Magteliten frem i lyset
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.6.2015 Af Lars Olsen »Hvordan 423 danskere styrer landet«. Sådan lyder den skarpe undertitel på »Magteliten«, der udkom for nylig. Bogen bygger på den hidtil grundigste kortlægning af toppen i det danske samfund. Den sætter ansigter på magtens indercirkler og trækker den diskrete elite frem i lyset. Flere medier udsender fra tid til anden lidt tilfældige lister over de mest magtfulde danskere. Sociologerne Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen er gået anderledes grundigt til værks og har fået god hjælp fra journalist Markus Bernsen. »Magteliten« bygger på en omfattende database, der kortlægger magtens mange institutioner: Bestyrelser og direktion i de 1000 største virksomheder, bestyrelser i statslige organisationer, kommissionsmedlemmer, medlemslister til 114 VL-grupper, bestyrelser i alle organisationer med høringsret ved lovforslag og adskilligt mere. Alt i alt 5.079 netværk med ikke mindre end 37.750 medlemmer. Midt i dette gigantiske edderkoppespind identificerer forfatterne 423 danskere, der går igen i mange netværk og er tæt forbundne: Erhvervsspidser, bosser i fagbevægelsen, topfolk i politik, stat og kommuner, enkelte professorer – især økonomer … Over halvdelen kommer fra erhvervslivet og arbejdsgiverorganisationerne. Den økonomiske elite er således langt mere magtfuld, end det fremgår af debatten. Direktørerne i de 100 største virksomheder er chefer for 1,1 million medarbejdere og præger mange sider af samfundet: »Når Kjeld Johannesen fra Danish Crown lukker et slagteri i Rødding og skrotter 300 arbejdspladser, går hele lokalsamfundet i stå. Når Per Bank lægger en ny indkøbsstrategi for Dansk Supermarked, ændrer det indholdet af vores indkøbskurve og vores børns maver. Og når Peter Straarup som daværende direktør i Danske Bank overtaler staten til at dække risikable...De let tjente penge er i toppen af samfundet
Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 5.6.2015 Af Lars Olsen »Det skal kunne betale sig at arbejde«, proklamerer Venstre og kører hårdt på de sociale ydelser. De store arbejdsfrie gevinster findes imidlertid især i toppen af samfundet – de største lønstigninger går til finansfolk og ejendomsspekulanter. Lad mig starte med at slå ét fast: Ja, det skal kunne betale sig at arbejde. Der skal være en tydelig gevinst, hvis man går fra sociale ydelser til job. Det er der heldigvis også. Eksemplerne i valgkampen er helt atypiske eller simpelthen forkerte. Kig evt. hér: http://www.ae.dk/analyser/forkerte-beregninger-i-debatten-om-gevinst-ved-at-arbejde Samtidig har debatten i valgkampen en anden skævhed: Den overser totalt de arbejdsfri gevinster og let tjente penge, som i disse år florerer i toppen af samfundet. Jeg er blandt forfatterne til Klassekamp fra Oven, der sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kortlagde de seneste årtiers ændringer af det danske samfund. Bogen dokumenterer, at de mest velstillede 3-4 procent – overklassen og dele af den højere middelklasse – har taget løvens part af kriseårenes beskedne fremgang. Nok så tankevækkende viser tallene, at de største stigninger til de velstillede er inden for brancher som finansiering og ejendomshandel. Hér er masser af gevinster, hvor der ikke ligger arbejde bag: Spekulation i valutakurser. Aktiegevinster, hvor ejerne ikke har rørt en finger. Oppumpede værdier på boligmarkedet – især blandt de dyre boliger i hovedstaden. Finansverdenen og ejendomshandel hører til den såkaldte »bobleøkonomi«. Det var oppustede bobler på disse områder, som udløste finanskrisen. Regningen blev imidlertid sendt til samfundets brede lag, mens velstillede finansfolk og ejendomshandlere fortsatte deres store indkomststigninger. Læg hertil disse års høje direktørlønninger og absurde »gyldne håndtryk«. For...En bedre stemmeseddel
Når der valg til Stortinget i Norge, står kandidaternes erhvervsbaggrund på stemmesedlen. Professor Kasper Møller Hansen foreslår, at oplysninger om alder, uddannelse og erhvervsbaggrund også fremgår af stemmesedlen herhjemme. Det er en god ide. Vi har fået en stadig mere skæv rekruttering med de mange akademikere i Folketinget – og dét vil mange vælgere gerne...En bedre stemmeseddel
