Hvorfor drikker Jeppe?
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.6.2014 Af Lars Olsen Spørgsmålet fra Holbergs Jeppe på Bjerget har i årtier ligget bag debatter om ulighed og sociale problemer – og om hvorfor børn klarer sig så forskelligt i livet. Venstrefløjen fokuserer som regel på økonomi – at ulige materielle levevilkår giver ulige livschancer. For mange på højrefløjen er forklaringen kulturel: Jeppe og hans efterkommere gør ikke selv nok for at komme videre. Den kendte amerikanske samfundsforsker Robert Putnam, der blev interviewet i JP sidste weekend, svarer både-og – materielle levevilkår og kultur. Putnam er på vej med en ny bog, Our Kids, om den voksende kløft mellem børn og unge i USA. Og det har skabt stor interesse. Der har været bud efter Harvard-professoren fra både Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Jep Bush. Putnam fremlagde for nylig analyserne på Aarhus Universitet, og jeg var med til at diskutere dem. Putnam kortlægger, hvordan kløften mellem amerikanske børn vokser på næsten alle områder. De velstillede investerer langt mere tid og penge i deres børn, og uligheden i skolernes testresultater øges dramatisk. Blandt forklaringerne peger Putnam på »sammenbruddet i arbejderklassefamilien med to forældre«. Mens næsten alle børn i middelklassen vokser op med far og mor, er en parfamilie i arbejderklassen blevet usædvanlig. Fabrikslukninger og økonomisk nedtur har fjernet den tryghed, som arbejderklassen tidligere havde. Og dét kaster lange skygger over familielivet og børnenes opvækst. Putnams uortodokse tilgang har også skabt interesse blandt Republikanerne. Han præsenterede sin forskning i Det hvide Hus, da George W. Bush var præsident. Bush og hans stab hørte med interesse om de ulige kulturmønstre, men da Putnam fremhævede utrygheden i arbejderklassen,...EU’s højredrejning skaber folkelig skepsis
Op til valget til Europa-Parlamentet skrev jeg flere klummer, der også er aktuelle i dag. I 1980’erne arbejdede kommissionsformand Jacques Delors for det sociale Europa. I dag fører EU en langt mere liberalistisk politik. EU har spildt en kolossal chance under krisen. I stedet for at arbejde sammen om investeringer og nye job, har sparepolitikken forværret krisen og skabt folkelig...Europas spildte chance
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.5.2014 Af Lars Olsen Ugens valg til Europa-Parlamentet bliver lidt en af en gyser. I mange lande står EU til en folkelig afklapsning. Vælgerne flokkes om EU-kritiske partier – nogle nationale som Dansk Folkeparti og Le Pen i Frankrig, andre populistiske som Femstjernebevægelsen i Italien eller venstreorienterede som Syriza i Grækenland. »Mainstream-partiers manglende evne til at lægge forslag på bordet, som giver folk tro på en bedre fremtid, har efterladt døren åben for ekstremister,« lød diagnosen for nylig fra økonomen Philippe Legrain hér i avisen. Legrain var indtil februar i år leder af Bureau of European Policy Advisers, der rådgiver EU-kommissionsformand José Manuel Barroso. I en ny bog hudfletter han sparepolitikken, som har domineret EU under krisen. Det snævre fokus på gæld og konkurrenceevne skruer Europa ned i en negativ spiral af faldende lønninger, mindre efterspørgsel efter virksomhedernes varer, for få investeringer og faldende produktivitet. Resultatet er ikke bare, at uligheden i samfundet vokser dramatisk, men også at Europa får sværere ved at løse langsigtede udfordringer som lav produktivitet og flere ældre. »En typisk britisk husstand er ikke rigere end for et årti siden. Den gennemsnitlige tysker tjener en anelse mindre end for 15 år siden (…) Et overvældende flertal af europæere – briter såvel som franskmænd, tyskere og spaniere – vurderer, at deres børn får et dårligere liv end dem selv«, skrev Philippe Legrain i sidste uge i det britiske Independent. Kritikken rammer med stor kraft det EU, hvor Legrain for få måneder siden var ledende embedsmand. Herhjemme har EU været omdiskuteret siden folkeafstemningen i 1972, men i store dele af...Ypperstepræsterne slår til
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.5.2014 Af Lars Olsen Der bliver færre pladser på patienthoteller på fremtidens supersygehuse, end der er i dagens sundhedsvæsen. Hverken i Aalborg, Odense eller Køge er der planlagt patienthoteller i forbindelse med supersygehusene, og i Midtjylland skæres kraftigt i antallet af pladser. Konsekvensen for alvorligt syge i yderområderne er voldsom. Nogle må i ugevis rejse langt hver dag – for eksempel for at komme til strålebehandling mod kræft. Andre må bo på ubekvemme hoteller, der ikke er gearet til de særlige behov hos alvorligt syge. Situationen på patienthotellerne fremgår af en kortlægning for nylig hér i avisen. Kun Region Hovedstaden går den modsatte vej og udvider antallet af pladser. Nedskæringen på patienthotellerne er dobbelt grotesk i lyset af centraliseringen på sygehusområdet. Nedlæggelsen af afdelinger og sygehuse i yderområderne var en af 00’ernes mest kontroversielle beslutninger. I Midtjylland førte centraliseringen ligefrem til protestgruppen