Farvel til Folkets Parti

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.6.2016 Af Lars Olsen   Hvorfor har de socialdemokratiske partier store problemer med arbejdervælgerne? Hvorfor er mange almindelige lønmodtagere politisk hjemløse? En af de mest præcise analyser kommer fra den anden side af Atlanten: i den amerikanske forfatter Thomas Franks nye bog »Listen, Liberal«. Bogen har undertitlen »What ever happened to the Party of the People«. Det er en skånselsløs hudfletning af Demokraterne i USA, der fra 1930erne til 1970erne havde mange lighedspunkter med nordeuropæiske socialdemokratier. I årtierne efter Roosevelts New Deal var partiet en koalition, der forenede arbejderklassen og andre dele af det jævne folk. Demokraterne havde – ligesom socialdemokraterne – tætte bånd til fagbevægelsen. I dag er Demokraternes vigtigste vælgerbase »the professional class« – den højere middelklasse med lange uddannelser og velbetalte job. De begejstres over USA’s første sorte præsident og lovliggørelse af homoseksuelle ægteskaber. Derimod er de ikke optaget af den voksende ulighed, som rammer arbejderklassen og andre i den brede befolkning. Ifølge Thomas Frank træder Demokraterne ikke for alvor op imod uligheden og magtkoncentrationen i den finansielle sektor. Forklaringen er ikke kun, at ledende Demokrater får sponsormillioner fra finansverdenen, men især at Folkets Parti har overtaget den højere middelklasses verdensbillede.   Det bemærkelsesværdige er, at dette er resultatet af bevidste valg. Opløsningen af »New Deal koalitionen« går tilbage til årene efter 1968. Med McGovern Kommissionen, opkaldt efter den senere præsidentkandidat George McGovern, startede omfattende partireformer. Demokraterne kappede båndene til fagbevægelsen og omfavnede nye grupper blandt studerende og unge højtuddannede, der manifesterede sig med protesten imod Vietnam-krigen. Datidens fagbevægelse kritiseres med rette, men »når partiet siger farvel til fagbevægelsen, siger det...

En dosis politikerlede

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.6.2016 Af Lars Olsen   Skal pensionsalderen forhøjes endnu engang? Spørgsmålet blev i sidste uge stillet af Radio 24syv. Regeringen overvejer dét i den 2025-plan, der fremlægges efter sommerferien. Endnu en forhøjelse støttes af Liberal Alliance, Konservative og De Radikale. Jeg blev interviewet til radioen som forfatter til »Kampen om Seniorårene«. Lidt senere krydsede den radikale partileder Morten Østergaard klinger med en af de seniorer, der lægger krop til. Ordvekslingen viser kun al for godt, hvorfor tilliden til politikerne er helt i bund: »Hvis vi skal have råd til en god folkeskole og investeringer i uddannelse og forskning, så må vi have et økonomisk råderum. For langt de fleste gør det ingen forskel, om de skal arbejde til de er 67 eller 68«, siger Morten Østergaard. Det er 60-årige Annette Pollas ikke enig i. Hun er pædagogisk assistent i en vuggestue og kan først gå på pension som 67-årig. På grund af leddegigt har Annette Pollas allerede i dag smerter ved at gå på arbejde: »Man skal løfte børnene, sætte sig i gulvhøjde og rejse sig op igen. Inden man kommer op, er børnene langt væk. På grund af leddegigten gør det også ondt i fingrene at trykke så hårdt, som man skal, for at åbne og lukke selerne på børnenes krybber,« fortæller Annette Pollas. Hun glæder sig over andre sider af jobbet – at lægge puslespil og læse med børnene. Kan du ikke få en tjans på kontoret, spørger studieværten. Nej – som pædagogisk assistent er du »på gulvet«, svarer hun. Morten Østergaard har imidlertid en løsning. Når vi hæver pensionsalderen, kan der...

