Om bogen “Eliternes triumf”

“Eliternes Triumf” har undertitlen “da de uddannede klasser tog magten”. Den kortlægger, hvordan de højtuddannede indtager en mere dominerende position end tidligere – både i politik og samfund – og er samtidig et portræt af det moderne klassesamfund. Du kan få et indtryk af bogen gennem bagsiden og indholdsfortegnelsen her og gennem et interview med mig i Weekendavisen her.

Der bringes i “Eliternes Triumf” en analyse af de moderne samfundseliter, hvor Capacent kortlægger tre forskellige eliter. Du kan læse hovedtallene i undersøgelsen her. I notatet her har jeg nøjere beskrevet undersøgelsens begreber og metode.

Uddrag af anmeldelser:

Folkeskolen nr. 20 skriver Gunnar Green:

Der er Lars Olsen, og der er Lars Olsen! Så er der vel ikke flere, der for tiden skriver så engageret og velargumenteret om det nye Danmark, vi alle er en del af. Eller er vi? Det Danmark. der på mange måder mangler sammenhængskraft og solidaritet (…)

Det Danmark, hvor folkeskolelærere vel snart er den eneste erhvervsgruppe, der har en markant rolle at spille, hvis man tror på sammenhængskraft og gode uddannelsesmuligheder som en del af et demokratisk gode og på et fungerende demokrati, hvor lægmandsbegrebet har en afgørende rolle at spille. Det gør Lars Olsen! Og det gjorde folkeskolelærere i gamle dage“.

Ekstra Bladet 26.2.2010 skriver Hans Engell blandt andet:

ELITENS MAGT

“(…) Journalisten Lars Olsen er en af de få, der med overbevisning og engagement kan grave i og beskrive uligheder og skævheder i vores samfund. Det kan godt være, at klassekampen er aflyst, men klassesamfundet består. Det er en bog, politikere og meningsdannere har godt af at læse inden næste oprør fra de vælgere, der føler sig udenfor og talt henover“.

Information 6.2.2010 skriver Rune Lykkeberg:

ET DANSK DEMOKRATISK UNDERSKUD

Vi ved det godt, men glemmer det tit: Danmark er et klassesamfund, hvor de få bestemmer over de mange. Det dokumenterer journalisten Lars Olsen fint i sin nye bog, der er hans hidtil bedste: Eliternes Triumf

(…) Journalisten og forfatteren Lars Olsen… har allerede udgivet adskillige bøger om det delte Danmark og den nye ulighed, han har turneret over hele landet med sine foredrag, og han har i efterhånden mange år gjort sig gældende i medierne som debattør. Nogen vil hævde, at man har hørt, hvad Olsen har at sige, og at han efterhånden begynder at minde om Kim Larsen: Han synger altid den samme sang. Men der er bare to væsentlige forskelle: Olsens sang er endnu ikke én, der bliver sunget med på, og han bliver ikke dårligere med tiden, han bliver bedre.

Læs Informations anmeldelse i sin helhed her

Jyllands-Posten 5.2.2010 har Jacob Levinsen en særdeles positiv anmeldelse, der starter sådan:

HVEM ER DET, DER ER PÅ TOPPEN? ALDRIG DEM FRA CENTERPUBBEN

Klassesamfund: Lars Olsens analyse af det moderne danske klassesamfund er forstemmende troværdig. Oven i købet kunne den med fordel have været endnu mere kynisk.

Fyns Stiftstidende 8.2.2010 skriver Per Storm Madsen:

DANMARKS NYE ELITE

For et par generationer siden var det let at definere overklassen. Den bestod af direktøren og fabrikanten, og deres cigarrrygende ligemænd.

Man vidste også, hvor den modvægt, der skulle sikre balancen i samfundet, befandt sig: Hos det store arbejderparti, Socialdemokratiet, der blev ledet af mennesker med dybe rødder i det arbejdende folk.

Idag er klassesamfundet et helt andet. Det er den veluddannede elite med adresse i storbyerne, der sætter dagsordenen og træffer beslutningerne.

(…) en debatbog, der bør være pligtlæsning for politikere og den toneangivende gruppe blandt offentlig ansatte – djøf’erne.

Kristeligt Dagblad 11.2.2010 har Tim Knudsen, der er professor og forfatter til flere bøger om demokrati og forvaltning, en klumme om bogen, som slutter sådan:

Lars Olsen er en enspænder i samfundsdebatten. Enspændere kan sætte spørgsmål ved alt det, som vi andre går og glemmer. Og som politikerne også glemmer – eller slet ikke ved. Man kan måske ikke være enig med Olsen i alt, men vi skal være glade for, at der er nogen, som får os til at overveje nye perspektiver.

Danske Kommuner giver børne- og kulturdirektør Per B. Christensen bogen de maksimale seks stjerner og skriver blandt andet:

Lars Olsen er vor tids fremmeste uddannelsesdebatør. Han forstår at sætte en dagsorden. Han har styr på sine argumenter og ved, hvad han vil med sine små undersøgelser. Nu har han gjort det igen“.

Helsingør Dagblad 20.3.2010 anmeldes bogen af Erik Stibtoft, der slutter sådan:

DA DE UDDANNEDE KLASSER TOG MAGTEN I DANMARK

“(…) Bogen er sprængfyldt med konkrete informationer fra undersøgelser og centrale personer, som har eller har haft samfundet som arbejdsplads. Som en slags parallel håndbog er “Eliternes Triumf” fremragende. Som debatoplæg for eksempel i politiske sammenhænge er den endnu bedre“.

dknyt – nyheder for offentlige beslutningstagere – skriver Paul Hegedahl blandt andet:

ELITERNES TRIUMF – ET ANDERLEDES BILLEDE AF MAGTEN

Gennem gennemarbejdede tal, analyser, mange interview og eksempler beskriver Lars Olsen et samfund, der styres af mennesker, der anser sig selv og deres “egne” som eksperter. Desværre bliver de eksperter på mere og mere snævre områder – og mangler den helt nødvendige forståelse for – og indsigt i de brede sammenhænge…

Dette er en meget vigtig bog. Den er – sammen med de andre indtil nu mere spæde forsøg på at beskrive situationen og forklare alvoren – forhåbentlig et tegn på, at debatten nu bliver taget alvorligt, og at vi kan ane et moderne systemskifte på vej.

ISBN-13: 9788791959677
Udgivet: 05-02-2010
Sideantal: 247

Udsolgt fra forlaget

21