Erkend det nu: Politikerlede bunder i skæv politik
Klumme i Jyllands-Posten 6.5.2019: Af Lars Olsen Politisk mistillid bliver en stærk understrøm op til valget. »Mistilliden tårner sig op, mens Danmark gør klar til valgkamp«, skrev JP i tirsdags. Kun 29 pct. har i dag tillid til politikerne, det store flertal har ret lille tillid (42 pct.) eller ligefrem meget lille tillid (25 pct.). Tallene er et dramatisk skifte. I 2005 og -07 svarede hele 70 pct., at de havde tillid til politikerne, men det smuldrede fra 2010 og frem. Valgforskeren Rune Stubager peger på, at politikerlede ofte stiger og falder i takt med økonomiske konjunkturer. Det bemærkelsesværdige ved de nye tal er, at tilliden styrtdykker på trods af god økonomi, og det gør valgkampen ekstra sprængfarlig. »En del af Socialdemokratiets kernevælgere blev godt skuffede over den førte politik i sidste valgperiode (…) En anden faktor handler muligvis om statsministeren og hans personlige troværdighed«, siger Rune Stubager, der også peger på DF’s misbrug af EU-midler. JP bragte fredag et interview med demokratiforskeren Eva Sørensen. Hun forklarede mistilliden med svækkede partier og mindre autoritetstro danskere, men dét holder ikke. Sådan var Danmark også i 2005-07, hvor der var høj politisk tillid. Vi må et spadestik dybere og se på det seneste årtis forandringer. Trygfonden målte i 2017 samme politiske mistillid som JP. Tryghedsmålingen kortlægger imidlertid også bredere levevilkår/holdninger og gør os klogere på samfundsmæssige årsager. Indvandring, social utryghed og centralisering er vigtige ingredienser i den cocktail, der skaber politikerlede. I »Det forsvundne folk« var jeg, sammen med Analyse & Tal, nede i tallene: Flertallet af danskerne er bekymrede for indvandringen, men omkring 30 procent betegnes af Analyse...At lære af historien
»Jeg har et nærmest nørdet forhold til historie. Jeg elsker biografier og erindringer og læser en del historisk litteratur – især på rejser.« Sådan starter min klumme om Hartvig Frisch – den socialdemokratiske forfatter, politiker og ideolog, der har mange spændende pointer, også i dagens debat. Vi kan stadig inspireres af hans tanker om det nationale, om populismens rødder og om Socialdemokratiets vilje til kamp mod overklassen. En anden klumme handler om klassekampene i det antikke Rom – og hvordan historien til tider kan gå i bakgear og sætte os mange hundrede år tilbage. En tredje klumme blev til på en rejse til Santo Domingo, hvor arven fra Columbus og Amerikas tidlige kolonisering stadig er flot og...Historien gentager sig ikke, men er god at blive klog af
Klumme i Jyllands-Posten 29.4.2019: Af Lars Olsen Jeg har et nærmest nørdet forhold til historie. Jeg elsker biografier og erindringer og læser en del historisk litteratur – især på rejser. På denne plads har jeg senest skrevet om det antikke Rom og Columbus liv og levned. Lige før påske faldt jeg i gryden igen – denne gang under hjemlige himmelstrøg. Jeg faldt over en lille bog af Niels Finn Christiansen: »Den politiske ordfører. Hartvig Frisch 1935-40«. Bogen udbygger biografien »Hartvig Frisch« om en af datidens mest inspirerende politikere. Historikeren Frisch var i 1930’erne politisk ordfører og ideolog for Staunings succesrige socialdemokrati. 1930’erne var – som nu – en tid med folkelig mistillid til etablerede politikere og institutioner. Hitlers magtovertagelse i 1933 udløste stor reflektion i Socialdemokratiet. Det var Frisch, der holdt den centrale tale i hovedstyrelsen. En del er gengivet som forord i hans legendariske værk »Pest over Europa«, som jeg også læste. Frisch fremhæver, at kampen mod nazismen »ikke kan gøres på akademisk vis som et teoretisk valg mellem demokrati og diktatur«. Arbejderbevægelsen må forstå de folkelige rødder, der er grobund for opbruddet, og anvise alternative svar. En vigtig pointe i nutidens debat, hvor velbjærgede meningsdannere hellere vil udskamme højrepopulismen end forholde sig til dens årsager. For Frisch var det afgørende, at arbejderbevægelsen med fynd og klem bekendte sig til det nationale, sådan som Stauning gjorde i 1934 med »Danmark for folket«. Hertil hørte en styrkelse af forsvaret, som udløste forargelse blandt Radikale og dele af Socialdemokratiet. 1930’ernes forsvarspolitik diskuteres i dag i lyset af den tyske besættelse i 1940, men den store bekymring for Frisch og...Er Løkke ved vejs ende?
