Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.3.2021

Af Lars Olsen

 

Kampen mod klimaforandringerne italesættes ofte som en generationskonflikt. I sidste uge var det en psykologistuderende, der i Politiken anklagede politikerne for at lefle for 50+: »Jeg vil allerhelst have, at politikerne gør noget nu, men de bejler til et bestemt segment af befolkningen: de generationer der er ligeglade. Derfor sker der ingenting. Absolut ingenting (…) I har ingen pli og respekt for vores fremtid, vores helbred og den verden, I efterlader os«, skrev Anders Bech fra Aarhus Universitet.

Forestillingen er desværre udbredt. Sidste år blev boomer optaget i Den danske Ordbog. Udtrykket stammer fra USA, hvor klimaet ofte gøres til en kamp mod ”baby-boomerne”, de store årgange født lige efter 2.verdenskrig. »Det skal forstås som, at boomerne har levet fedt, og nu skal den unge generation betale med klimaforandringer,« forklarede Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn.

Danmark har i dag hele fire grønne venstrefløjspartier – Veganerpartiet, Alternativet, Momentum og Frie Grønne. Alle har deres kernebase blandt studerende og yngre akademikere.

 

Det kan undre, at generationer skæres over én kam, uden hensyn til de klassemæssige og kulturelle skel blandt både yngre og ældre. ”Generationskampen” er mest af alt privilegerede unges skældud til privilegerede ældre.

Helt galt er det imidlertid, at de unge klimaaktivisters verdensbillede er importeret fra USA og slet ikke holder på vores breddegrader.

Danmark skrev historie, da vi i 1971 fik verdens første miljøminister. Vi var også et af de første lande, hvor kampen mod klimaforandringer blev del af den officielle miljøpolitik. Den konservative miljøminister Per Stig Møller var opmærksom på det, og klimaet kom for alvor i fokus med Svend Auken, stærk socialdemokratisk miljøminister fra 1993 til 2001.

Jeg talte med ham mange gange og kan stadig høre det for mit indre øre: »Danmark skal vise verden, at vi kan bryde koblingen, hvor vækst fører til mere CO-2«. Det lykkedes faktisk sidst i 1990’erne. Produktionen steg, men kurven over CO-2-udledninger knækkede og faldt. I 2019 udledte Danmark 37 pct. mindre CO-2 end i 1990 – at der sker »absolut ingenting« er slet og ret noget ahistorisk vås.

Frem mod 2030 skal Danmark op på en reduktion på 70 pct. Det er svært, men vi kan bygge videre på en miljø- og klimapolitisk tradition, skabt af flere generationer. Og danskerne har taget klimaet til sig. Vi sorterer affald som aldrig før, der opføres solceller og vindmøller, pensions- og forsikringsselskaber vil rejse 350 mia. kroner til grønne lån og investeringer – et gigantisk beløb.

Den store udfordring er at komme længere ad dén vej uden at landet knækker – socialt, geografisk og aldersmæssigt. Det har den mest klimaengagerede opinion sjældent øje for. De unge befinder sig stadig i uddannelsessystemets osteklokke, de voksne er typisk ansat i kultur, medier og offentlig sektor. Det er ikke deres job, der er i farezonen.

 

De unge er med rette bekymrede over verdens klima: På verdensplan stiger CO-2-udledningen fortsat, og vi ser stadig mere ekstremt vejr. Lidt elementær viden om vores eget land – og respekt for de generationer der har skabt det – ville imidlertid være på sin plads.

Værst er dog, at det amerikaniserede billede af et klimapassivt land viderekolporteres af toneangivende medier og dele af det politiske miljø. Er der snart en voksen til stede?

21