Klumme i Jyllands-Posten 13.5.2019
Af Lars Olsen
Pensionsalderen er valgkampens varme kartoffel. Politikerne skændes højlydt om nedslidte, hårde job og stigende pensionsalder.
Med pensionsudspillet i januar satte Socialdemokratiet en stærk dagsorden, men er nu under pres: Hvem er det, der skal have ret til tre år tidligere folkepension? Lad mig løfte lidt af sløret for de overvejelser, der let ender som politisk skyggeboksning:
Omdrejningspunktet i en ny tidlig folkepension bliver antal år på arbejdsmarkedet – 42, måske 45, afhængig af, hvor langt Socialdemokratiets afsatte tre mia. rækker. Systemet bliver formentlig baseret på den enkeltes indbetalinger til ATP. Det betyder, at for faglærte som murere og smede tæller læretid på virksomheder med i antal år på arbejdsmarkedet.
Hertil skal lægges en »mødre-rabat«, sådan som det kendes fra den differentierede pensionsalder i Tyskland. Hvert barn skal tælle som x år hos moren. Dét skal hindre, at 42-45 år på arbejdsmarkedet får kønsmæssig slagside, men er også rimeligt: De 55-60-årige kvinder havde ikke vore dages lange barselsorlov.
Et tredje hensyn bliver arbejdsløshed. De privatansatte arbejdere, der er i centrum for S-planen, har ofte perioder med ledighed – for eksempel vinterarbejdsløshed blandt håndværkere. Også det må tælles med.
Nogle socialdemokrater taler tillige om »nedslidende brancher«. Det bliver svært. På det fleksible danske arbejdsmarked skifter rigtig mange branche. Det hedder i S-udspillet, at modellen skal være »simpel« og »overskuelig«; et branchebaseret system er langt mere kompliceret end antal år, tilsat andre hensyn.
I min optik handler differentieret pensionsalder om en klassisk socialdemokratisk dyd: Pligt og ret. Efter 42-45 år har folk uanset fag ydet deres, og de skal med værdighed kunne sige farvel til arbejdsmarkedet. En stigende pensionsalder, der kun bygger på fysisk alder, er ensidigt indrettet efter folk med lange uddannelser, som kommer sent på arbejdsmarkedet.
Regeringen, DF og Radikale blev for nylig enige om deres bud: En ny seniorpension.
Den vil gavne de allermest nedslidte, som idag er på andre sociale ydelser. Seniorpensionen hjælper imidlertid ikke den store gruppe beskæftigede, som er slidt efter 40-45 år på arbejdsmarkedet og kun klarer sig gennem arbejdsdagen på smertestillende piller.
Seniorpension og differentieret pensionsalder er således ikke enten-eller, men både-og.
Ifølge Socialdemokratiet skal den tidlige folkepension først udmøntes efter valget gennem forhandlinger med arbejdsmarkedets parter.
Paradoksalt nok sker trepartsforhandlingerne af hensyn til fagbevægelsen. De store fagforbund præsterer i disse måneder et massivt svigt. De lobbyer overfor S-toppen for hensyn til egne medlemmer, men gør ikke meget for at mobilisere i et opgør, der er vitalt for arbejderklassen.
Passiviteten irriterer kredsen omkring Mette Frederiksen, som gennem en »trepart« vil tvinge fagbevægelsen til at tage et medejerskab.
Trepartsforhandlinger er imidlertid også et hjørnespark. Det er rigtigt, at helt præcise kriterier for tidlig pension kræver adgang til Slotsholmens store regnemaskine, men mindre kan også gøre det.
Mette Frederiksen & Co. bør fremlægge nogle skitseagtige overvejelser, sådan som jeg gør hér. Det er nødvendigt, hvis vi skal undgå den værste politiske skyggeboksning og hindre en ny debat om »løftebrud« og uindfriede forventninger.
S-toppen får svært ved at holde dampen i pensionsdebatten frem til valgdagen, hvis de ikke løfter lidt af sløret. Fire ugers valgkamp er lang tid.
