Klumme i Altinget ultimo december 2025
Af Lars Olsen
Københavnernes blinde vinkler over for de geografiske klasseskel i Danmark er et problem for Socialdemokratiet. For næste folketingsvalg vil blive afgjort af vælgere, der befinder sig i krydsfeltet mellem Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og DF, skriver Lars Olsen.
På Danmarksdemokraten Susie Jessen’s Fb-profil ligger et tankevækkende klip. Det stammer fra Debatten på DR lige efter kommunalvalget, hvor et af temaerne var land-by:
»Jeg har det sådan: Vi er ét land. Jeg er familiefar, jeg har en el-bil, jeg har villa på Amager. Er der virkelig så meget, der skiller min familie på Amager og en familie i Lemvig,« spørger socialdemokraten Magnus Barsøe.
»Her er definitionen på det socialdemokratiske problem: en socialdemokrat står hér og siger, at der ikke er den store forskel på at bo i Lemvig og på Amager. Det er helt vildt, altså,« svarer Susie Jessen og spørger polemisk:
»I har en metro, ik? I har ikke den store risiko for at jeres skole lukker? Eller at der ikke er en købmand inden for fem kilometers radius? Det er sådan nogle problemer, vi kæmper med ude i landdistrikterne«.
»Man er nødt til at have et samlet blik på, at der er forskel på Danmark, og hvor man bor henne. Hvis man siger, at Lemvig og Amager er det samme, så er jeg bange for at man slet ikke har forstået det«.
https://www.facebook.com/search/posts/?q=susie%20jessen
Replikskiftet er som nævnt tankevækkende: når selv en socialt engageret socialdemokrat som Magnus Barsøe ikke kan se forskel på Amager og Lemvig, siger det noget om den blinde vinkel, mange københavnere har overfor de geografiske klasseskel i Danmark.
»Storbytosser« vil stritte imod
Det bliver et mega problem i den kommende tid. Kommunalvalget har igen sat forholdet mellem hovedstaden og det brede land på den politiske dagsorden.
Det viste sig, at ikke kun DF, men også Danmarksdemokraterne, kan flytte socialdemokratiske vælgere over midten. Selv på det ellers stensikre socialdemokratiske Lolland blev Danmarksdemokraterne næststørst.
Næste folketingsvalg afgøres frem for alt af de vælgere, der befinder sig i krydsfeltet mellem Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og DF. Og for disse vælgere er center-periferi helt afgørende.
Det ved kredsen omkring Mette Frederiksen også. I et opsigtsvækkende interview med Weekendavisen lagde Mette Frederiksen op til tæt samarbejde med SF – velfærd, retfærdig pensionsalder og nok så interessant: bedre balance mellem land og by.
https://www.weekendavisen.dk/samfund/se-til-venstre
Det vil ikke ske uden modstand: i 2017-21 var opgør med geografiske skel bærende for Mette Frederiksens projekt, og arkitekten bag – forfatteren til Udkantsmyten Kaare Dybvad – stod som indenrigsminister i spidsen for en bredt anlagt decentralisering.
Men hold op, hvor »storbytosser« råbte og skreg – fra Københavns Studenterråd til meningsdannere og hovedstadspolitikere. Og de fik massivt medløb af Berlingske, Politiken, DR og andre hovedstadsmedier. Konsekvensen var, at decentraliseringen gik i stå, Kaare Dybvad blev forflyttet til Udlændinge- og Integrationsministeriet, og SVM-regeringen har været løjerligt ligeglade.
Det hævnede sig ved kommunalvalget med fremgang til Danmarksdemokraterne, DF og tværpolitiske lokallister, der ligeledes protesterer imod centralisering, for eksempel Storebæltslisten i Slagelse og Din Stemme på Lolland, som ligefrem erobrede borgmesterposten.
