Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.12.2018
Af Lars Olsen
Brændende biler. Blokader af veje og benzinstationer. Hærværk i eksklusive kvarterer… Protestbevægelsen Gule Veste ryster Frankrig og præsident Macron. De gule Veste startede som protest imod afgifter på benzin, men kræver nu højere mindsteløn, genindførelse af formueskatten og opgør med »de riges præsident«. 72 pct. af franskmændene støtter dem, det samme gør venstrefløjen og Marine Le Pens højreparti.
»Det, der gør Frankrigs revolte anderledes, er, at den ikke følger den sædvanlige populistiske drejebog. Den er ikke knyttet til et højreorienteret eller noget andet politisk parti. Den fokuserer ikke på race og indvandring (…) Den handler mest om økonomisk klasse. Den handler om ens manglende muligheder for at betale regningerne,« påpeger New York Times.
Konflikten afdækker et nyt skel i samfundet, der er både socialt, geografisk og kulturelt. Det påpeger geografen Christophe Guilluy, som i 2015 udsendte bogen La France Périphérique. Vækst, job og indflydelse koncentreres i de store byer – provinsen oplever derimod afindustrialisering og usikre job. Christophe Guilluy pegede allerede dengang på, at bilen er helt afgørende i »det perifære Frankrig«, hvor folk skal køre langt for et job.
De definerende lag i storbyerne har imidlertid tabt blikket for arbejderklassen, som i dag bor i provinsen: »Protesten kommer fra klasser, der før i tiden var et afgørende referencepunkt for den politiske og intellektuelle verden«, skriver Christophe Guilluy i Guardian og fortsætter: »Uanset hvordan konflikten ender, har Gule Veste vundet dét afgørende: Krigen om kulturel repræsentation. Arbejderklassen og den lavere middelklasse er synlige igen og hermed de områder, hvor de lever«.
Sceneskift: Jeg var i søndags gæst hos Ekstra Bladet. Med en serie om »pensionstyveriet« sætter avisen fokus på noget af det, der hos os skaber en kløft mellem arbejderklassen og det definerende lag: Stigende pensionsalder. En socialrådgiver fra FOA og jeg chattede med Ekstra Bladets læsere. Interessen var overvældende. Artiklen, der startede serien, blev på få timer delt over 500 gange på Facebook og læst af flere hundrede tusinde.
Bekymringen er massiv blandt folk, der kommer tidligt på arbejdsmarkedet og ikke kan arbejde til 70. Vreden over det etablerede Danmark er stor. Lad os gøre som »de gæve gallere« og sætte Danmark i stå, opfordrede én på chatten. Så galt går det næppe. En gumpetung fagbevægelse er omsider kommet i omdrejninger. Socialdemokratiet og venstrefløjen arbejder på politiske udspil – lur mig, nedslidning, utryghed og pensionsalder bliver store temaer i den kommende valgkamp.
En politisk debat kan formentlig mindske kløften, men den findes også på andre områder. Knap en fjerdedel af danskerne har mindre godt helbred, og de er langt mere utrygge end før. Folk oplever, at arbejdsskader, ulykker eller sygdom udløser endeløse forløb og uafsluttede sager i både fem og ti år – mens de fastholdes på kontanthjælp.
Resultatet er Jobcenterets Ofre og andre protestgrupper. Og desperationen er tydelig. Der er faldet en stribe domme mod borgere, som var voldelige eller chikanerede sagsbehandlere. Trods utallige forhandlinger har Christiansborg ikke leveret tryghed og retssikkerhed til udsatte borgere.
Danmark har heldigvis ikke »franske tilstande«, men skellet og desperationen findes også hos os. Det definerende lag af politikere, eksperter og mediefolk gør klogt i at slå ørene ud – før oversete danskere tager ved lære af de gæve gallere.
