Systemskiftet 2019
Jeg har i flere artikler og klummer skrevet om den markante røde og grønne valgsejr den 5.juni: Et essay i Politiken sætter Arnes tur i perspektiv: Med udspillet om tidlig folkepension flyttede Socialdemokratiet store arbejdergrupper fra DF. Det mobiliserede samfundslag, der i andre lande ifører sig Gule Veste eller vender ryggen til politik. At gøre kravet til virkelighed lægger et kolossalt ansvar på det nye flertal og især Mette Frederiksen. Den »røde« valgsejr vakte stor debat ude i Europa. Paradoksalt nok vakte systemskiftet ikke kun glæde blandt europæiske socialdemokrater og socialister, en del tog højlydt afstand fra den danske formel. Du kan også læse en ældre klumme i Jyllands-Posten. Flere måneder inden valget vovede jeg et øje og forudså et systemskifte med klar sejr til...Hed tysk og engelsk debat om det danske valg
Klumme i Jyllands-Posten 24.6.2019 Af Lars Olsen Det er sjældent, at et dansk valg udløser så meget debat i Europa. Valget 5.juni vækker opsigt på grund af den klare røde og grønne sejr – og vejen dertil. Mette Frederiksen har udført »et spagat mellem venstreorienteret socialpolitik og stram asyl- og indvandringspolitik«, skriver tyske Konrad Adenauer Stiftung. Med dette spagat ramte Socialdemokratiet med stor præcision folkestemningen. »Den blå blok er efter dette valg svækket og oven i købet splittet. Det vil vare en del tid, før de igen kan opstille et stabilt alternativ, som er i stand til at vinde flertallet,« konkluderer den borgerlige tyske tænketank. Jeg har tidligere på denne plads kaldt det en ny formel imod populisterne, og den skaber splid hos de kriseramte tyske socialdemokrater. Få dage efter valget opfordrede en af SPDs tunge drenge, Sigmar Gabriel, til at se mod København. Den fhv. SPD-formand fremhævede, at S i Danmark stiller de »ubekvemme spørgsmål« i udlændingepolitikken, som SPD-toppen kryber udenom. Partiledelsen tog prompte afstand. »SPD kan lære, at det med en klar socialøkonomisk kurs lykkes at erobre flertallet. Om man i Tyskland kan vinde arbejdere og andre skuffede gennem en migrationskritisk kurs er mere tvivlsomt«, skriver SPD-magasinet Vorwärts. Det advarer imod, at S med den stramme indvandringspolitik »overtager højrefløjens verdensbillede.« Det er en udbredt forestilling, men ikke desto mindre forkert. Stram indvandringspolitik er et nødvendigt forsvar for velfærdsstaten. Det påpeger en analyse i det venstreorienterede britiske New Statesman. Forfatteren er udviklingsøkonom Paul Collier, som er fhv. forskningschef i Verdensbanken. Efterkrigstidens velfærdsstater gjorde Danmark og Norge til »de mest succesfulde samfund, der nogensinde har eksisteret«, skriver...Akademisk dominans
Uddannelse er en vigtig markør i klassesamfundet 2.0. Kun 11 procent af danskerne har akademiske uddannelser, men de sidder tungt på samfundets magtpositioner og prioritering. I det nye Folketing er seks ud af ti akademikere, mens relativ få er faglærte og ufaglærte – som befolkningens store flertal. Akademiske uddannelser snupper også løvens part af uddannelsesmilliarderne. 53 procent af midlerne til uddannelse efter folkeskolen går til det mindretal, der tager lange akademiske uddannelser. Arbejdere på gulvet oplever, at samfundet indrettes til fordel for dem med lange uddannelser og toneangivende poster. I denne klumme kan du læse folk fra 3F og FOA fortælle med egne...Akademikere sidder tungt på det nye Folketing