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 25.5.2015 Af Lars Olsen Vi skal vide mere om de politikere, vi kan vælge imellem. Stemmesedlen skal ikke bare oplyse kandidatens navn og parti, men også forhold som alder, uddannelse og erhvervsbaggrund – sådan som det sker i andre nordiske lande. Forslaget kommer fra valgforskeren Kasper Møller Hansen, der er professor på Institut for Statskundskab i København. »Hvis idealet er, at folketingspolitikerne skal afspejle befolkningen, må vi give vælgerne den information, de har brug for om kandidaterne, når de står i stemmeboksen. Det kunne hjælpe vælgerne, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de vil stemme på en ung, en gammel, en jurist eller en tømrer,« sagde Kasper Møller Hansen i sidste uge til dr.dk. I Norge står kandidaternes erhvervsbaggrund på stemmesedlen. I Finland hænger et fakta-ark i stemmeboksen, hvor man blandt andet kan se deres uddannelse. Ved kommunalvalg i Danmark er det op til partierne, om kandidaternes lokalområde oplyses på stemmesedlen. Det sker mange steder, fordi vælgerne er interesseret i, om politikerne er fra ens eget område. Forslaget kommer efter flere års debat om skævheden i Folketinget. Kun 14 pct. af MF’erne tilhører i dag befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte. Derimod er hele 57 pct. akademikere eller studerende på akademiske uddannelser. Blandt danskere over 30 har kun 9 procent akademisk uddannelse. Dette er et mere dramatisk brud, end vi ofte gør os klart. Historisk havde Danmark et bredt favnende folkestyre, præget af folkelige bevægelser blandt arbejdere og landbefolkning. Bevægelser, der var fundamentet for de to store folkepartier – Socialdemokratiet og Venstre. I dag er politik en karrierevej allerede fra...Skolen for livet
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.5.2015 Af Lars Olsen 130 milliarder kroner. Så meget bruger Danmark hvert år på uddannelse. Kun 3,5 pct. går til voksen- og efteruddannelse. Er dét fornuftigt, når vi skal lære gennem hele livet, og arbejdsmarkedet får brug for færre ufaglærte og flere faglærte? Tænketanken DEA spurgte i sidste uge, om det er »tid til et sporskifte« i uddannelsespolitikken. På tænketankens årsdag præsenteredes en analyse, som kortlægger den sociale mobilitet både i det ordinære uddannelsessystem og i uddannelser for voksne. Konklusionen er, at uddannelse af voksne er langt mindre socialt skævt end uddannelse af unge. Især erhvervsakademier og professionsuddannelser skaber mønsterbrydere på stribe i de modne år. Jeg deltog på årsdagen i en debat med Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri, og Kim Simonsen, forbundsformand i HK. De opfordrer i et fælles indlæg en ny regering til at nedsætte et udvalg, der skal skabe stærkere fokus på voksen- og efteruddannelse. Arbejdsgiverne har især interesse i de specifikke kurser, der sikrer at medarbejderne har de nødvendige kvalifikationer. For fagbevægelsen handler det tillige om et løft til dem, der ikke som unge fik del i uddannelsesmilliarderne. HK har foreslået et uddannelsesklippekort, så faglærte og ufaglærte kan få noget af den uddannelse, de højtuddannede tog som unge. Samtidig var arbejdsgivere og fagbevægelse enige om noget andet: Vi får brug for mere efteruddannelse, når danskerne skal arbejde til de er 70. For eksempel skal folk med fysisk arbejde uddannes til nye jobfunktioner, der bruger deres erfaringer på anden vis. Jeg slog til lyd for et nyt syn på uddannelse: Hvor det ikke er et one-shot i de unge...Kun en tåbe frygter ikke uligheden
Økonomisk ulighed forandrer et samfund mere dramatisk end danske politikere vil være ved. Det dokumenterer den førende samfundsforsker Robert Putnam i en ny bog. Unge i USA har langt mere ulige muligheder end for en generation siden – og mekanismerne bag er på vej til...Kun en tåbe frygter ikke uligheden
Manuskript til debatindlæg i Politiken 17.5.2015 Af Lars Olsen Økonomisk ulighed forandrer et samfund mere dramatisk end danske politikere vil være ved. Det dokumenterer den førende samfundsforsker Robert Putnam i en ny bog. Unge i USA har langt mere ulige muligheder end for en generation siden – og mekanismerne bag er på vej til Danmark. DET GØR IKKE noget, at uligheden stiger – blot alle har lige muligheder. Sådan lyder budskabet fra store dele af Christiansborg. Borgerlige politikere hævder, at »ulighed skaber dynamik«, men også dele af SR-regeringen lukker øjnene for den stigende ulighed. I et interview med finansmediet Bloomberg betegner finansminister Bjarne Corydon (S) det som »besynderligt«, at vi overhovedet diskuterer økonomisk ulighed i Danmark. Det afgørende er »omfordeling af muligheder«, siger han. Sådan spiller klaveret bare ikke. I virkelighedens verden hænger lige muligheder tæt sammen med indkomstforskelle og social afstand mellem et lands samfundsgrupper. Over tid fører øget ulighed også til mere ulige muligheder. DEN STIGENDE ULIGHED i USA har således ændret samfundet markant på andre områder. Det dokumenterer bogen Our Kids, som udkom i sidste måned. Forfatteren er Harvard-professoren Robert Putnam, der anses for en af verdens førende samfundsforskere. Putnam trækker linjen tilbage til sin egen opvækst i 1950erne. I det socialt blandede Port Clinton tog mange børn fra arbejderklassen en længere uddannelse. De fik hjælp undervejs af netværk i lokalsamfundet. Én af præsten, en anden af Rotary, en tredje af fagforeningen. I dag er odds mere skævt fordelt. Putnam dokumenterer den voksende »mulighedskløft« mellem børn fra den velstillede tredjedel og den dårligst stillede tredjedel. Hvad enten det drejer sig om testresultater i skolen,...
