Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.4.2021
Af Lars Olsen
Vi har set det før i historien. Det etablerede repræsenterer tydeligt verden af i går, men det nye titter kun frem og har endnu ikke taget endelig form. At vi lige nu er midt i et sådant paradigmeskifte, står ikke mindst klart efter påskens læsning af en spritny bog – ”Liberalismens vildfarelser”.
Den socialkonservative historiker Michael Böss beskriver, hvordan neoliberalismen slog igennem i 1980’erne med Reagan i USA og Thatcher i Storbritannien. Det var en bevidst strategi, der skulle svække fagbevægelsen og velfærdsstaten, men fik global betydning gennem liberalisering af kapitalstrømmene og udflytning af industrijob.
Efter Berlinmurens fald i 1989 udviklede det sig til en bredere liberal ideologi. Et samfunds- og menneskesyn, der favnede økonomer og akademikere, progressive dele af erhvervslivet, en neoliberalistisk højrefløj og en venstrefløj, der sværmede om det multikulturelle: Nationalstat og forpligtende fællesskaber var yt, fremtiden tilhørte »det autonome og økonomiske menneske, som er kulturelt uforankret, kalkulerende, grundlæggende selvisk og på konstant jagt efter at realisere sin egen lykke«, som Böss udtrykker det.
Med Clinton og Blair blev meget af tankegodset overtaget af centrum-venstre. Den amerikanske historiker Francis Fukuyama proklamerede ligefrem »historiens afslutning«, i den nye globaliserede verden fandtes kun varianter af økonomisk og kulturel liberalisme.
Det er hele dette system af sandheder, der står for fald. Lad mig supplere med egne iagttagelser og opsummere paradigmeskiftet:
Den økonomiske tænkning er skiftet. Organisationer som OECD påpeger, at Corona-krisen skal håndteres gennem en mere ekspansiv økonomisk politik end finanskrisen, det samme gør mange internationale økonomer. I USA gennemfører Joe Biden de største investeringer i velfærd og infrastruktur siden Lyndon Johnsons Great Society. Når danske borgerlige taler for skattelettelser og sociale forringelser efter Corona-krisen, er de ekko fra en svunden tid.
For det andet: multikulturalismen har mistet sin stråleglans. Det viste sig sværere at integrere store grupper fra Mellemøsten og Nordafrika, end mange antog for nogle årtier siden. Flygtningekrisen i 2015 blev katalysator for en bred folkelig bekymring, og de fleste europæiske lande fører i dag en mere stram udlændingepolitik.
Læg hertil det tredje paradigmeskifte: nationalstaten er tilbage. Det stod klart inden, men blev skåret ud i pap af Corona-krisen, som staterne har håndteret vidt forskelligt. Blandt de vestlige demokratier er de mest succesfulde lande som Danmark, Norge og New Zealand, der har solide velfærdsstater og høj social tillid, som politiske ledere kunne mobilisere til samfundssind.
Paradigmeskiftet betyder selvsagt ikke, at verden vender tilbage til tiden før den liberale epoke. Eksempel: Globaliseringen er kommet for at blive, men vil formentlig gå hånd i hånd med stærkere fokus på dansk og europæisk produktion – vi vil finde nye balancer.
Paradigmeskiftet sætter frem for alt en ny politisk dagsorden. Mette Frederiksens styrke bunder i dette: hun repræsenterer det nye paradigme omkring både velfærdsstat, realistisk indvandringspolitik og folkelig nationalfølelse. Andre steder er det måske moderate borgerlige, der griber de nye muligheder. Før eller siden må også kriseramte danske borgerlige genopfinde sig selv under de nye betingelser.