Fælleslisten, der en overgang forsøgte sig som landsdækkende parti. Men de toneangivende politikere har tilsyneladende intet lært: »Vi har ikke fået de penge, der var behov for, og så har vi valgt at prioritere kerneydelsen – nemlig selve behandlingen. Det vil sige, at vi bruger pengene på dyre operationsstuer og andre faciliteter, så vi kan tilbyde den meget højt specialiserede behandling, som er omdrejningspunktet i fremtidens sygehusplaner«, siger regionsformand Bent Hansen til Jyllands-Posten. De manglende hotelpladser møder hård kritik fra Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter. »At opleve trygheden tæt på hospitalet og have en pårørende tæt på er afgørende for behandlingsresultatet,« fastslår Lars Engberg fra Danske Patienter. Det siger næsten sig selv. En patient er ikke bare en maskine, hvor defekte...Kursskifte sender EU på kollision med folket
Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 9.5.2014 Af Lars Olsen Det er ikke noget tilfælde, at EU forbindes med social dumping og pres på velfærdsydelser. EU-systemet har skiftet politisk kurs. »Det sociale Europa« er afløst af en langt mere liberalistisk politik. Østarbejdere presser danske løn- og arbejdsforhold. Stadig flere EU-borgere modtager danske velfærdsydelser. EU vedtager hårde sparekrav, der forværrer arbejdsløsheden i mange lande. Det er ikke noget tilfælde, at EU-systemet mødes med skepsis af mange lønmodtagere og fagforeningsfolk. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Spol lige filmen nogle årtier tilbage: Vi skriver 1988. EU’s stærke kommissionsformand, Jacques Delors, er gæst hos Trade Union Congress – det britiske LO. Delors holder en markant tale. EU’s indre marked skal ikke kun gavne kapitalen, men også lønmodtagerne, tordner han. Derfor kæmper EU-kommissionen for »det sociale Europa«. Talen mødes med stående bifald – de britiske fagforeningsfolk hylder Delors ved at synge Frére Jacques (Mester Jakob). Det er en stor historie i medierne. Meget af britisk fagbevægelse er ellers EU-modstandere. Nu hylder de formanden for EU-kommissionen – og så en franskmand … Nogle år senere får britiske lønmodtagere fire ugers ferie som følge af et EU-direktiv. »Det sociale Europa« fører til en række EU-direktiver, der hæver niveauet i de socialt tilbagestående lande. I dag er det mere liberalistiske kræfter, der spiller førsteviolin i Bruxelles. EU-kommissionen kører parløb med EU-domstolen, der dom for dom skærer i den nationale suverænitet og i stedet udvider rettighederne som EU-borger. For eksempel har EU-borgere fået ret til dansk SU, blot de har et studiejob. Regningen sendes til de danske skatteydere. Nøjagtig det samme sker i udlændingepolitikken. Med...Venstres skifte fra civilsamfund til marked
Historikeren Ove Korsgaard har i bogen “Solskin over det sorte muld” givet en fantastisk beskrivelse af 1900-tallets danske landbokultur, der var en bærende pille i det klassiske folkestyre. Han beretter om sin egen familie, der blev dannet på højskoler, arbejdede på andelsmejeriet, var med i foreningslivet – og repræsenterede Venstre i lokalpolitikken. Men Ove Korsgaard overser Venstres store skifte, hvor civilsamfundet erstattes af en langt mere ensidig orientering imod markedet. Læs min klumme om hvordan Venstre skifter...Venstres hamskifte
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.4.2014 Af Lars Olsen I de seneste måneder har den stået på både ferie og arbejde under lunere himmelstrøg. Det har ikke kun givet kulør i kinderne, men også lejlighed til at læse en del bøger. En af dem er »Solskin for det sorte muld«, der giver et enestående indblik i den folkelige landbokultur, som var en grundpille i det klassiske folkestyre. Forfatteren er historikeren Ove Korsgaard, der voksede op på en gård på Mors i 1950’erne. Med afsæt i sin egen opvækst fortæller han både familiehistorien og den store historie om, hvordan folkelig organisering og kultur gjorde almuen til et folk. Landbokulturens udgangspunkt er gården og familien. Generationers slid og nøjsomhed går i arv til børnene, der som noget naturligt overtager gården og fører slægtens indsats videre. Det er imidlertid også en kultur med et stærkt lokalt fællesskab. Forsamlingshuset er omdrejningspunkt for et hav af arrangementer og foreninger. Ove Korsgaard er som landsbyens andre børn med i gymnastikforeningen, familien handler ikke andre steder end i Brugsen, og landsbyskolen med efterfølgende højskoleophold former de unges dannelse. Ove Korsgaards bedstefar bliver bestyrer af det lokale andelsmejeri, og siden tager onklen over. Det er på én gang »en forretningsmodel og en demokratimodel«, påpeger Korsgaard. Mens vore dages finansanalytikere orienterer sig mod et anonymt marked, var andelsvirksomhederne orienteret imod produktet og producenterne – de lokale landmænd, der leverede mælk og andre råvarer. Kapitalismen gik hånd i hånd med personlig og lokal ansvarlighed. Dette skifte fra lokalt fællesskab til anonymt marked gælder ikke kun i det økonomiske liv. Familien Korsgaard repræsenterede i fire generationer Venstre i kommunalpolitik...
