Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.5.2021
Af Lars Olsen
Der er allerede skrevet mangt og meget om identitetspolitik. Højre-intellektuelle som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har endnu en fjende, de elsker at hade, for borgerlige kommentatorer er det nok et skørt venstrefløjspåfund. Dét er nu ikke rigtigt. Også mange ”røde” ryster på hovedet, i Tyskland er venstrefløjspolitikeren Sahra Wagenknechts opgør med identitetspolitikken blevet en bestseller.
Bogen hedder ganske betegnende ”Die Selbstgerechten” – de selvretfærdige. Sahra Wagenknecht er marxist, Forbundsdagsmedlem for venstrefløjspartiet Die Linke og ifølge Der Spiegel »nok Tysklands mest begavede populist«.
Sahra Wagenknecht gør op med de »venstreliberale«, for hvem venstreorientering er »livsstil, forbrugeradfærd og moralske attituder«. Mens venstrefløjen historisk kæmpede for det brede lag af underprivilegerede, er de venstreliberale »orienteret imod et relativ privilegeret miljø, nemlig storbyernes akademiske lag«. De venstreliberale dominerer især Tysklands fremstormende Grønne, men står også stærkt i Wagenknechts eget Die Linke og i det socialdemokratiske SPD.
De selvretfærdige er velstillede, der bor i en dyr lejlighed i midtbyen og cykler på arbejde, mens de forlanger indgreb imod dieselbiler hos folk i provinsen med langt til job.
De selvretfærdige er ”woke” akademikere, med korrekt omtale af etniske og seksuelle minoriteter, der »belærer mennesker, som tydeligvis har færre uddannelseschancer og må arbejde og kæmpe hårdere for deres smule velstand«.
De selvretfærdige er dem, der betragter den tilrejsende indiske lægedatter som offer, mens den hvide, mandlige, heteroseksuelle tyske arbejder, med lav løn og nedslidt ryg, ses som privilegeret.
Ifølge Wagenknecht har store dele af venstrefløjen mistet sit klassemæssige kompas. Resultatet er, at arbejderklassen i dag stemmer til højre, i Tyskland ofte på AfD. Resultatet er også et værdimæssigt skred. »Livsstils-venstreorienterede sætter autonomi og selvrealisering over tradition og fællesskab«, mens klassiske dyder som »arbejde, flid og møje betragtes som uncool«.
I analysen af venstrefløjen henviser Wagenknecht til et berømt udsagn fra Karl Marx: at »menneskenes samfundsmæssige væren bestemmer deres bevidsthed« – ideerne afspejler folks sociale position i samfundet.
Nemlig! For 50 år siden var der både en socialdemokratisk og en kommunistisk arbejderbevægelse. Den historiske venstrefløj talte også store intellektuelle – tænk bare på Karl Marx og Hartvig Frisch eller Bertolt Brecht og Martin Andersen Nexø – men den folkelige base var arbejderklassen og med tiden tillige offentlig ansatte som lærere, pædagoger m.v.
I dag har store dele af centrum-venstre skiftet karakter. Toneangivende kræfter orienterer sig imod storbyernes akademikere og masseuniversiteter – over hver fjerde ung tager i dag en akademisk uddannelse – til tider skeles også til offentligt ansatte middelklassegrupper. Arbejderklassen er fortrængt fra storbyerne, fysisk og kulturelt, og medierne domineres af storbyopinionens venstre- og højre-liberale.
Sarah Wagenknecht kritiserer venstrepartierne for at ignorere indvandringens problemer, men fremhæver »die danische Regierung Frederiksen«. Det kan forekomme paradoksalt, at Danmark nærmest er bandeord i det skrumpende SPD, men på positivlisten hos en marxist yderst på venstrefløjen. Det er dog ikke så mærkeligt:
Vi ser i disse år en spændende modbevægelse på tværs af lande og partier: ”Røde” politikere og meningsdannere, der bevidst orienterer sig imod arbejderbevægelsens gamle vælgere og klassiske dyder. Med Mette Frederiksen spiller de førsteviolin i Socialdemokratiet, men strømningen findes også i SF og Enhedslisten – og i andre lande.
At træde op mod den toneangivende storbyopinion er ikke let, de seneste år i dansk politik har på én gang vist stort folkeligt potentiale og forbløffende had i ”de snakkende klasser”. De venstre- og højre-liberale støjer, medierne svømmer over med kritik, men ganske mange føler sig hjemme i ”rød” velfærd og stram indvandringspolitik.