180.000 arbejdsløse er gået i glemmebogen

Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 10.6.2016 Af Lars Olsen   Arbejdsløsheden er betydelig større end det fremgår af de officielle statistikker – medier og politikere taler bare ikke om det. 10.000 om året står til at miste dagpengene. 70.000 har mistet dagpengene – og yderligere 10.000 vil hvert år lide samme skæbne. Det viser opgørelser fra A-kassernes Samvirke. http://www.ugebreveta4.dk/10000-vil-fremover-miste-deres-dagpenge-hvert-aar_20516.aspx Folketinget vedtog i sidste uge en ændring af dagpengereformen, der skal rette op på de værste skævheder. Ændringerne forventes imidlertid kun at »redde« omkring 2.000 om året. At 10.000 om året mister dagpengene vækker ikke den store opmærksomhed. De »udfaldstruede« var ellers et hedt emne fra 2012 til -15. Medierne elskede dramaet mellem Thorning-regeringen og det gamle bagland blandt fagbevægelse og arbejdervælgere. Siden skiftede regeringsmagten, et bredt politisk flertal blev enige om nye dagpengeregler – og medierne mistede interessen. De øvrige arbejdsløse er ligeledes gået i glemmebogen. Reelt er arbejdsløsheden betydelig større end den registrerede ledighed på 4 procent. 180.000 kan ikke finde et job. http://www.danmarksstatistik.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=20782 Det dokumenterer Danmarks Statistik i AKU-undersøgelserne, som bruges af EU og andre internationale organisationer. AKU omfatter også arbejdsløse, der ikke medregnes blandt de registrerede ledige. For eksempel dem, der har mistet dagpengene og er røget helt ud af systemerne. I de senere år er forskellen på de to opgørelser blevet stadig større, og AKU giver i dag et mere dækkende billede. Hvorfor hører vi så lidt om 180.000 arbejdsløse? Arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer bruger mange kræfter på at »sælge« den modsatte historie: mangel på arbejdskraft. Jo flere der konkurrerer om jobbene, desto lettere kan arbejdsgiverne presse løn og arbejdsforhold. Mediernes tavshed har imidlertid også...

Når mistilliden tager over…

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.6.2016 Af Lars Olsen   Frankrig er ikke kun vært for EM i fodbold – i disse uger hjemsøges landet også af omfattende strejker og uro. Tog og metro er strejkeramt, og de ansatte på atomkraftværkerne truer med at skrue ned for strømmen. Unge tilslutter sig fagbevægelsens protester, og der er voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Skiftende regeringer har søgt at reformere det todelte franske arbejdsmarked. Lønmodtagere med fast ansættelse nyder en høj grad af beskyttelse, mens unge og løst ansatte oplever stor utryghed. Nu tørner den socialdemokratiske regering frontalt sammen med de folkelige protester. Regeringen mener, at reformerne vil bryde op i det rigide arbejdsmarked og skabe mere bevægelse i jobbene, men befolkningen tror ikke på politikerne. Frankrig er langt fra det eneste sydeuropæiske land, der oplever social og politisk krise. Grækenland vakler fra den ene generalstrejke til den næste, mens politikerne kæmper for at indfri kreditorernes krav om reformer og nedskæringer. Spanien er på sjette måned uden regering og skal senere på måneden til valg endnu engang.   For os danskere er det langt væk – eller er det? Tidligere overvismand Torben M. Andersen advarede for nylig imod konsekvenserne af voksende ulighed, også i Danmark: »Stigende ulighed påvirker den sociale sammenhængskraft. Danmark har kunnet gennemføre ret omfattende reformer uden de store protester, mens den samme type reformer har udløst generalstrejke eller store demonstrationer i de sydeuropæiske lande,« sagde Torben M. Andersen til Mandag Morgen. Udtalelserne fra den tidligere overvismand er bemærkelsesværdige. Toneangivende danske økonomer har hidtil bagatelliseret den stigende ulighed. Torben M. Andersen påpeger imidlertid, at uligheden er steget gennem mange...