Klumme i Jyllands-Posten 15.4.2019 Af Lars Olsen I sidste weekend demonstrerede tusindvis af forældre landet over. Protesten gav genlyd i medier og politik, og vi har fået en tiltrængt debat om normeringer i vuggestuer og børnehaver. Tallene er krystalklare: År for år er der blevet færre voksne pr. barn, og med det stigende børnetal bliver det kun værre. I februar var det ældre. En meget omtalt rapport fra VIVE viste, at 73.000 svage ældre ikke får den nødvendige hjælp, og at mange lever i skidt og møg. Tallene er krystalklare: Det er markant flere end for ti år siden, og med det stigende antal ældre bliver det kun værre. For nogle år siden sagde Lars Løkke Rasmussen, at den offentlige sektor skal køre længere på literen. Han holdt sit løfte. Velfærdsstatens motor hoster og hakker afsted, mens store grupper efterlades på perronen. V-LA-K skyder skylden på kommunerne, men det er hult. Man kan ikke udbetale over 20 mia. kroner i skattelettelser – og ovenikøbet som LA fejre det med pokaler – uden at det har konsekvenser. Det er et legitimt synspunkt, at man foretrækker lavere skatter og mindre velfærd, men så sig det dog ærligt og drop myten om den konsekvensløse politik. Folketingsvalget nærmer sig med raske skridt, men Løkke tøver med at trykke på valgknappen. Det forstår jeg godt. En valgkamp er altid uforudsigelig, meget kan ændre sig, men Løkke & Co. er historisk bagud i meningsmålingerne. Og nok så alvorligt: V-LA-K er ude af trit med den folkelige stemning på 3-4 afgørende områder. En udbredt træthed over de stadig større mangler i velfærden er kun...Kortuddannede har fået et langt mere brutalt arbejdsliv
Klumme i Jyllands-Posten 8.4.2019 Af Lars Olsen Hvor meget kender vi egentlig til hinandens livsvilkår? Spørgsmålet optager mig efter tankevækkende møder ude i landet. Arbejdslivet for folk nederst i hierarkiet har ændret sig mere dramatisk, end mange i de bedrestillede lag er klar over. Lad mig hér give ordet til nogle stemmer, vi ikke hører så tit. For to uger siden holdt jeg foredrag for 75 rengøringsfolk, gartnere og andre hos 3F i Odense. Én efter én rejste de sig og fortalte deres personlige historie: »I Folketinget er de på valg hver fjerde år – jeg er på valg hvert år: Så bliver vores rengøringsarbejde sendt i udbud, og tempoet skrues hele tiden op«, siger en kvinde. En anden er netop »overdraget« til et nyt firma. Hun blev modtaget med »syv gode grunde til at gå på arbejde«. Sygedage på grund af hoste eller hovedpine er bandlyst. Flere beretter, at de har arbejdet, siden de var helt unge. »Inde i Folketinget sidder 179, hvor de fleste er gået den akademiske vej. Jeg tjente penge og betalte skat, så de kunne få en uddannelse – og det er fint nok. Men nu vil de have, at jeg skal arbejde, indtil jeg er slidt helt ned: Hvorfor er de ikke solidariske, sådan som jeg var, da jeg betalte deres uddannelse,« spørger en midaldrende rengøringsassistent. Efter mødet er afdelingsformanden overrasket over, at så mange tog ordet. Talelysten skyldes ikke mindst disse måneders debat om nedslidning og pensionsalder. For én gang skyld handler debat i medier og politik om dem. For mange er dette en frisættelse. Talerlysten var også stor, da...Desværre, historiens store motor kan gå i bakgear