Klumme i Jyllands-Posten 17.6.2019 Af Lars Olsen Tømrere, havnearbejdere, sosu-assistenter… Det er stillingsbetegnelser i det nye Folketing, men ikke ret mange. Kun 17 af de nye MF’ere er faglærte eller ufaglærte, sådan som befolkningens store flertal. Derimod er seks ud af ti akademikere eller studerende på lange uddannelser. Det viser en optælling i A4 Nu. Den mest skæve folketingsgruppe har Radikale, der består af 14 akademikere og to journalister. Den mest blandede er Dansk Folkeparti, som har nogenlunde lige mange akademikere, mellemuddannede og faglærte/ufaglærte. Tingets største parti, Socialdemokratiet, blev vælgermæssigt et mere rendyrket arbejderparti, men folketingsgruppen domineres fortsat af akademikere. Kun seks af 48 har arbejderbaggrund. Jeg har deltaget i debatten, siden jeg kortlagde skævheden i ”Eliternes Triumf”. Akademikernes dominans er et brud på det klassiske folkestyre, så sent som i 1977 var næsten halvdelen af Folketinget faglærte og ufaglærte: Arbejdere hos Socialdemokratiet og venstrefløjen, landmænd hos Venstre, håndværksmestre hos Konservative. Jeg håbede, at valget ville gøre Folketinget lidt bredere, men skævheden er stort set som før. Er dét overhovedet et problem, spørger akademikere. Ja, vi ville da aldrig acceptere en lignende skævhed mellem mænd og kvinder, hér anses et nogenlunde repræsentativt Folketing som vigtigt for både vælgere og beslutninger. Men sådan er det også med social bredde. Vælgerne skal kunne spejle sig i politikerne. Mange oplever, at nogle akademiske politikere – selvfølgelig ikke alle – lever på en anden planet og taler et sprog, som de ikke forstår. Tag en folkelig ikke-akademiker som Pia Kjærsgaard, som en radikal toppolitiker i sin tid kaldte »den lille mopsede hjemmehjælper«. Uanset om man er enig eller ej, er Pia...Hvis Mette svigter Arne, vil det ryste hele folkestyret
Essay i Politiken 16. juni 2019 Af Lars Olsen Forfatter til ”Det forsvundne Folk” Udspillet om tidlig folkepension var en gamechanger. Det flyttede store arbejdergrupper fra DF til Socialdemokratiet og mobiliserede samfundslag, der i andre lande ifører sig Gule Veste eller vender ryggen til politik. Det lægger et kolossalt ansvar på det nye flertal og især Mette Frederiksen. »NU ER DET Arnes tur«. Med fast blik kiggede 59-årige Arne på os fra plakatsøjler, togstationer og avisannoncer. Den sønderjyske bryggeriarbejder var symbolet på Socialdemokratiets kampagne for tidlig folkepension til arbejdergrupperne. Også de borgerlige inddrog Arne. Det blafrer i vinden, hvem der skal have retten til tidlig pension: »Ikke engang Arne kan få at vide, om han er dækket af udspillet eller ej,« sagde Lars Løkke Rasmussen i valgkampens sidste tv-duel med Mette Frederiksen. Studievært Kaare Quist havde ligefrem talt med Arne selv. Arne havde et direkte spørgsmål til Løkke og hans seniorførtidspension, hvor folk med stærkt nedsat arbejdsevne kan visiteres ud af arbejdsmarkedet. »Hvorfor skal man være slidt så langt ned til sokkeholderne, at man kun kan arbejde to dage om ugen, før man kan få hjælp,« spurgte Arne. »Fordi vi ikke kan have et system, hvor folk bare selv visiterer sig til pension… Det gør Danmark fattigere,« svarede statsministeren. Det er dén slags, der blev bemærket i skurvognene, plejecentrene og kantinerne på industrivirksomhederne. Halvdelen af alle 50+ med fysisk arbejde døjer med regelmæssige smerter, og mange tager piller for at klare arbejdsdagen. Pension var det enkeltspørgsmål, der flyttede flest vælgere fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet. DEBATTEN OM TIDLIG folkepension synliggjorde og mobiliserede en samfundsgruppe, som ellers er...Myten om »det dyre velfærds-valg« er – en myte
