Klumme i Jyllands-Posten 12.8.2019
Af Lars Olsen
Brasilien er et kæmpe land, med over to hundrede millioner det suverænt største i Latinamerika – men det betydningsfulde land er i dyb krise. »Var demokratiet kun en kortlivet drøm,« spørger filminstruktøren Petra Costa i en fantastisk dokumentar på Netflix.
I 2016 afsatte Kongressen den folkevalgte præsident Dilma Rousseff. Året efter blev hendes forgænger Lula da Silva, også fra Arbejderpartiet, sat i fængsel.
Med Lula ude af spillet blev præsidentvalget i 2018 vundet af den højreradikale Jair Bolsonaro, der hylder militærdiktaturet, som styrede Brasilien frem til 1985.
Petra Costas to timer lange filmiske essay, »På kanten af Demokratiet«, fortæller de seneste årtiers dramatiske historie. Lula er som taget ud af en roman: Den fattige skopudser, der bliver metalarbejder, fagforeningsmand og i 2003 valgt til præsident på en socialdemokratisk platform.
Økonomisk vækst og Lula’s sociale reformer løfter millioner ud af fattigdom. USA’s Barack Obama kalder i filmen Lula for »verdens mest populære politiker«. Da han i 2011 giver præsidentposten videre til partifællen Dilma Rousseff, er det med et popularitetstal på 87 pct. Arbejderpartiet vinder fire valg i træk.
Efter nederlag ved stemmeurnerne griber Brasiliens magtfulde elite til andre midler. Petra Costa demaskerer et veltilrettelagt angreb på demokratiet. I 2013 opstår en ny »anti-politisk« bevægelse, med de sociale medier som afgørende drivkraft. Den kalder til berettiget protest imod den udbredte korruption, som præger Brasiliens økonomiske og politiske elite, også Arbejderpartiet.
Efter højrefløjens valgnederlag i 2014 drejes kampagnen og får entydigt brod imod Dilma Rousseff og Lula. Brasilien spaltes i to uforsonlige lejre.
Dilma afsættes som præsident, og Lula fængsles kort inden præsidentvalget, som han er storfavorit til at vinde. Domstole og politi er oligarkiets nye våben, beviserne er svage eller ikke-eksisterende, men i det polariserede land bakkes kuppet op af dele af middelklassen.
Sceneskift: Brasilien står skarpt på min indre nethinde. Da Karin og jeg fyldte 50, tog vi på en lang dannelsesrejse til – Brasilien. Rejsen i 2006 var tankevækkende: De forhutlede børn, der sælger sodavand til bilister i lyskrydsene. Den udbredte kriminalitet, som mange steder tvinger folk væk fra gaderne efter mørkets frembrud.
Vi oplevede imidlertid også optimismen under Lula. Bolsa Familia, en slags kontanthjælp, gav millioner af fattige brød på bordet, men på betingelser: Børnene skulle i skole, ikke tigge eller sælge på gaden.
Disse familier møder vi også i Petra Costas film: Mennesker, der har oplevet store personlige fremskridt og elsker Lula. Mens han og Arbejderpartiet er hadobjekt i dele af middelklassen, er Lula stadig superstar hos samfundets underprivilegerede.
De seneste måneder har bekræftet filmens billede. Nyhedsmediet The Intercept afslørede i juni hundredvis af fortrolige samtaler og chats: Dommeren Sergio Moro, som fængslede Lula, fulgte en entydig politisk dagsorden, og selv chefanklageren Deltan Dallagnol tvivlede på de afgørende beviser.
Med højreradikale Bolsonaros sejr blev Moro justitsminister, men har efter afsløringerne taget orlov »»««»«««af »personlige grunde«. Kravet om Lulas frifindelse er igen et stort spørgsmål i brasiliansk politik og giver genlyd internationalt.”af
Frem til 1985 var Brasilien et militærdiktatur, og fascistiske kræfter står stadig stærkt i dele af befolkningen og statsapparatet. Det unge demokrati står foran sin afgørende prøve.
