Klumme i Altinget januar 2025:
Af Lars Olsen
Europa skal forsvare sig selv, men også kunne diskutere, hvordan vi får mest muligt for forsvarsmilliarderne. Sikkerhedspolitik kan ikke reduceres til »Tænk på et tal«
Regeringen tegner Europas situation med palettens mørkeste farver. Ifølge statsministeren står vi i »en skæbnestund«. Rusland stopper ikke med Ukraine, »for Putin ønsker ikke fred«. Ikke uden grund blev hendes nytårstale betegnet som »dystopisk«.
Venstre og Moderaterne lægger sig i slipstrømmen, forsvarsudgifterne skal agere løftestang i den økonomiske politik. Angiveligt er der ikke råd til en lempeligere stigning i pensionsalderen, sådan som Socialdemokratiet og venstrefløjen foreslår:
»Skal vi bruge overholdbarheden til at gå tidligere på pension eller på at øge vores forsvarsudgifter? Altså, vi kan i hvert fald ikke gøre begge dele,« sagde Lars Løkke Rasmussen i november til Berlingske.
Stemningen piskes også op af en unison medieverden. »En storkrig er i gang, og Danmark er del af den«, dundrer Jyllands-Posten over hele forsiden. »FE: Glem håb om fred i Ukraine – Rusland vil videre med krigen,« er budskabet forrest på Berlingske.
Selv Information, der under den kolde krig stillede begavede og kritiske spørgsmål til oprustningen, er faldet i den sorte krigergryde.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal vi nærme os tre procent til forsvaret. Trump fabulerer ligefrem om fem procent. Forsvarspolitik er efterhånden reduceret til en moderne udgave af Anders Bodelsens »Tænk på et tal«.
Måske er det tid til lidt eftertanke.
Det er hævet over enhver tvivl, at Danmark og Europa må styrke sit forsvar. Vi står ikke kun overfor et Rusland, der spiller med musklerne, USA orienterer sig samtidig væk fra Europa og over mod dysten med den afgørende rival: Kina.
Europa må tage vare på egen sikkerhed. Derfor er der også bred enighed om den milliardindsprøjtning til forsvaret, der bragte Danmark op på to procent, men pas på: den brede opbakning skal ikke skamrides med endeløse blankocheck.
Lad os ikke glemme tre afgørende forhold:
For det første bruger de europæiske NATO-lande – uden USA – allerede i dag langt flere penge på forsvaret end Rusland. Ifølge SIPRI var det i 2023 tre-fire gange mere, alene Tyskland og Storbritannien har tilsammen højere militærudgifter end Rusland.
Vi kan få langt mere for pengene, hvis de europæiske lande i højere grad samordner deres forsvar og forsvarsindustri. Problemet er, at disse i dag er underlagt konkurrerende bureaukratier og erhvervsinteresser og derfor vogter over hver deres lille Hassan.
For eksempel kan de fire nordiske lande, der i dag alle er samlet i NATO, udnytte ressourcerne langt bedre, hvis vi samarbejder og udnytter hinandens styrkepositioner.
Med til billedet hører et andet forhold: De seneste år har budt på en stribe skandaler om dansk forsvar. Kanoner der ikke kan skyde, skibe der ikke kan sejle og kaserner i åbenlyst forfald.
Dette kan ikke kun tilskrives besparelser, men bunder først og fremmest i den ændring af forsvarets organisation og kultur, der indtrådte efter den kolde krigs afslutning. Styringen blev som andet offentligt djøfiseret.
Processen beskrives sådan i Information af pensioneret brigadegeneral, militærhistorikeren Michael H. Clemmensen:
»Officerskorpset har nedprioriteret sin særegne militære faglighed. I stedet har Forsvaret prioriteret fuld tilpasning til civil, centralistisk og detaljeret forvaltningsstil og søgen efter civile ECTS-point som hattefjer… Problemerne forstærkes af, at Forsvarets ledelse og udvikling siden 1990’erne i langt højere grad end tidligere domineres af civile akademiske embedsmænd.«
Redaktøren for forsvarsmediet Olfi advarer direkte:
»Lige nu har man skabt et styrelses-helvede med otte sideordnede styrelser, hvor ingen kan træffe beslutninger. Hvis man tror, at man kan hælde 200 milliarder kroner ned i det her system, så fortsætter skandalerne … Finland har et forsvarsbudget, der er nogenlunde på størrelse med Danmarks. De er bevæbnede til tænderne. De kan mønstre 900.000 mand på få måneder. Vi kan ikke engang stille en brigade,« siger Peter Ernstved Rasmussen til Ekstra Bladet.
Samtidig overses et tredje forhold, der ellers er velkendt omkring offentlige udgifter – skelnen mellem løbende serviceudgifter og investeringer i anlæg. Mens mange serviceudgifter er der hvert år, er anlæggene ofte kun engangsinvesteringer.
Forsvaret skal i de næste år bruge store beløb på at anskaffe nye våbensystemer, militære installationer der skal bygges, kaserner renoveres osv. Det er typisk udgifter, vi betragter som investeringer i anlæg.
Med den sondring, vi ellers bruger omkring offentlige udgifter, forekommer opgaven pludselig mere overkommelig. I en fælles kronik i Jyllands-Posten skitserer fem cheføkonomer i fagbevægelsen følgerne for den offentlige økonomi sådan:
»Et muligt scenarie er, at vi over de næste 10 år midlertidigt løfter forsvarsudgifterne til 3 pct. af bnp svarende til ca. 30 mia. kr. ekstra hvert år … Når Forsvaret lever op til styrkemålene, kan vi derefter nøjes med igen at bruge 2 pct. af bnp på driften af Forsvaret og yderligere investeringer, som løbende måtte blive nødvendige«.
https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17744761/aldrig-har-vi-vaeret-laengere-fra-afgrunden/
Med dette scenarie er det en stor investering gennem ti år, der typisk kan finansieres ved en særlig midlertidig krigsskat. SF har tidligere stillet dette forslag, og i dele af regeringen tænkes også i de baner.
»Oprustning for at undgå krig er i mine øjne uomgængeligt. Men lad os gøre det på den danske måde. Socialt retfærdigt,« konkluderede Mette Frederiksen i nytårstalen.
Forhåbentlig dækker statsministerens principielle betragtning over en sådan midlertidig krigsskat. Forstå det nu på Christiansborg og omegn: Socialdemokratiet er på vej mod en vælgerkatastrofe, hvis velfærden skal ofres på yderligere oprustning.
Vi har brug for mere effektiv udnyttelse af de svimlende mange forsvarsmilliarder – og for mere solidarisk finansiering. Hvis danskerne tvinges til at vælge mellem oprustning og velfærd, får politikerne et kæmpe problem, og det gælder ikke mindst Socialdemokratiet.
