Politikerne må gøre op med gymnasiesnobberiet
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.5.2017 Af Lars Olsen Dansk uddannelsespolitik står foran et vigtigt sporskifte. Siden 1993 har skiftende regeringer slået på stortromme for uddannelse til alle. Stort set hele Folketinget er enige om, at 95 pct. skal have en ungdomsuddannelse, dvs. enten studenterhue eller svendebrev. Uddannelsestrommerne har også givet genlyd blandt de unge. Næsten alle starter på en uddannelse efter folkeskolen, og andelen af 25-årige uden ungdomsuddannelse er faldet fra 20 pct. i 1997 til omkring 16 pct. i dag. Nok så bekymrende er imidlertid et andet tal: Op mod 50.000 unge har hverken uddannelse eller job. Det har vist sig uendelig svært at få de sidste med. Baggrunden for 95%-målet er reel. Prognoserne viser, at der bliver færre ufaglærte job; samtidig presses det ufaglærte arbejdsmarked af flygtninge, østeuropæere og andre, så den sikreste vej til et godt arbejdsliv er en faglig eller boglig uddannelse. Alligevel er der fornuft i den ændring af 95%-målsætningen, som regeringen lægger op til: at 90 pct. skal have en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25, og at andelen uden hverken job eller uddannelse skal halveres frem mod 2030. For en del unge bliver vejen frem således først et job – og siden en uddannelse. Ændringen blev da også positivt modtaget af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det er på høje tid, at politikerne erkender betydningen af arbejdsliv og praktisk erfaring. Jeg har selv – i al beskedenhed – plæderet for dét i årevis. Mange unge er dødtrætte af skole, bøger og omklamrende pædagoger. De har brug for at modnes, lære at stå op om morgenen og løse konkrete opgaver med kollegerne på...Et vådt brev, en dyr bog – og truslen imod samfundsmoralen
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.5.2017 Af Lars Olsen Jeg læser meget og finder historisk litteratur mange steder. For nylig købte jeg en ældre bog i et norsk antikvariat. Bogen kostede 101 danske kroner, med forsendelse blev det 235 kr. Bogen kom imidlertid ikke. En regnvåd formiddag lå der i stedet et pjaskvådt brev i vores postkasse. Det var fra PostNord – bogen var tilbageholdt. Jeg skulle først betale 47 kr. i importmoms til Skat. Dertil kom, at PostNord opkrævede en håndteringsafgift på 128 kr., og heraf skal Skat selvfølgelig også have moms. Alt i alt skulle PostNord modtage 207 kr. for at levere bogen, der oprindelig kostede 101 kr. Jeg trak på smilebåndet: To af landets mest misrøgtede institutioner – Skat og PostNord – i fælles aktion. Importmomsen er forståelig, men hvorfor forlanger PostNord en håndteringsafgift på 160 kr. inklusiv moms? Sagen undrede mig, indtil jeg kom i tanke om noget andet: Fagbladet 3F afslørede for nylig, at PostNord Danmark i år med fyringsrunder og dundrende underskud udbetalte månedslønninger på halve og hele millioner til direktører, som også fik millioner i fratrædelse. Ifølge Cepos & Co. er eksorbitante direktørlønninger nødvendige, hvis erhvervslivet skal rekruttere de mest talentfulde topchefer. Med håndteringsafgiften må jeg have ydet mit personlige bidrag til den talentfulde ledelse af PostNord. Sceneskift: Et gammel ordsprog siger, at »jeg betaler min skat med glæde«. Sådan har jeg aldrig haft det, men jeg har betalt ud fra erkendelse af nødvendigheden. Hvis vi skal have et velfungerende velfærdssamfund, så må vi også bidrage. Min moral er imidlertid udfordret. Skat har udbetalt 12,3 mia. kroner i uberettiget udbytteskat...Drop det snævre syn på populisme – og tag folket alvorligt
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.5.2017 Af Lars Olsen Aktiemarkedet steg, euroen blev styrket og eurokraterne jublede. Det etablerede Europa varmer sig over midtsøgende Emmanuel Macrons sejr i 1. runde af det franske præsidentvalg. Macron er favorit til at vinde over nationalpopulisten Marine Le Pen ved 2. runde på søndag. For de europæiske eliter er Macron »en af vore egne«: uddannet på det prestigefyldte Ecole Nationale d’Administration, fhv. bankmand og ganske rig. Han stiller op udenfor de gamle partier, men cocktailen af EU-begejstring og reformer er velkendt tankegods. Men: Bemærk understrømmene i det