Klumme i Jyllands-Posten 18.3.2019 Af Lars Olsen Ingen lades uberørt af Colosseums storhed: 66 porte, 50.000 siddepladser, en underjordisk labyrint i fire etager til maskiner, scenearbejdere og gladiatorer. Og ingen lades uberørt af kejserpaladsets gigantiske buer, der stadig knejser på Palatinerhøjen over Forum Romanum som et formidabelt symbol på antikkens civilisation. På hotellet i Rom drikker vi vandet i hanerne. Andre sydeuropæiske byer må rense deres vand med klor, men Rom får frisk drikkevand fra bjergene gennem de to tusinde år gamle akvædukter. Romerriget besad ikke kun en teknisk kunnen, vi på mange områder først opnåede 1500 år senere – det samme var tilfældet med Republikkens sociale organisation. To tusinde år inden demokratiet tilkæmpede Roms brede lag, plebejerne, sig organiseret indflydelse på statens styre. I 494 før Kristus gennemførte plebejerne historiens første kendte massestrejke, hvor de under trusler om at udvandre fra byen fik indført valgte folketribuner med betydelig indflydelse. Og i de følgende århundreders sociale kampe opnåede den frie mandlige befolkning efterhånden en stribe rettigheder. De ledende embeder blev stadig besat af de rige, alligevel var der »en bredere politisk kultur, hvor den folkelige stemme udgjorde et meget vigtigt element,« skriver historikeren Mary Beard i ”SPQR” og fortsætter: »De fattiges stemmer havde betydning og blev ivrigt efterstræbt. De rige var som regel ikke enige, og valgene ikke givet på forhånd. De, som besad eller søgte politiske embeder, lagde stor vægt på at overtale folket til at stemme på sig«. Retorikken mindede også om den, der to tusinde år senere blev brugt af arbejderbevægelsen. Da folketribunen Tiberius Gracchus i 133 før Kristus foreslog en radikal jordreform, forlangte han...Akademikere scorer over halvdelen af uddannelsesmilliarderne
Klumme i Jyllands-Posten 4.3.2019 Af Lars Olsen De seneste årtiers prioritering af akademisk uddannelse er dyrt. Rigtig dyrt – mere end de fleste forestiller sig. 53 pct. af udgifterne til uddannelse efter folkeskolen går til en mindre del af en årgang, der tager lange akademiske uddannelser. Det store flertal af unge må så deles om de resterende 47 pct. Det fremgår af en opsigtsvækkende analyse af de offentlige uddannelsesudgifter, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for HK. Det koster næsten én million – 963.000 kr. – at uddanne én akademiker. Derimod ofrer det offentlige kun 121.000 kr. på at uddanne én faglært. Begge tal er gennemsnit af de forskellige uddannelser indenfor de to kategorier. En del af den store forskel skyldes undervisningsudgifter – lærere, bygninger etc. Unge på akademiske uddannelser går typisk tre år i gymnasiet og siden en længere årrække på universitetet. Undervejs får de også 6,5 gange så meget i SU som unge på erhvervsuddannelserne. Hvortil kommer, at de faglige unge betaler skat af lærlingelønnen, når de er i praktik i virksomhederne. Alt i alt brugte samfundet 27 mia. kroner på uddannelse efter folkeskolen til dem, der var 30 år i 2017. Heraf snuppede 15.000 akademiske unge 53 pct., mens de 18.000 faglærte kun fik 8 pct. Det har været en dyr fornøjelse, at skiftende regeringer siden 00’erne har haft et mål: 25 pct. af en årgang med akademisk uddannelse. Målet bundede i forestillingen om »videnssamfundet«, der i dag er erstattet af det mere realistiske om både videns- og produktionssamfund. Politikerne kan imidlertid ikke få den akademiske ånd tilbage i flasken – de unge strømmer fortsat...
