Klumme i Jyllands-Posten 6.5.2019:
Af Lars Olsen
Politisk mistillid bliver en stærk understrøm op til valget. »Mistilliden tårner sig op, mens Danmark gør klar til valgkamp«, skrev JP i tirsdags. Kun 29 pct. har i dag tillid til politikerne, det store flertal har ret lille tillid (42 pct.) eller ligefrem meget lille tillid (25 pct.).
Tallene er et dramatisk skifte. I 2005 og -07 svarede hele 70 pct., at de havde tillid til politikerne, men det smuldrede fra 2010 og frem.
Valgforskeren Rune Stubager peger på, at politikerlede ofte stiger og falder i takt med økonomiske konjunkturer. Det bemærkelsesværdige ved de nye tal er, at tilliden styrtdykker på trods af god økonomi, og det gør valgkampen ekstra sprængfarlig.
»En del af Socialdemokratiets kernevælgere blev godt skuffede over den førte politik i sidste valgperiode (…) En anden faktor handler muligvis om statsministeren og hans personlige troværdighed«, siger Rune Stubager, der også peger på DF’s misbrug af EU-midler.
JP bragte fredag et interview med demokratiforskeren Eva Sørensen. Hun forklarede mistilliden med svækkede partier og mindre autoritetstro danskere, men dét holder ikke. Sådan var Danmark også i 2005-07, hvor der var høj politisk tillid. Vi må et spadestik dybere og se på det seneste årtis forandringer.
Trygfonden målte i 2017 samme politiske mistillid som JP. Tryghedsmålingen kortlægger imidlertid også bredere levevilkår/holdninger og gør os klogere på samfundsmæssige årsager.
Indvandring, social utryghed og centralisering er vigtige ingredienser i den cocktail, der skaber politikerlede. I »Det forsvundne folk« var jeg, sammen med Analyse & Tal, nede i tallene:
Flertallet af danskerne er bekymrede for indvandringen, men omkring 30 procent betegnes af Analyse & Tal som »indvandrerkritiske«. Mange af disse er også vrede på politikerne. Det er dem, der gjorde DF til et stort parti og nu bringer Nye Borgerlige og måske ligefrem Stram Kurs i Folketinget.
30 procent er mange, men langt fra nok til at forklare mistillid hos over to tredjedele. Nok så afgørende er sociale faktorer: Økonomisk utryghed skaber større politisk mistillid. Det samme gør skrantende helbred.
Mange af »de skrantende« er folk i 40’erne og 50’erne, der ikke kan arbejde så længe, som reformer af efterløn og pensionsalder forudsætter. Mange er tillige bekymrede over den offentlige behandling af sygemeldte efter »reformer« af førtidspension, sygedagpenge m.v.
Socialdemokratiets udspil om tidlig folkepension appellerer til denne gruppe. Det samme gør medier og politiske modstandere, når de beskylder Mette Frederiksen for valgflæsk – dét har klangbund blandt skeptiske vælgere.
Den sidste dokumenterede faktor bag politisk mistillid er »udkanten«: At bo i dele af landet, som ikke har fået del i samfundets fremgang. I 2015-valget blev denne utilfredshed i høj grad mobiliseret af DF, denne gang slår også Socialdemokratiet på opgør med Løkkes centralistiske reformer fra 00’erne.
Forskere og politikere må ud af komfortzonen: Politikerleden handler primært om sociale brudflader og forkert politik.
Stram Kurs appellerer til de mest forbitrede indvandrerkritikere, men risikerer at tivolisere valgkampen. Det afgørende er de brede årsager til politisk mistillid: Centralisering, økonomisk utryghed og skæve politiske reformer. Læg dertil at mange bedrestillede ifølge Tryghedsmålingen er utilfredse med velfærdsstatens behandling af udsatte borgere.
Danmark trænger til en valgkamp om den skrantende velfærdsstat – og velfærdsstatens indsats for de skrantende.
