Artikel til Samfundsfagsnyt november 2024:
Danmark har ikke én, men to, samfundsmodeller. Konsekvensen er, at Sjælland, med København som motor, er blevet langt mere ulige end Fyn og Jylland
Af Lars Olsen, Journalist og forfatter
Da vi er på vej ind i kontorbygningen, går et stort optog den modsatte vej. 400 arbejdere i gule veste forlader Vestas store fabrikshal, skifteholdet strømmer mod fabriksporten for at komme hjem til familien. Det er som på de gamle billeder fra B&W.
Vi er da også på Lindø, der tidligere husede Fyns store skibsværft, men i dag er et fabriksområde drevet af Odense Havn.
Hér bygges dele til de stadig mere gigantiske vindmøller. Et nyt hold har taget over i Vestas store produktionshal – der svejses og knokles, mens resten af Danmark er på vej på weekend.
Nogle dele af mega-vindmøllerne eksporteres, et mange meter højt fundament skal til USA, andet samles og udskibes direkte fra Lindø ved hjælp af kæmpekraner på havnekanten. Vindmøllerne er i dag så store, at de ikke længere kan køres rundt på landevejene, men må sejles til deres destination.
På området er også et reparationsværft, ligesom Odense Universitet på Lindø driver et testcenter for robotter – Odense-området er blevet internationalt robotcentrum.
Da A. P. Møller i 2009 meddelte, at værftet var under afvikling, sendte det chokbølger gennem hele landsdelen. Tusindvis ville miste jobbet, og mange frygtede at Fyn ville ende som »arbejdsløsheds-ø«.
I dag er problemet mangel på arbejdskraft. Det store fabriksområde giver arbejde til 3.000, og yderligere 3.500 er beskæftiget i følgevirksomheder – flere end på værftets tid. De ansatte kommer fra hele Fyn og nogle helt fra trekantområdet. Der er en del ingeniører og andre med lange uddannelser, men det store flertal er faglærte.
653.000 mennesker er ifølge Danmarks Statistik beskæftiget i produktionsDanmark – industri, bygge- og anlæg, råstofudvinding samt landbrug/skovbrug/fiskeri. Kun godt en tiendedel af disse er indenfor landbrug m.v., alligevel er det tydeligt, at produktionsDanmark har sit tyngdepunkt i provinsen:
Produktionsjobbene er i provinsen:[1]
Det meste af hovedstadsområdet og meget af Sjælland er lyst – i disse kommuner er der ikke mange job knyttet til produktion. Kun én hovedstadskommune skiller sig ud og er i det øverste mørkerøde felt, det er Gladsaxe, der huser Novos store hovedkvarter og tillige nogle produktionsfaciliteter.
Ellers er mønsteret tydeligt: de egentlige produktionskommuner er i provinsen. Kalundborg, store dele af Fyn, meget af det sydlige, vestlige og nordlige Jylland. De to store produktionsbrancher er industri og bygge- og anlæg. Det sidste sker relativ spredt over landet – der bygges rigtig meget i hovedstaden – men hovedparten af industrien befinder sig i dag i landkommunerne og omkring provinsbyerne.
Novo, Danfoss, Vestas, Grundfos, NKT, Siemens, Nilfisk, Linak, et hav af mellemstore virksomheder… Industrien er rygraden i produktionsDanmark. Og den bliver endnu vigtigere i de kommende år, når klimaomstillingen for alvor rulles ud.
Det overrasker sikkert nogle, at så mange er beskæftiget i produktionserhvervene. I mange år talte vi om Danmark som et »videnssamfund«, et begreb importeret fra USA og Storbritannien hvor det blev kaldt the knowledge economy.
En af 00’ernes indflydelsesrige stemmer var den amerikanske professor Richard Florida. Ifølge hans bog, Den kreative klasse, er den nye ledende klasse de kreative: designere, videnskabsfolk, analytikere, programmører og ingeniører, forfattere og opinionsdannere, hvortil kommer nogle akademikere med kreative funktioner. Produktion og traditionel arbejderklasse er angiveligt på vej ned, i stedet vokser den lavtlønnede »serviceklasse« af tjenende ånder, »der tilbereder, sælger og serverer mad, pedeller, vagtpersonale, social- og sundhedsassistenter, sekretærer…«[2]
Danmark gik et stykke ad denne vej. København er på mange måder eksempel på denne knowledge economy – og de mønstre denne økonomi skaber. For 30 år siden var København en arbejder- og industriby, i dag er store dele af hovedstadsområdet afindustrialiseret. Der er masser af job i hovedstaden, men de opstår typisk i toppen og bunden af arbejdsmarkedet:
På den ene side er der kommet flere job til dem, Richard Florida kalder den kreative klasse – de er i hastigt voksende højindkomstbrancher som kommunikation, finans, forsikring & pension og konsulentvirksomhed. Brancher, der tidligere fungerede som støttefunktioner for privat produktion og offentlige kerneopgaver, men i dag beslaglægger en betydelig del af samfundskagen og skaber mange lukrative job i hovedstaden.
