Klumme i Jyllands-Posten 27.3.2023
Af Lars Olsen
Da vi er på vej ind i kontorbygningen, går et stort optog den modsatte vej. 400 arbejdere i gule veste forlader Vestas store fabrikshal, skifteholdet strømmer mod fabriksporten – ligesom på gamle billeder fra skibsværfterne. Vi er da også på Lindø, der tidligere husede Fyns store værft, men i dag er et fabriksområde drevet af Odense Havn.
Hér bygges mange forskellige dele til de stadig mere gigantiske vindmøller. Nogle dele eksporteres, et mange meter højt rundt fundament skal til USA, andet samles og udskibes direkte fra Lindø ved hjælp af kæmpekraner på havnekanten. På området er også et lidt mindre værft, hvor store skibe ligger til reparation, netop nu er et færdigt skib på vej ud af havnen med kurs mod de syv have.
For virksomhederne er det attraktivt, at universitetet hér driver et testcenter for robotter. Odense-området er blevet internationalt robotcentrum, og robotingeniører er et efterspurgt folkefærd. En ”klynge” af industrier skaber nye muligheder for kontakt og netværk på tværs af virksomhederne.
På gangen i kontorbygningen hænger billeder af snesevis af skibe – skabt gennem årtier på værftet, der i mange år var Fyns største arbejdsplads. Da A. P. Møller i 2009 meddelte, at værftet var under afvikling, sendte det chokbølger gennem hele landsdelen.
I dag er problemet imidlertid mangel på arbejdskraft. Det store fabriksområde giver arbejde til 3.000, og yderligere 3.500 er beskæftiget i følgevirksomheder – flere end på værftets tid. De ansatte kommer fra hele Fyn og nogle helt fra trekantområdet.
Der er en del ingeniører og andre med lange uddannelser, men det store flertal er faglærte. Odense Havn regner med 10.000 arbejdspladser allerede i 2027, og der tales om 100.000 produktionsjob i havvind. Forestillingen om industrisamfundets død har hele tiden været en myte, med den grønne omstilling er det rent vås.
Få dage efter besøget på Lindø kom de nye tal: kun 19,4 pct. har i 9. og 10.klasse søgt ind på en erhvervsuddannelse som industritekniker, kok, sosu eller andet – over 70 pct. har valgt en gymnasial uddannelse. Heldigvis finder en del mere modne unge siden vej til erhvervsuddannelserne. Nogle har gået i gymnasiet, andre haft ufaglærte job. Halvdelen af skolernes optag er i dag 20-24-år eller mere.
Ikke desto mindre står vi som samfund på en brændende platform, for nu at bruge et modeord. Hvad enten det gælder håndværkere, produktion eller ældrepleje, mangler der faglærte – og det bliver kun værre. I de kommende år går titusinder af faglærte på pension og erstattes af små årgange, der vil gå den gymnasial-akademiske vej, hvis vi bare lader systemet køre videre.
Vi har desperat brug for ændringer i folkeskolen og uddannelsespolitikken, men for mere end det – en kulturrevolution. I 1990’erne var det op mod 40 procent af de 25-30-årige, der havde fuldført en erhvervsuddannelse; så kom 00’ernes forestillinger om ”videnssamfundet”, der satte det akademiske i højsædet, og i dag er det under 25 procent.
Det er på høje tid, at undervisningsminister Mattias Tesfaye realiserer sine ideer om en mere praksisrettet folkeskole, og at politikerne indfrier deres løfter om investeringer i erhvervsuddannelserne. Men der skal mere til. Mette Frederiksen og regeringstoppen må flytte danskernes holdninger. Det handler om, hvem vi er, og hvordan vi ser os selv og Danmarks fremtid – det er en kulturkamp.
