Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.2.2018
Af Lars Olsen
Jeg var barn i 1960’erne og ung i 1970’erne. Det var en tid med vilde drømme og store samfundsforandringer. Som andre unge var jeg revolutionær. Jeg rejste meget i de sydeuropæiske lande, hvor fascismen var faldet, og venstrefløjen stod stærkt. I Spanien mødte jeg en del fra Arbejderkommissionerne og kommunistpartiet. De ældre havde kæmpet under borgerkrigen – de unge været med i den illegale modstand imod Franco.
Vi boede noget tid i Asturien, et rødt mineområde, hvor vi fik gode venner. Den lokale cider skulle hældes i glas, mens man stod med flasken over hovedet, og til spaniernes store moro spildte jeg det meste. En dag diskuterede vi som vanligt politik. Hvad er målet? »Spanske arbejdere skal have en ordentlig lejlighed og en lille bil, sådan som arbejderne har i Danmark og Sverige,« sagde en af de ældre kæmpere, og de andre nikkede. Vi var dybt skuffede. Her troede vi, at de kæmpede for revolutionen – og så ville de bare have en Folkevogn!
Med årene ser jeg dette i et andet perspektiv. Jeg er stolt af, at folk ude i verden kigger til Skandinavien for at finde samfund, der forener velstand med ordentlige levevilkår. Under den amerikanske valgkamp fremhævede Demokraternes Bernie Sanders Danmark som inspiration for USA. »Getting to Denmark«, lyder et slagord blandt angelsaksiske velfærdsforskere. Danmarks bidrager stærkt med eksemplets magt, men er vi selv bevidste om det?
For nylig kom Socialdemokratiet med sit udlændingeudspil. På sigt skal der lukkes for asylsøgere i Danmark – asylbehandling skal ske i lejre i nærområderne. Danmark deltager til gengæld i en Marshall-hjælp til Afrika og modtager et mindre antal kvoteflygtninge gennem FN.
Udspillet blev modtaget pænt i offentligheden. På centrum-venstre er meningerne dog mere delte: Flere erkender, at den nuværende migration er uholdbar, men andre hænger fast i gængse forestillinger. Radikale, Enhedslisten & Co. glemmer stadig dét med eksemplets magt. Vi udsætter et af verdens bedste velfærdssamfund for store spændinger for at hjælpe en mindre gruppe, der har held til at nå herop og sige det forjættede »asyl«. Og for nogle er dette blevet selve målestokken på vores humanisme.
Vi skal selvfølgelig gøre vores i internationale organisationer som FN og EU, men hvad enten danske meningsdannere har opdaget det eller ej: Danmark er et lille land. Vores indflydelse på verdens skæve gang er begrænset. Vi kan derimod være en stærk inspiration som eksempel – hvis der er folkelig og politisk vilje til det.
Eksemplets magt er også interessant i et andet perspektiv. Ude i verden vækker vores velfærdsmodel interesse, og danskerne er glade for den – men den definerende elite har mistet troen på vores eget samfund. Finansministeriet styrer efter økonomiske modeller, inspireret af den angelsaksiske samfundsmodel. Og politikerne følger trop.
Svagheden i Socialdemokratiets politik findes hér: Vil Mette Frederiksen som statsminister fortsætte den nyliberale reformkurs, dikteret af Finansministeriet? Hvad med trygheden for de nedslidte, de syge og folk udenfor storbyerne? Lad os få nogle S-udspil, der gør en forskel i almindelige danskeres hverdag!
Mærkeligt nok er den slags kritiske spørgsmål nærmest ikkeeksisterende, også på venstrefløjen. Vi diskuterer flygtninge, indvandrere og ulandshjælp, så det står ud af ørerne – selv om Danmark kun har marginal betydning. Lad os dog præge verden dér, hvor vi betyder noget: Et socialt retfærdigt Danmark, som er det gode eksempels magt.