Den stille revolution

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 30.5.2016 Af Lars Olsen   Statsministeren varmer op til Big Bang: et efterår med store reformer og skattelettelser. I sidste uge var spidser i erhvervsliv, organisationer og politik til økonomisk topmøde på Marienborg. Regeringen vil sætte dagsordenen for et Danmark, der i følge statsministeren mangler den nødvendige krisebevidsthed: »Det, som er det nye i den her situation, er, at vi tilbage i 2009 var præget af en kollektiv krisebevidsthed. Alle kunne se, at det hele var ramlet i hele verden (…) Det var åbenlyst, at det her skulle der gøres noget ved. I dag står vi på den anden side af finanskrisen. (…) Samlet set er paratheden til at gøre en hel masse nok mindre, end den var tilbage i 2009-10,« sagde Lars Løkke Rasmussen i onsdags til JP. Statsministeren fremhæver, at økonomien snegler sig afsted, og at Danmark halter efter nabolandene. Det har han ret i. Problemet er, at Løkkes løsninger allerede er afprøvet og kun gør ondt værre. Siden 2010 har skiftende regeringer gennemført så omfattende samfundsforandringer, at det må betegnes som en stille revolution: 1) Markant højere efterløns- og pensionsalder. 2) Omfattende reformer af dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension m.v. 3) Betydelige skattelettelser til de bedrestillede. Forandringerne er også omfattende i de internationale sammenligninger, som Løkke & Co. excellerer i. Ifølge EU-kommissionen får Danmark den højeste pensionsalder i Europa. I 2040 skal en dansker arbejde til de 70, mens en svensker kan trække sig som 67-årig og en kortuddannet tysker ved 65. Men ifølge statsministeren er det ikke nok. Vi skal til efteråret træffe historiske beslutninger, der kan få Danmark tilbage på...

DFs sårbare flanke

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.5.2016 Af Lars Olsen   Ved første øjekast ligner det et teflonparti: I sin over 20-årige historie er Dansk Folkeparti (DF) gået frem ved hvert eneste valg – undtagen ét. Negative sager, der rammer andre partier hårdt, preller tilsyneladende af på Thulesen-Dahl & Co. Det er derfor værd at hæfte sig ved de betydelige vælgerbevægelser, som i denne tid foregår under overfladen. De store grupper, der skifter parti, fremgår af analyser, som professor Kasper Møller Hansen udarbejder for Altinget. Fra valget i juni til 1.kvartal i år lå DF nogenlunde stabilt blandt vælgerne som helhed, men tabte tusindvis af stemmer i en traditionel kernegruppe – pensionisterne. Forklaringen er lige for: Finanslovens nedskæringer i boligydelsen. Besparelserne ramte især svage ældre, der bor i relativ dyre plejeboliger, og efter voldsom debat måtte regeringen sende spørgsmålet til hjørnespark. Pengene skal findes i dette års forhandlinger, hvor utilfredse ældre giver DF-toppen et meget lille manøvrerum. Mens 24 pct. af pensionisterne stemte DF ved valget, var det i marts skrumpet til 21 pct. Socialdemokratiet er nu det suverænt største parti blandt de ældre, hvor over halvdelen stemmer på »rød blok«. Opgøret om boligydelsen viser dét endnu engang: DFs sårbare flanke er social retfærdighed. Partiet er kun gået tilbage ved ét valg – i 2011. Det var efter reformer af dagpenge og efterløn, som rammer særlig hårdt blandt faglærte og ufaglærte. DFs tilbagegang var da også særlig markant blandt arbejdervælgerne. Undersøgelser viser, at især 3Fs Skævt-kampagne flyttede mange fra DF til Socialdemokratiet og Enhedslisten. Velbjærgede meningsdannere har skrevet metervis af kronikker om DFs forfærdelige »menneskesyn«, og parnasset har utallige gange...

Kampen om seniorårene III

Forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen bliver en katastrofe for mange almindelige lønmodtagere. Det dokumenterer nye tal. For første gang har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fulgt en hel årgang, der ikke kunne gå på efterløn som 60-årige. Alligevel overvejer regeringen yderligere forhøjelser af pensionsalderen. Min klumme i Fagbladet 3F trækker debatten op, mens analysen i Politiken går i dybden med de nye tal om...

De skæve uddannelser

Jeg har i flere klummer skrevet om skævheden i uddannelsessystemet – og den uddannelsespolitiske debat. Regeringens gymnasieudspil rammer især HF og forringer mulighederne for voksne og lidt ældre unge. Derimod har et karakterkrav på 4 ikke den store betydning i det almene gymnasium. Hvis flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse, må de møde en anden faglighed i folkeskolen. Du kan også læse to klummer om prioriteringerne i uddannelsessystemet. Klummen i Fagbladet 3F handler om uddannelse som fordelingskamp, mens klummen i Jyllands-Posten fortæller om uddannelsesdebatten i fagbevægelsen og »rød«...
21