Danmarks største bidrag er eksemplets magt
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.2.2018 Af Lars Olsen Jeg var barn i 1960’erne og ung i 1970’erne. Det var en tid med vilde drømme og store samfundsforandringer. Som andre unge var jeg revolutionær. Jeg rejste meget i de sydeuropæiske lande, hvor fascismen var faldet, og venstrefløjen stod stærkt. I Spanien mødte jeg en del fra Arbejderkommissionerne og kommunistpartiet. De ældre havde kæmpet under borgerkrigen – de unge været med i den illegale modstand imod Franco. Vi boede noget tid i Asturien, et rødt mineområde, hvor vi fik gode venner. Den lokale cider skulle hældes i glas, mens man stod med flasken over hovedet, og til spaniernes store moro spildte jeg det meste. En dag diskuterede vi som vanligt politik. Hvad er målet? »Spanske arbejdere skal have en ordentlig lejlighed og en lille bil, sådan som arbejderne har i Danmark og Sverige,« sagde en af de ældre kæmpere, og de andre nikkede. Vi var dybt skuffede. Her troede vi, at de kæmpede for revolutionen – og så ville de bare have en Folkevogn! Med årene ser jeg dette i et andet perspektiv. Jeg er stolt af, at folk ude i verden kigger til Skandinavien for at finde samfund, der forener velstand med ordentlige levevilkår. Under den amerikanske valgkamp fremhævede Demokraternes Bernie Sanders Danmark som inspiration for USA. »Getting to Denmark«, lyder et slagord blandt angelsaksiske velfærdsforskere. Danmarks bidrager stærkt med eksemplets magt, men er vi selv bevidste om det? For nylig kom Socialdemokratiet med sit udlændingeudspil. På sigt skal der lukkes for asylsøgere i Danmark – asylbehandling skal ske i lejre i nærområderne. Danmark deltager til gengæld...Løkkes arrogance udstiller eliternes kollektive myte
Manuskript til klumme i Fagbladet 3F, februar 2018 Af Lars Olsen Rengøringsassistenter raser: Løkke aner intet om vores job. 39 procent af danskerne har fysisk arbejde, men de er forsvundet fra radarskærmen – både hos politikere og medier. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået rengøringsassistenterne på nakken. Tidligere på ugen sagde Løkke til TV2, at somaliske kvinder sagtens kan tage et rengøringsjob, selvom de ikke kan dansk. »Man behøver ikke tale med sin moppe, sin kost og sin spand,« forklarede Løkke. »Jeg tror ikke rigtig han ved, hvad en rengøringsassistent er,« siger Birthe Langgaard, der gør rent på Løgstør Rådhus, i en podcast på Fagbladet 3F. https://fagbladet3f.dk/artikel/loekke-nedgoer-vores-arbejde?utm_campaign=22022018-2&utm_medium=email&utm_source=Newsletter Birthe Langgaard minder om, at rengøringsassistenter i dag skal læse arbejdsplaner, datablade og brugsanvisninger, så de kan dossere kemikalierne rigtig. Statsministerens blindhed er ikke noget tilfælde. 39 procent af danskerne har fysisk krævende arbejde, men de er skrevet ud af den offentlige fortælling om samfundet. Vores forestillinger om danskerne har ændret sig. Da jeg voksede op i 1960’erne og 1970’erne, var arbejder og arbejderklasse stadig en del af hverdagssproget. Og folk omtalte med stolthed sig selv som arbejdere. I dag hævder medier og politikere, at vi lever i et »videnssamfund«, hvor danskerne står ved hæve-sænke-borde og udvikler kreative tanker. Det, der støjer og kræver fysisk anstrengelse, kan klares af polakker eller flygtninge, som ikke kan dansk. Konsekvensen er ikke kun, at en statsminister udstiller sin åbenlyse uvidenhed. Vi ser også skævheden i uddannelsespolitikken. De unge strømmer imod gymnasier og universiteter, hjulpet på vej af forestillinger om »videnssamfundet« og »den kreative klasse«. Alt for få tager en erhvervsuddannelse – og virksomhederne mangler...MeToo er havnet i en identitetspolitisk blindgyde