Klumme i Jylllands-Posten 27.5.2019 Af Lars Olsen »Der er et meget stort udsalg i denne valgkamp. De dyre milliarder, velfærdsmilliarderne, er blevet fyret af meget tidligt,« sagde studieværten på tv2 News onsdag. »Nu har jeg dækket 11 valgkampe. Jeg kan ikke huske, at der har været råd til så mange løfter,« svarede analytiker Peter Lautrup-Larsen. Replikskiftet er symptomatisk for det billede, der præger medierne. Borgerlige politikere og lederskribenter advarer ligefrem imod, at gavmilde politikere udviser manglende respekt for »skaffedyrene«, som skal betale regningen. I virkeligheden er det stik modsat: Danmark er midt i en historisk opbremsning af de offentlige udgifter, der kan sætte tilliden til velfærdssamfundet under pres. Det dokumenterer en analyse, som velfærdsforskeren Jørgen Goul Andersen har foretaget for Mandag Morgen. Fra 1992 til 2010 steg de offentlige udgifter pr. indbygger i snit med 1,8 pct. om året. Siden har skiftende regeringer trådt på bremsen i en grad uden sidestykke i dansk økonomisk historie. I dette årti er udgifterne pr. indbygger kun steget med 0,1 pct. årligt. Det diskuteres i valgkampen, om udgifterne skal følge demografien med flere børn og ældre. Det vil imidlertid kun øge udgifterne pr. indbygger til 0,2 pct. om året – stadig lysår fra tiden under Nyrup og Fogh. S vil bruge flere penge på velfærd end V, men begge viderefører den historiske opbremsning, påpeger Jørgen Goul Andersen. Samtidig viser tallene, at flere og flere søger mod private dagtilbud, private plejeboliger og privatskoler: »Det vi oplever i øjeblikket, kan blive en potentiel banebrydende forandring af velfærdsstaten (…) Der kan opstå en privat velfærdsstat, hvor mange af de bedrestillede på sigt melder sig ud...Står Slotsholmens ypperstepræster for fald?
Klumme i Jyllands-Posten 20.5.2019 Af Lars Olsen For ét år siden var Danmark tæt på storkonflikt. Kort før forhandlingerne om de offentlige overenskomster kom Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet med en kontroversiel ide: At afskaffe de ansattes gratis frokostpause. Det skabte en enig lønmodtagerfront fra rengøringsfolk til højtbetalte akademikere. Først i sidste sekund blev storkonflikten afværget. Senere på året udsendte førende forvaltningseksperter en bog om Skats kollaps. Bogen påviste, at Finansministeriet bærer et afgørende ansvar for miseren, der koster Skat et gigantisk milliardbeløb. Professor Jørgen Grønnegård Christensen taler ligefrem om »svag ressortfaglighed« og »magt uden ansvar«. Det stærke Finansministerium opstod efter 1970’ernes økonomiske krise. Det var dengang, Danmark ifølge finansminister Knud Heinesen (S) nærmede sig »afgrunden«. Det måtte ikke ske igen. Stærke ministre som Palle Simonsen (K) og Mogens Lykketoft (S) gjorde Finansministeriet til omdrejningspunkt på Slotsholmen. I dag holder ministeriet ikke kun øje med de offentlige udgifter. Det er også slusen til regeringens magtfulde Økonomiudvalg. Og frem for alt: Finansministeriet griber dybt ind i de øvrige ministeriers områder – Skat, folkeskolereform, kulturpolitik… Ofte sker det som nævnt med en »svag ressortfaglighed«. Derfor udliciteres mange policy-analyser i dag til konsulentfirmaer som McKinsey og Boston Consulting Group, der styres af ganske andre forestillinger end den skandinaviske velfærdsmodel. Konsulenthusene spillede en nøglerolle i de fejlslagne reformer og voldsomme nedskæringer på Skat. Finansministeriet er præget af to årtiers samspil med V-ministre. Den eneste undtagelse, Bjarne Corydon, bekendte sig hurtigt til »de gængse regnemetoder« – og fortsatte karrieren hos McKinsey og Børsen. Finansministeriets politiske magt udspringer ikke mindst af »den store regnemaskine«. Finansministeriet fastlægger det økonomiske råderum, som politikerne kan bruge på alskens...