franske valg. Al for ofte reduceres oprøret mod eliterne til højrepopulistisk modstand imod indvandring. Det snævre syn er formet af velbjærgede liberale og kulturradikale, der elsker at diskutere EU og indvandring, men giver pokker i menigmands levevilkår. Le Pens appel handler imidlertid ikke kun om indvandring, men også om »økonomisk nationalisme,« der angiveligt skal genskabe franske produktionsjob og stoppe sociale nedskæringer. Samtidig skal det bemærkes, at hver femte satte kryds ved venstrepopulisten Jean-Luc Melenchon, en tidligere socialistisk minister, der står bag bevægelsen Det Ukuelige Frankrig. Det franske valg var først og fremmest en social protest. 66 pct. af arbejderne stemte på højre- og venstrepopulistiske partier, som er kritiske overfor EU og vil en anden økonomisk politik. Det samme gjorde 54 pct. af de unge, der rammes af stor arbejdsløshed og få fremtidsudsigter. Det underprivilegerede Frankrig gjorde oprør mod eliterne, og Macron vil som evt. præsident stå med en massiv udfordring. Det snævre syn på populisme førte også til fejllæsning af valget i Holland. Al opmærksomhed samledes om højrepopulisten Geert Wilders. Trods pæn fremgang fik...Moraliserende stempling fører centrum-venstre på afveje
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.4.2017 Af Lars Olsen Jeg fik i sommer en uventet opringning. Det var S-folketingsmedlem Mattias Tesfaye. Vi har talt lidt sammen gennem årene, men er ikke tætte venner. Tesfaye fortalte, at han var i gang med »Velkommen Mustafa« – en bog om 50 års socialdemokratisk udlændingedebat. Han spurgte, om jeg ville være konsulent, læse med og give kritik. Det sagde jeg ja til. Jeg har været optaget af emnet, siden jeg fra 1984 til 2007 boede på Nørrebro. Min datter gik i den lokale folkeskole, vi fik integrationsproblemerne tæt på, og jeg skrev »Det delte Danmark« (2005). I den varme sensommer pløjede jeg igennem Tesfayes digre manuskript. Den fhv. murersvend har gjort et kæmpe arbejde med tusindvis af kilder – fra Weekendavisen til Albertslund Posten. Jeg glædede mig især over ét: Respekten for dem, der mener noget andet. Tesfaye er tilhænger af den stramme indvandringspolitik, men interviewer Ole Espersen, Birte Weiss og andre »slappere«; deres synspunkter fremgår også af utallige citater. Forfatteren understreger sin »dybe respekt« for Ole Espersen, der var barn under besættelsen og voksede op »i skyggen af holocaust«. Tesfaye har bare et andet synspunkt. Derfor er det tankevækkende, at stærke røster i debatten stempler Tesfaye & Co. i stedet for at forholde sig til argumenterne: »Hvis den socialdemokratiske tænkning i dag kun kan læne sig op ad ekstrem højrepopulistisk tænkning, er det mere end trist. Det er farligt,« skriver erhvervskvinden Stine Bosse i Ræson. Det hører med, at »ekstrem højepopulistisk tænkning« i dag samler det store flertal i befolkningen og Folketinget. Derfor kan det selvfølgelig godt diskuteres, men en...Kulturforskellene i lille Danmark betyder mere end vi tror
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 17.4.2017 Af Lars Olsen »Er det den fede jords forbandelse, at så få unge tager en uddannelse på Lolland?« Spørgsmålet blev stillet sidste søndag i JP. Bladets medarbejder tog til Lolland for at undersøge uddannelsesmønsteret. Tallene viser, at der er endog meget store forskelle på danske kommuner. Den sociale del af forklaringen ligger lige for. Det er velkendt, at social baggrund betyder meget for unges chancer. Det er således ikke overraskende, at næsten alle unge får en uddannelse i de velstillede kommuner nord for København. Det er heller ikke overraskende, at det er ganske anderledes på Københavns vestegn, hvor der er mange indvandrere og sociale problemer. Derimod er det mindre oplagt, hvorfor der er så stor forskel på kommuner i provinsen. I jyske Lemvig, Viborg og Ringkøbing er det over 80 pct., som har en faglig eller boglig uddannelse 6 år efter folkeskolen. Derimod er tallet markant lavere på Lolland, Stevns og andre dele af Vest- og Sydsjælland. En del bunder i kulturforskelle, som vi sjældent taler om. Det blev jeg opmærksom på, da jeg for knap 15 år siden selv var på reportagetur til Lolland. Anledningen var – som JP – unge og uddannelse. Også dengang kæmpede Lolland med lukkede virksomheder og socialt belastede tilflyttere. Borgmesteren i den daværende Nakskov Kommune, den populære SF’er Flemming Bonne, gjorde imidlertid også opmærksom på noget andet: den fede jords forbandelse. Lollands fede muld skabte allerede i middelalderen et samfund med mægtige godsejere og afmægtige fæstebønder. Resultatet var et almuesind, der stadig præger landsdelen: »Først arbejdede folk for herremændene, siden for kapitalisterne, og da virksomhederne lukkede,...Ubekvem sandhed: Politikerlede skyldes den førte politik