På den anden side er der også stor vækst inden for prekære servicejob – i brancher hvor fagforeningerne er svage og usikre, lavtlønnede job fylder meget. De voksende højindkomstbrancher skaber større efterspørgsel inden for hotel- og restauration, rengøring og butik og detailområdet. Brancher med arbejdsopgaver, som højindkomstgruppen nu kan betale sig fra.
Erhvervsudviklingen har stor betydning for levevilkårene for folk uden lange uddannelser. Det viser en analyse af gode og mindre gode job for arbejderklassen, det vil sige faglærte og ufaglærte med almindelige job som håndværkere, industriteknikere, sosu-assistenter, tjenere, rengøringsfolk m.fl.[3] Usædvanlig mange job med lav løn og usikker ansættelse er i serviceerhvervene, mens de gode arbejderklassejob typisk findes i industrien og den offentlige sektor. Hér er ofte højere løn, mere permanente stillinger og stærkere fagforeninger.
Polariseringen på arbejdsmarkedet er en af drivkræfterne i et forhold, vi sjældent er bevidste om: at uligheden er blevet markant større på Sjælland end i Fyn og Jylland. I 1985 var uligheden på Sjælland kun et nøk større, i 2011 var den betydelig større[4], og siden er det blevet værre:
Den gennemsnitlige disponible indkomst er 2,4 gange højere i den rigeste kommune på Sjælland (Gentofte) end i den fattigste (Lolland). I Jylland er forskellen langt mindre – kun 1,2[5]. I større bysamfund over hele landet er der ofte betydelig ulighed mellem rige og fattige områder, men den regionale polarisering er væsentlig større på Sjælland end i Jylland/Fyn.
Skellet mellem produktionsDanmark i provinsen og »vidensøkonomi« i centrene har bidraget til »den store klasseadskillelse«. Analyser viser, at de sociale grupper bor mere adskilt end tidligere. Der er siden 1980’erne sket to store klassemæssige ryk på tværs af Danmark, og de har trukket i hver sin retning[6]:
Overklassen og den højere middelklasse er i højere grad koncentreret i hovedstadsområdet – ikke kun i Nordsjælland som tidligere, men også København, Frederiksberg, Gladsaxe m.fl. – samt i områder omkring Stor-Aarhus.
Det skyldes som nævnt den voldsomme vækst i brancher som finans, kommunikation og konsulentvirksomhed. Samme vej trækker ekspansionen i akademisk uddannelse, der har ført tusindvis af undervisere og studerende i forældrekøbte lejligheder til de to store universitetsbyer. Læg dertil for Københavns vedkommende langt flere akademikerjob i staten.
Samtidig er arbejderklassen rykket den modsatte vej. Det er særlig tydeligt på Sjælland, hvor de faglærte og ufaglærte i dag er koncentreret på Vest- og Sydsjælland. København er ikke kun afindustrialiseret, men også blevet en by med svimlende boligpriser, hvor det er svært at komme ind på boligmarkedet for lav- og mellemindkomster.
Arbejderklassen er derfor rykket derud, hvor lønnen rækker til et parcelhus med græsplæne til ungerne. Arbejderfamilierne bor ikke længere i små lejligheder i brokvarterne, sådan som vi ser på gamle film, men i et parcelhus i Svinninge eller Sakskøbing.
Noget lignende er sket omkring Stor-Aarhus. Den jyske arbejderklasse er i dag koncentreret i Vest-, Nord- og Sønderjylland. Det har ændret mange landdistrikter, der i højere grad præges af lønmodtagere end af landbrug (under hver tiende, der bor i det åbne land, lever i dag af landbruget[7]).
Udviklingen på arbejdsmarkedet afhænger i høj grad af politiske beslutninger, også kommunalt. Mens toneangivende i Københavnsområdet bekendte sig til »videnssamfundet«, valgte Danmarks tredjestørste by – Odense – en anden vej.
