2021 Af Lars Olsen Vi har set det før i historien. Det etablerede repræsenterer tydeligt verden af i går, men det nye titter kun frem og har endnu ikke taget endelig form. At vi lige nu er midt i et sådant paradigmeskifte, står ikke mindst klart efter påskens læsning af en spritny bog – ”Liberalismens vildfarelser”. Den socialkonservative historiker Michael Böss beskriver, hvordan neoliberalismen slog igennem i 1980’erne med Reagan i USA og Thatcher i Storbritannien. Det var en bevidst strategi, der skulle svække fagbevægelsen og velfærdsstaten, men fik global betydning gennem liberalisering af kapitalstrømmene og udflytning af industrijob. Efter Berlinmurens fald i 1989 udviklede det sig til en bredere liberal ideologi. Et samfunds- og menneskesyn, der favnede økonomer og akademikere, progressive dele af erhvervslivet, en neoliberalistisk højrefløj og en venstrefløj, der sværmede om det multikulturelle: Nationalstat og forpligtende fællesskaber var yt, fremtiden tilhørte »det autonome og økonomiske menneske, som er kulturelt uforankret, kalkulerende, grundlæggende selvisk og på konstant jagt efter at realisere sin egen lykke«, som Böss udtrykker det. Med Clinton og Blair blev meget af tankegodset overtaget af centrum-venstre. Den amerikanske historiker Francis Fukuyama proklamerede ligefrem »historiens afslutning«, i den nye globaliserede verden fandtes kun varianter af økonomisk og kulturel liberalisme. Det er hele dette system af sandheder, der står for fald. Lad mig supplere med egne iagttagelser og opsummere paradigmeskiftet: Den økonomiske tænkning er skiftet. Organisationer som OECD påpeger, at Corona-krisen skal håndteres gennem en mere ekspansiv økonomisk politik end finanskrisen, det samme gør mange internationale økonomer. I USA gennemfører Joe Biden de største investeringer i velfærd og infrastruktur...Knyt grønært, Danmark har ført klimakamp siden Svend Auken
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.3.2021 Af Lars Olsen Kampen mod klimaforandringerne italesættes ofte som en generationskonflikt. I sidste uge var det en psykologistuderende, der i Politiken anklagede politikerne for at lefle for 50+: »Jeg vil allerhelst have, at politikerne gør noget nu, men de bejler til et bestemt segment af befolkningen: de generationer der er ligeglade. Derfor sker der ingenting. Absolut ingenting (…) I har ingen pli og respekt for vores fremtid, vores helbred og den verden, I efterlader os«, skrev Anders Bech fra Aarhus Universitet. Forestillingen er desværre udbredt. Sidste år blev boomer optaget i Den danske Ordbog. Udtrykket stammer fra USA, hvor klimaet ofte gøres til en kamp mod ”baby-boomerne”, de store årgange født lige efter 2.verdenskrig. »Det skal forstås som, at boomerne har levet fedt, og nu skal den unge generation betale med klimaforandringer,« forklarede Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn. Danmark har i dag hele fire grønne venstrefløjspartier – Veganerpartiet, Alternativet, Momentum og Frie Grønne. Alle har deres kernebase blandt studerende og yngre akademikere. Det kan undre, at generationer skæres over én kam, uden hensyn til de klassemæssige og kulturelle skel blandt både yngre og ældre. ”Generationskampen” er mest af alt privilegerede unges skældud til privilegerede ældre. Helt galt er det imidlertid, at de unge klimaaktivisters verdensbillede er importeret fra USA og slet ikke holder på vores breddegrader. Danmark skrev historie, da vi i 1971 fik verdens første miljøminister. Vi var også et af de første lande, hvor kampen mod klimaforandringer blev del af den officielle miljøpolitik. Den konservative miljøminister Per Stig Møller var opmærksom på det, og klimaet kom for alvor i...Sludder, en del af indvandrer-smitten skyldes da kultur
Klumme i Jyllands-Posten 15.3.2021 Af Lars Olsen Forleden havde vi besøg af en nær ven, der er lærer på en skole med mange tosprogede elever. På et tidspunkt sænkede hun stemmen: »Hér kan jeg vel godt fortælle dét uden at blive kaldt racistisk«. Hun havde på skolen oplevet en del eksempler på, at indvandrermiljøer omgås højst lemfældigt med Corona’en. En af hendes elever har lige haft rund fødselsdag. På grund af Corona holdt de fødselsdagsfest over tre dage, med godt 15 hver gang, i alt omkring 50 mennesker. Kort efter var store dele af familien smittet. En beboerformand siger om Vollsmoses høje smitte: »Den kulturelle baggrund, de kommer med, har noget med det at gøre (…) Man har en meget social omgang. Det er ikke unormalt, at kommer der besøg, så er hele familien samlet. Og så går det stærkt med smittespredningen«, fortalte Bjarne Andersen til Politiken. Jeg iagttog det selv under nedlukningen sidste forår. I det smukke forårsvejr cyklede jeg utallige ture på stierne i Humlebæk og Kokkedal. Gang på gang så jeg danske par, til tider med et enkelt barn, der varsomt holdt afstand, mens indvandrere vandrede rundt i store grupper – far, mor, børn, onkler, tanter og bedsteforældre i en stor smittekæde. I mange tredje-verdens-lande spiller ”the extended family” en stor rolle, et klanagtigt familiemønster, som vi importerede med 1980’erne og 1990’ernes masseindvandring. Vi prøver desperat at holde smitten nede, så samfundet gradvist kan åbnes, men lommer af tårnhøj smitte skiller sig ud: Vollsmose, Ishøj, min tidligere kommune Fredensborg er nu næst-højst på grund af to udsatte boligområder i Kokkedal og Nivå. Medierne og...