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.4.2017 Af Lars Olsen Et folkeligt opbrud skyller over den vestlige verden. Ved valg efter valg vender befolkningen ryggen til de etablerede – herhjemme er mistilliden til politikerne den største i årtier. Hvorfor? Forklaringerne stritter i alle retninger, men valgforskerne giver os stadig mere præcis viden. Mistilliden til politikerne kortlægges af Johannes Andersen i den nye ”Oprør fra Udkanten. Folketingsvalget 2015”. Den vigtigste årsag til politisk mistillid er oplevelsen af, at velfærden i samfundet skrider. Det flugter med tidligere analyser, som viser udbredt folkelig skepsis overfor reformer af dagpenge, efterløn, sygedagpenge m.v. Den nye bog analyserer også 30-59-årige med indkomster under 200.000 kroner – typisk folk på overførselsindkomst eller i lavtlønsjob. Det er dem, der hårdest mærker de stadig større huller i det sociale sikkerhedsnet. Og lavindkomsterne svarer igen. 34 pct. stemmer DF og 36 pct. på Enhedslisten, Alternativet og SF – en ordentlig begmand til de »ansvarlige« midterpartier. Et par andre pointer fra valgforskernes nye bog: Lars Løkke Rasmussens fryns og luksusrejser kostede ikke kun Venstre op til 180.000 stemmer, men er også en selvstændig kilde til politikerlede. Lidet overraskende viser analyserne, at de »røde« vælgere har større politisk mistillid, når de »blå« er ved magten (og omvendt); Løkkes skandaler får imidlertid også mistilliden til at brede sig blandt de borgerlige vælgere, hvor mange i 2015 gik fra V til DF. Nok så bemærkelsesværdigt: Skepsis overfor indvandringen er ikke længere en signifikant forklaring på politisk mistillid. Indvandringens skyggesider gjorde for 15-20 år siden DF til et stort parti, men siden har både Venstre og Socialdemokratiet overtaget den stramme indvandringspolitik. Udlændinge flytter stemmer...Ny adel forgylder sig selv
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.4.2017 Af Lars Olsen Hvordan kan ét menneske være så meget værd? Topchefernes formidable lønninger og aktiegevinster vækker forargelse langt ind i erhvervskredse. Senest har det vakt opsigt, at topchefen for Nets, Bo Nilsson, tjente over en halv milliard på sine aktier ved børsnoteringen af selskabet. Nets bestyrelsesformand, Inge K. Hansen, forsvarede hér i avisen aktieprogrammet for 70 ledende medarbejdere. Hun mindede om, at aktieprogrammer er ganske almindelige, da kapitalfonde og andre vil »sikre tæt samhørighed mellem ejernes og ledelsens interesser« og »kunne rekruttere nye og bedre ledere, der under andre omstændigheder ikke vil kunne tiltrækkes«. Hun fik svar på tiltale i et læserindlæg: »Der står ikke i formandens smøre et eneste ord om kunderne og de produkter, som det hele burde dreje sig om (…) Ledelsen i Nets, her ved bestyrelsesformanden, synes repræsentativ for den selvudnævnte nyadel, hvor ledere forgylder hinanden,« skrev Lilly B. Tang fra Hørsholm. Pengeregnen i Nets er da heller ikke enkeltstående. Da Dong blev børsnoteret med hjælp fra Goldman Sachs, blev direktør Henrik Poulsen & Co. stenrige på deres aktier. Samtidig har topchefernes løn en helt anden størrelsesorden end tidligere. I 1983 tjente en topdirektør i et af de store C20-selskaber omkring 7 gange så meget som en LO-arbejder; i dag tjener han 35 gange så meget. Fra 2012-15 steg C20-direktørernes løn med hele 33 pct. Direktørerne i knap så store selskaber øgede deres løn med 16-34 pct., mens LO-medlemmerne kun fik 1,5 pct. Almindelige danskere viste samfundssind under krisen – men toppen holdt lønfest. De surrealistiske indtægtsforhold forsvares med dét, som bestyrelsesformand Inge K. Hansen også nævner:...