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.2.2018 Af Lars Olsen I starten var jeg fascineret af MeToo. Kampagnen viser styrken i de sociale medier, hvor mobilisering breder sig eksplosivt fra land til land. De første eksempler på sexchikane var også overbevisende: Magtfulde mænd, der åbenlyst misbrugte deres position – og havnede i den offentlige gabestok. Fuldt fortjent. I dag er dagsordenen bredere, billedet mere mudret – og tonen mere frelst. Flere af de senere »sager« handler mere om kendte mænd, der er ulideligt påtrængende, end om egentlig sexchikane. Samtidig er kvindernes egen rolle helt fraværende. For virkeligheden er jo, at en del magtmænd slet ikke behøver at udøve sexchikane: Ganske mange kvinder tænder af sig selv på penge og magt. Det er heller ikke ukendt, at sex for nogle kvinder er stærkt karrierefremmende. Det retfærdiggør ikke sexchikane, men hører med til det bredere billede, der tegner sig i flere medier. Jeg er – ud over JP – fast læser af Politiken. Hér er sexchikane, voldtægter og mandschauvinisme bærende elementer i avisen. Allerede inden MeToo havde Politiken stærkt fokus på køn. Da den progressive middelklasse tabte kampen om indvandrerne, kastede den i bogstavelig forstand sin kærlighed på kønsspørgsmål. Et andet eksempel på dette er efterårets sag i Alternativet: De ansatte blev opfordret til at indsende foto af deres »pik i slap tilstand«. Billederne skulle angiveligt bruges til »en fiffig lille collage« på Alternativets stamværtshus, homobaren Centralhjørnet. Alternativets fokus på køn og homoseksuelle førte til et politisk selvmål, men tænk lige på det modsatte: At en arbejdsgiver bad de kvindelige ansatte indsende billeder af deres kønsorganer. Heldigvis handlede efterårets skandale om...Arbejdsgivere, drop klynkeriet og opret flere lærepladser
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.1.2018 Af Lars Olsen Tusindvis af unge på erhvervsuddannelserne mangler en praktikplads. Måske er det Danmarks ældste nyhed, men problemet har et helt andet omfang end tidligere. Det dokumenterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse, baseret på Undervisningsministeriets Praktikpladsstatistik. Op til finanskrisen var det 4.000, der hver måned manglede læreplads i en virksomhed – nu er det 10-12.000. Selv indenfor fag med akut mangel på arbejdskraft opretter arbejdsgiverne ikke nok pladser. 2.500 af de »praktikpladsløse« er i gang med såkaldte fordelsuddannelser: 35 fag, hvor der forventes øget behov for arbejdskraft – blandt andet procesoperatører, tømrere og kokke. Konsekvensen er, at tusindvis af unge dropper ud af erhvervsuddannelserne. Konsekvensen er også, at flere må færdiggøre uddannelsen i skolepraktik. Før krisen var det omkring 2.000 om måneden, nu er det 7-8.000. De får heldigvis en uddannelse, men alle er enige om, at skolepraktik ikke er så godt som læreplads i en virksomhed; uddannelse handler også om at lære kultur og arbejdsformer på en arbejdsplads. Analysen slår ned i den aktuelle kampagne fra organisationer som DI, DA og Dansk Erhverv: At der »mangler hænder« på arbejdsmarkedet. Erhvervsspidserne burde kigge sig i spejlet. Den mest akutte arbejdskraftmangel findes på faglærte områder, hvor manglende lærepladser i årevis har fået unge til at droppe ud – og andre til slet ikke at søge ind. Statistikkerne viser også tusindvis af ledige hænder: Der er betydelig langtidsledighed blandt ufaglærte, etniske grupper og seniorer. Mange arbejdsløse over 55 har svært ved at få job – arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, men fravælger seniorerne. I virkeligheden handler arbejdsgivernes vi-mangler-folk-kampagner om en slet skjult...Det er svært at spå – især om fremtiden
