Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.2.2018
Af Lars Olsen
I starten var jeg fascineret af MeToo. Kampagnen viser styrken i de sociale medier, hvor mobilisering breder sig eksplosivt fra land til land. De første eksempler på sexchikane var også overbevisende: Magtfulde mænd, der åbenlyst misbrugte deres position – og havnede i den offentlige gabestok. Fuldt fortjent.
I dag er dagsordenen bredere, billedet mere mudret – og tonen mere frelst. Flere af de senere »sager« handler mere om kendte mænd, der er ulideligt påtrængende, end om egentlig sexchikane. Samtidig er kvindernes egen rolle helt fraværende. For virkeligheden er jo, at en del magtmænd slet ikke behøver at udøve sexchikane: Ganske mange kvinder tænder af sig selv på penge og magt. Det er heller ikke ukendt, at sex for nogle kvinder er stærkt karrierefremmende.
Det retfærdiggør ikke sexchikane, men hører med til det bredere billede, der tegner sig i flere medier. Jeg er – ud over JP – fast læser af Politiken. Hér er sexchikane, voldtægter og mandschauvinisme bærende elementer i avisen. Allerede inden MeToo havde Politiken stærkt fokus på køn. Da den progressive middelklasse tabte kampen om indvandrerne, kastede den i bogstavelig forstand sin kærlighed på kønsspørgsmål.
Et andet eksempel på dette er efterårets sag i Alternativet: De ansatte blev opfordret til at indsende foto af deres »pik i slap tilstand«. Billederne skulle angiveligt bruges til »en fiffig lille collage« på Alternativets stamværtshus, homobaren Centralhjørnet. Alternativets fokus på køn og homoseksuelle førte til et politisk selvmål, men tænk lige på det modsatte: At en arbejdsgiver bad de kvindelige ansatte indsende billeder af deres kønsorganer. Heldigvis handlede efterårets skandale om mænd – ellers havde medierne næppe haft plads til det forestående kommunalvalg.
Det er ikke noget tilfælde, at den progressive middelklasse er så forhippede på kønsspørgsmål. Identitetspolitik startede i USA, men har siden bredt sig til Europa. For nogle år siden blev den verdenskendte historiker, Francis Fukyama, spurgt, hvorfor økonomisk krise og social nedtur ikke udløste en folkelig mobilisering på venstrefløjen:
»Venstrefløjen i både USA og Europa er kommet på afveje. Dens politiske appel plejede at handle om bekæmpelse af økonomisk ulighed, om social omfordeling og den slags. I stedet blev den fikseret på identitetspolitik: homoseksuelle ægteskaber, etnicitet, feminisme, race. Venstrefløjen i dag har på mange måder mistet den økonomiske lighedsappel, der var dens oprindelige grundlag,« svarede Fukyama.
Ganske rigtigt. Den højere middelklasse har sit på det tørre. En mindre gruppe har oplevet sexchikane, men for de fleste handler identitetspolitik om de »rigtige« meninger. Sådan er det bare ikke for samfundets knap så privilegerede. De har en kontant interesse i noget så gammeldags som fordelings- og socialpolitik.
JP interviewede i sidste uge den amerikanske kønsforsker Leigh Gilmore. Hun forudser, at MeToo udløser en kvindemobilisering til gavn for Demokraterne ved midtvejsvalget. Det troede Demokraterne også ved præsidentvalget. Donald Trumps sexistiske udtalelser skabte en bølge af forargelse, og Hillary Clinton mobiliserede på kvinde- og minoritetsspørgsmål. USA’s arbejderklasse fandt det imidlertid mere nærværende, når Trump talte om produktion og job. Mange af arbejderkvinderne stemte – ligesom deres mænd – på Trump.
Identitetspolitik begejstrer professorer, mediefolk og segmenter af storbyvælgere, men fører centrum-venstre væk fra det brede folk.