Vi er både videns- og produktionssamfund
Vi er nødt til at tage »storbytosserne« ved vingebenet og gøre op med de myter, der sidst kørte debatten af sporet:
Blandt københavnske meningsdannere er det et udbredt billede, at al dynamik udgår fra hovedstadsområdet. Et aktuelt eksempel er et interview i Sjællandske Medier med CBS-økonomen Peter Lotz:
Ifølge CBS-økonomen er den centrale rolle for sjællandske købstæder som Sorø og Ringsted at være pendlerbyer, hvor folk let kan komme på job i Storkøbenhavn. At kommuner vil udvikle det lokale erhvervsliv, er »at hælde borgernes penge ud af vinduet.«
Men hov, Danmark er jo ikke kun et videnssamfund, men et videns- og produktionssamfund. Og stort set al produktionen sker i dag i provinsen. Sjællands største industriområde er ikke længere København, men Kalundborg med Novo, Mærsk og andre store virksomheder.
For folk som Peter Lotz er drivkraften efterspørgslen efter arbejdskraft, der angivelig især befinder sig i hovedstadsområdet. Det er imidlertid en myte. Tag Kalundborg eller det nye Lindø, hvor der i dag er flere job end på værftets tid: der produceres gigantiske vindmøller, testes robotter og repareres skibe, som damper ud på de syv verdenshave. Lindø rekrutterer faglærte fra hele Fyn og helt fra Trekantområdet.
Peter Lotz er imidlertid langt fra alene. »Interessen for at bo i hovedstadsområdet er stor. Det er med til at hæve salgspriserne på særligt ejerlejligheder i København«, konstaterer DR i en analyse af boligmarkedet.
https://www.dr.dk/nyheder/penge/boligpriser-saerligt-et-sted-er-prisen-gaaet-balalajka
Men hov, hvem er det, der vil bo i København og presser boligpriserne op?
Danskerne flytter fra København
Folketallet i Københavns Kommune er ganske rigtigt steget med 40.337 fra 2020 til i dag. Men dynamikken skabes i høj grad af indvandrere: uden indvandring var folketallet faldet med hele 87.541.
Indvandringen driver befolkningsfremgangen i hver femte kommune – se kort
Mens indvandring i de store byer tidligere især bestod af flygtninge, er det i dag mest arbejdskraftindvandring, mange fra andre vestlige lande.
Danskernes præferencer er helt anderledes. For at kende dem skal vi kigge på nettoflyttemønstre: de fem kommuner, der har størst nettofraflytning, er også de fem største byer – København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg. I stedet flytter familierne ud til byer som Silkeborg, Hedensted og Ikast-Brande samt på Sjælland til Høje-Taastrup, Lejre og Holbæk.
I min hjemby Holbæk får vi således rigtig mange tilflyttere både fra hovedstadsområdet, der flytter fra høje boligpriser, og folk med arbejde på Novo i Kalundborg. Det giver en fantastisk udvikling både i Holbæk by og ude i den vestlige del af kommunen, der længe blev betragtet som en slags udkantsområde.
Meget taler for, at dynamikken flytter yderligere til provinsen. Klimaomstillingen ventes at skabe 50.000 nye job om året frem til 2030. Også oprustningen vil føre til nye arbejdspladser: flådestationer, kaserner, krigsskibe bygget på værfterne…
Det er ikke kun en fordel for et »Danmark i balance« – som det hedder i Slotsholmens glittede brochurer – men også for levevilkårene blandt folk uden lange uddannelser. Til forskel fra de mange prekære stillinger i serviceerhvervene findes de gode arbejderklassejob typisk i industrien og i den offentlige sektor. Her er ofte højere løn, mere permanente stillinger og stærkere fagforeninger. Analyser viser da også, at uligheden er mindre i industriområderne end i regioner mest præget af service.
Burde være hjerteblod
Det burde således være hjerteblod for Socialdemokratiet og venstrefløjen at styrke produktions-Danmark og dermed provinsen. Ikke kun af taktiske grunde op til næste valg, men også som løftestang for bedre levevilkår.
Meget tyder på, at kredsen omkring statsministeren omsider har set skriften på væggen. Forhåbentlig er de også rede til at bide til bolle. SVM-konstruktionen er tydeligvis ved at bryde sammen, S-toppen vil lægge sporene frem mod valget de næste måneder – jeg krydser fingre for at der udvikles en markant politik som i 2019-21.
I så fald, vær beredt: der bliver en råben og skrigen…
