Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.12.2019
Af Lars Olsen
Dramaet på Filmskolen blev dækket bredt i medierne, ballade i den kreative klasse er altid en god historie. Meget handlede om personkonflikten – for og imod rektor Vinca Wiedemann. Nok så interessant er imidlertid stridens kerne:
Eleverne protesterede imod, at Vinca Wiedemann trak Filmskolen væk fra praktisk filmproduktion og gjorde den til en bachelor- og kandidatuddannelse på linje med universiteterne. 85 pct. af undervisningen i den nye studieplan foregår som forelæsninger, kun 15 pct. ved kameraet eller klippebordet.
Fungerende kulturminister Rasmus Prehn har tilsyneladende forstået budskabet. Vinca Wiedemann måtte gå efter et møde med ministeren, og Kulturministeriet udsendte en pressemeddelelse, der betonede Filmskolens betydning for dansk films stærke internationale position:
»Det er sket med en praksisorienteret og håndværksmæssig tilgang til filmproduktion. Den tilgang skal den nye ledelse også tænke ind i fremtidens skole,« understregede Rasmus Prehn.
De oprørske filmelever fortjener respekt. De forsvarer den sunde praksisorienterede tradition, der tidligere prægede dansk uddannelsespolitik, men er under pres fra en tiltagende akademisering.
Jeg har tidligere på dette sted fortalt om baggrunden for oprettelsen af hf. Den socialdemokratiske undervisningsminister K. B. Andersen ville åbne en ny adgangsvej for modne mennesker med erfaring fra livets skole. Folk, der havde været i »det praktiske erhvervsliv« og måske lært noget på teknisk skole, højskole, landbrugsskole eller lignende.
Klummen førte til en del reaktioner på Facebook: »Jeg havde K. B. Andersen i et tv-studie, hvor han skulle fortælle en flok unge om deres muligheder«, berettede den fhv. DR-medarbejder Kjeld Ammundsen og fortsatte:
»Han fortalte, at når man havde taget en efg (erhvervsfaglig grunduddannelse), kunne man bevæge sig op i uddannelseshierarkiet. Var de murer, kunne de blive arkitekt, frisører (hvor man havde lært noget kemi) kunne komme på teknikum og så videre – meget visionært«.
I de seneste årtier er uddannelsessystemet blevet mere gymnasialt og akademisk. Tidligere optog Arkitektskolen en del håndværkere, i dag er det ganske få. Arkitektskolen kræver som andre uddannelser en gymnasial uddannelse, og håndværkere kan kun komme ind på dispensation. En student, hvis største kendskab til byggeri er doriske søjler i oldtidskundskab regnes tilsyneladende for en mere oplagt arkitekt end en murer eller tømrer.
Det store skred skete i 1990’erne og 00’erne. Forestillingen om ”videnssamfundet” kaprede de meningsdannende eliter. Fremtiden tilhørte ”symbolanalytikere”, Richard Floridas teori om ”den kreative klasse” rullede over landet. Og skiftende regeringer fulgte trop: Nu skulle 25 pct. af de unge være akademikere – teoretisk snobberi bredte sig som en steppebrand i uddannelsessystemet.
Allerede for ti år siden diskuterede vi sygeplejerskeuddannelsen. Erfarne sygeplejersker pegede på, at de nyuddannede havde læst Habermas og Foucault, men var usikre på praktiske opgaver som at lægge en forbinding. Akademiseringen ramte også seminarierne og andre mellemuddannelser, der tidligere var mere orienteret imod en faglig praksis.
Siden er forestillingerne om samfundet skiftet. Vi taler i dag om et ”videns- og produktionssamfund”. Politikerne har også fjernet enkelte vildskud, men der skal meget mere til. Vi har brug for en kulturrevolution, der genskaber respekten for ”kloge hænder” – hvad enten de sidder på en murersvend eller filmmand.