Finanskrisen i starten af 10’erne ramte Odense og Fyn hårdt. Virksomhed efter virksomhed måtte dreje nøglen om. Bystyret stod overfor et strategisk valg: Hvad nu?
Forestillingen om videnssamfund og kreativ klasse, med fokus på kultur og oplevelsesøkonomi, stod stærkt dengang, og dele af det politiske miljø talte populært sagt for at satse hele butikken på at sælge H.C. Andersens fynske eventyr med tilhørende brunsviger til kineserne. Odense valgte imidlertid også at satse på en ny generation af industri:
»Vi lavede en udviklingsstrategi, der skulle gå på flere ben. Det skulle ikke kun være H.C. Andersens-ting, som Odense og Fyn skulle være kendt for (…) Vi ville stadig være en produktionskommune,« siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Det kommunalt ejede Odense Havn købte Lindø, hvor der i dag er tusindvis af produktionsjob. Samarbejde mellem universitet, erhvervsliv og kommune udviklede Odense til centrum for industrirobotter. Og om få år åbner medicinalgiganten Novo et fabriksområde med flere tusinde job.
Faglige uddannelser og områdets menneskelige ressourcer var et afgørende fundament for denne politik: »Vi har enormt mange dygtige metalarbejdere. Nogle af dem er et levn fra værftets tid, andre er lige startet. Men de er fuldstændig afgørende for den udvikling, vi oplever i de her år«, siger borgmesteren[8].
Odense er et godt eksempel på det nye narrativ om Danmark – at vi er både videns- og produktionssamfund. Forskning og udvikling spiller en større rolle end i det gamle industrisamfund, og de fleste arbejdere er i dag faglærte – ikke desto mindre er produktion stadig afgørende. Vi har brug for både kloge hoveder og »kloge hænder« – som undervisningsminister Mattias Tesfaye udtrykker det.
Et lignende skifte er sket i USA, hvor forestillingen om the knowledge economy i sin tid blev født. Såvel præsident Trump som præsident Biden arbejder for en re-industrialisering, der kan skabe øget udvikling udenfor centrene på Øst- og Vestkysten.
Meget taler for, at dynamikken i de kommende år i højere grad flytter mod provinsen og produktionsDanmark. Klimaomstillingen trækker dén vej, det samme gør oprustningen med våbenproduktion og kaserner, der typisk ligger spredt ude i landet.
Dette er ikke kun godt nyt for »et Danmark i balance« – som det hedder i Slotsholmens glittede publikationer. Det vil også modvirke den stigende ulighed:
Et videns- og produktionssamfund har også forskelle på akademikere og arbejdere, men polariseringen er mindre end i »vidensøkonomien«. Produktionsvirksomhederne har typisk en stor mellemgruppe af industriteknikere, elektrikere og andre, der er anderledes vellønnede end rengørings- eller cafejob. Med mindre polarisering og ulighed, frem for alt i Fyn og Jylland, har vi i Danmark som helhed undgået de skarpe skel, der kendes fra Storbritannien og USA, som gik længere ad vejen mod the knowledge economy.
Det socialt blandede og relativ lige Danmark kom imidlertid under pres, med Københavnsområdet som motor og eksempel på den nye polarisering af arbejdsmarked og boligkvarterer.
De kommende år byder som nævnt på potentialer til at vende denne udvikling. I Norge har de et godt ord for dette: distriktspolitik der »tager hele landet i brug«. Det har Danmark også brug for, hvis potentialet for større geografisk og social lighed skal realiseres.
[1] Kort baseret på Danmarks Statistik, Lars Olsen & Bjørn Brandenborg: ”Det de kalder udkant kalder vi hjem”, Gyldendal 2024, s.43
[2] Richard Florida: ”Den kreative klasse”, Klim 2005, s.93 og 96
[3] Analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Rige Børn leger bedst, Gyldendal 2021, s.219-220
[4] ”Markant højere ulighed på Sjælland end i Jylland”, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 3.3.2013
[5] Tallene er i 2022 og fremgår af ”Indkomsterne er steget mest i kommuner, der i forvejen havde høje indkomster”, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 27.5.2024
[6] Analyse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Lars Olsen & Bjørn Brandenborg: ”Det de kalder udkant kalder vi hjem”, Gyldendal 2024, s.13-19
[7] ”Nye perspektiver på udvikling i og af landdistrikterne”, Økonomi & Politik nr.1, 2023, s.5
[8] Interview med Peter Rahbæk Juel i Lars Olsen og Bjørn Brandenborg: ”Det de kalder udkant kalder vi hjem”, Gyldendal 2024, s.60-62