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.1.2018 Af Lars Olsen Et spøgelse går gennem Europa – robotternes spøgelse. Kunstig intelligens og robotteknologi vil ændre hverdagen og gøre en del job overflødige. Men: Det sker gennem årtier, og vores forestillinger om samfundet om 20-30 år er yderst diffuse. Denne gang rammer udviklingen ikke kun ufaglærte, men også advokater, læger, sekretærer m.v. At de veluddannede også berøres, har skabt en nærmest apokalyptisk stemning i akademiske kredse. Man glemmer let, at der også opstår nye job: Som omtalt i JP, forudser rådgivningsfirmaet PwC langt større vækst som følge af kunstig intelligens – det øger efterspørgslen og skaber i sig selv flere job. Fagbladet 3F besøgte for nylig en stribe højteknologiske arbejdspladser. På Nettos superavancerede lager står 15 robotter for sorteringen af frugt og grønt til de næsten 300 butikker i Østdanmark. Medarbejderne slipper for tunge løft og dårlig ryg, men overvåger robotterne og griber ind, når en kasse sidder skævt. I Københavns Nordhavn ligger Europas første 3D-printede hus. Skelettet til huset blev printet og opført i betonmasse, men vinduer, elinstallationer, malerarbejde m.v. kan printeren ikke klare. Robotterne erstatter således ikke arbejderne, men mindsker nedslidningen, påpeger en ekspert i byggeri-robotter. Sådan er det i det mindste i den fremtid, vi kan forudse – og diskutere meningsfyldt. Overdrevne forestillinger om fagre ny verden fører os let på afveje. Tag Sundhedsplatformen i Hovedstaden. Efter råd fra smarte konsulenter fyrede Regionen et stort antal lægesekretærer. Jeg har netop gennemgået en fodoperation og set konsekvensen: Højt kvalificerede læger bruger nu timer på selv at afrapportere, bestille blodprøver og røntgenbilleder etc. Først for nylig tog politikerne sig sammen...Uforsonligt højre har ansvar for krisen i Catalonien
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.1.2018 Af Lars Olsen Jeg følger nøje krisen i Catalonien. Som ung rejste jeg meget i Spanien – både som politisk engageret turist og journalist. Jeg talte med mange spaniere og lærte en masse om landets dramatiske historie. En historie, der kaster lange skygger over det aktuelle opgør i Catalonien. Vi har i det fredelige Danmark svært ved at forstå rækkevidden i de 40 års drama, der gik forud for Francos død i 1975. En sommerdag sidst i 1970’erne vandrede jeg i Asturiens bjerge med en ældre mand. Som ung havde han under borgerkrigen kæmpet for Republikken. Pludselig bukkede han sig og samlede noget op fra jorden: »En souvenir fra den spanske borgerkrig.« Han rakte mig et patronhylster. I Barcelona skulle vi på værtshus med en ven, men han vendte om i døren. »Vi finder et andet sted,« sagde han og pegede på en skægget mand ved baren: »Det er en af fascisternes tortureksperter. Han har torteret en af mine bedste venner«. Spanien har aldrig gjort op med sin fascistiske fortid. National forsoning var prisen for den fredelige overgang til demokrati. Forsoningen blev især gennemført af venstrefløjen og demokratiske borgerlige, anført af daværende premierminister Adolfo Suárez. Derimod skabte resterne af det gamle regime deres eget parti, AP, ledet af Franco-ministeren Fraga Iribarne. Her drømte de om gode gamle dage med »spansk enhed« og strakt højrearm. AP blev siden til Partido Popular og leder i dag den spanske regering. Premierminister Mariano Rajoy var ung, da Franco døde, men fortidens ideologiske arvegods hviler stadig tungt over baglandet. Rajoy er i årevis veget udenom dét, der...
