Kommentar i Altinget, september 2024:
Af Lars Olsen
Spørgsmålet om center-periferi ses al for snævert. Centraliseringen er rystet sammen med geografiske klasseskel og ulige velfærd i en giftig cocktail – i ny bog udvikler vi en venstreorienteret distriktspolitik
Øverst på Danmarksdemokraternes hjemmeside er store billeder af en masse køer. »Nej til CO-2-afgift«, tordner hjemmesidens overskrift. Uagtet at CO-2-afgiften er besluttet for måneder siden.
Inger Støjberg har med stor slagkraft gjort sig til ridder af landdistrikterne. Men billedet af livet på landet og i de mindre byer er skævt. Under hver tiende af de 700.000, der bor i det åbne land, lever i dag af landbruget. Langt den største socialgruppe er faglært og ufaglært arbejderklasse.
For dem er Arne-pension og retfærdighed i pensionsalderen nok så vigtigt – de starter tidligere på arbejdsmarkedet og bliver nedslidt før storby-akademikerne. Alligevel afviser Støjberg Mette Frederiksens ideer om en mere socialt retfærdig pensionsalder.
Der sættes – fejlagtigt – lighedstegn mellem landdistrikter og landbrug. Støjberg vil kapre Venstres gamle base i landbruget, og landdistrikterne bruges som politisk-taktisk løftestang.
I de senere år er land-by – eller måske rettere center-periferi – blevet et vigtigt tema i den offentlige debat. Men al for ofte diskuteres det snævert og uden præcis analyse.
Den 11. september udsender jeg en ny bog sammen med det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg, der er valgt med base i Svendborg-Langeland. Det, de kalder udkant, kalder vi hjem kortlægger tre indbydes forbundne samfundsforandringer, som i de seneste tre årtier har trukket Danmark mere skævt:
· De sociale klasser bor mere adskilt. Før var København en arbejderby, i dag er meget af byen domineret af højere middelklasse og universitetsstuderende. Arbejderklassen er fortrængt til oplandet og provinsen.
· De toneangivende lag er mere end før koncentreret om hovedstadsområdet. Dette banede vej for den voldsomme centralisering af sygehuse, politi, uddannelser og kommuner, som forringede hverdagen i provinsen.
· Presset på velfærden er særlig dramatisk i økonomisk trængte yderområder, hvor der i disse år sker store nedskæringer på kollektiv trafik, folkeskoler, ældrepleje og andet.
Nedskæringerne gør dagligdagen i landdistrikter og yderområder langt sværere. Ulige velfærd er således en central komponent i center-periferi. Desværre er der påfaldende lidt interesse for dette og for årsagen: underfinansieringen af velfærdsstaten.
Under Løkke-regeringen i 2015-19 blev der skabt et »hul« i velfærdsbevillingerne på 22 mia. kroner i forhold til demografi og velstand – det var dengang, Støjberg var minister for lagkager og barnebrude.
Siden regeringsskiftet i 2019 er bevillingerne til velfærd fulgt bedre med, men »hullet« i kommunekasserne smerter stadig. Det rammer imidlertid geografisk forskelligt:
Underfinansieringen mærkes ikke i store dele af hovedstadsområdet. Indkomsterne er det seneste årti steget 30-40 procent – mod kun 15 procent i mange provinskommuner – flere bliver boligmillionærer, og nye højindkomster flytter til. København har ligefrem råd til at sænke skatten.
Helt modsat mange yderområder. Fire af fem lavindkomst-sogne ligger i dag på landet og i de mindre byer. Det er dér, hvor den sidste bus kørte i går, banken har lukket for lån, folkeskolen drejer nøglen om, og lægen er gået på pension.
Det er i yderkommuner med svagt skattegrundlag og store social- og ældreudgifter, at underfinansieringen af velfærdsstaten for alvor kradser. Og nej, det virvar der kaldes kommunal udligning løser ikke skævheden – derfor er særtilskuddet til særlig trængte kommuner på få år steget fra 200 til 800 millioner. Et vidnesbyrd om det totale kollaps i fordelingen mellem kommunerne.
Folk ude i landet er bevidste om den materielle side af skellet. I landdistrikterne mener 65 procent, at »befolkningen uden for de større byer får mindre del i den økonomiske udvikling, end de fortjener«, i de mindre byer er det 60 procent.
Dette er en oplagt – men uudnyttet – mulighed for Socialdemokratiet og venstrefløjen. Et løft til yderområderne er tæt knyttet til den styrkelse af velfærdsstaten, som det store flertal af danskerne sukker efter.
Opgør med ulige velfærd må gå hånd i hånd med decentralisering. S-regeringen kom et stykke ad vejen i 2019-21 med at styrke uddannelser, politi og trafikinvesteringer i provinsen. Men vi skal videre – flere købstæder må gøres til regionale uddannelsesbyer.
Vi må tackle center-periferi i hele dets bredde. Geografiske klasseskel, centralisering og ulige velfærd er rystet til en giftig cocktail.
Skellet går derfor ikke kun mellem storby og provins, men også mellem højre og venstre. Vi har brug for en bredt anlagt venstreorienteret politik, der håndterer alle tre bestanddele – en »distriktspolitik« som de siger i Norge.
Sceneskift: For nylig rejste tre københavnere helt til Skælskør – for at servere en tynd kop the. Regeringen, med minister for landdistrikter Morten Dahlin (V) i spidsen, fremlagde Frihed, fremtid og muligheder i hele Danmark.
Landdistriktsudspillet indeholder et par reelle fremskridt, for eksempel befordringsfradrag til unge på SU i 25 yderkommuner. Men som helhed er det små initiativer, små symbolske bevillinger – og en stor ideologisk forestilling, der tydeligvis er groet i det liberalistiske hjørne af Venstres have: at hvis blot staten fjerner regler og »bøvl«, vil udkanten pr. automatik rejse sig som en anden Fugl Føniks.
Fint nok at luge et par raptusser ud i planloven. Det er ligeledes rigtigt, at provinsområder ofte har et stærkt foreningsliv og civilsamfund, som kan løfte mere end i dag – men det sker kun for alvor, hvis de spiller sammen med et stærkere offentligt engagement.
Derfor bygger vores bog på en helt anden tilgang: at staten i langt større omfang skal engagere sig i yderområderne, også økonomisk. Gøre op med ulige velfærd. Skabe uddannelser i provinsbyerne. Sikre fælles løsninger på krisen i den kollektive trafik. Sikre at mennesker i hele landet kan låne til boliger og virksomheder. Omfordele fra det rige hovedstadsområde til lavindkomst-områder ude i landet.
Kald det bare socialdemokratisk eller socialistisk: yderområderne har ikke brug for mindre stat, men mere stat – kun derved kan vi for alvor træde op mod den geografiske og sociale polarisering.
Analyserne fremlægges i ”Det de kalder udkant kalder vi hjem”, der udkommer på Gyldendal den 11. september.
