Klumme i Jyllands-Posten 13.9.2021
Af Lars Olsen
Vi skal hjælpe de afghanere, der har arbejdet for Danmark som tolke og andet, men hvad med alle de andre? Talibans magtovertagelse udløser formentlig en ny flygtningestrøm, der – igen, igen – rejser dilemmaer for Europa.
I 2015 var det millioner af flygtninge fra borgerkrigen i Syrien. Tidligere var det andre konflikter – Libanon, Somalia, Iran… Forskere taler om Greater Middle East – et bælte fra Nordafrika over Mellemøsten til Iran og Afghanistan. En krudttønde af islamisk fundamentalisme, etniske konflikter og politisk-religiøs rivalisering.
Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den næste konflikt eksploderer og sætter os på den moralske pinebænk. Måske kan et historisk tilbageblik gøre os klogere.
For 70-100 år siden var Europa konflikternes epicenter. To verdenskrige startede hér, og der var gigantiske flygtningestrømme. Ifølge Anne Applebaums ”Jerntæppet” blev der fra 1939 til 1943 fordrevet eller deporteret 30 millioner europæere – i 1943-48 yderligere 20 millioner. Fra 1939 til 1950 måtte hver fjerde polak skifte bopæl, hver fjerde!
Noget skyldtes nazisternes etniske udrensning, hvor østeuropæere blev fordrevet og erstattet med ariske tyskere. Andet sejrsmagternes dramatiske ændring af grænserne i Østeuropa, der blandt andre sendte 12 millioner tyskere vestpå.
Flygtningene lagde et kolossalt pres på nærområderne. Polen og Tyskland lå i ruiner, folk sultede, og mange tyskere var selv flygtet. I krigens sidste måneder modtog Danmark 350.000 tyske flygtninge. De blev til 1946-49, hvor forholdene i Tyskland muliggjorde gradvis hjemsendelse. Ikke altid lige populært blandt danskerne, der lige havde døjet med tysk besættelse.
I årtier var ”de fordrevne” en politisk magtfaktor i Vesttyskland, hvor stærke kræfter ville flytte grænserne – noch einmal. Efterkrigstiden sluttede først i 1970, da den vesttyske forbundskansler Willy Brandt knælede ved det jødiske mindesmærke i Warszawa og anerkendte grænserne i Europa. Det var ikke populært blandt alle vesttyskere, men billedet af den synlig berørte kansler gik over i historiebøgerne.
Europa vendte udviklingen. Med tiden blev flygtningene integreret i deres nye områder, og de rivaliserende vesteuropæiske stormagter lærte at samarbejde i EF. For at bruge nutidens ord: Krisen blev løst i nærområderne – recepten hed forsoning, samarbejde og hårdt arbejde. Eneste markante undtagelse var jøderne, der drog til Israel, men det var netop en undtagelse.
Kollapset i Kabul skar det ud i pap: Vores indflydelse på landene i Greater Middle East er begrænset. Det gælder også på flygtningeområdet. Uanset om et land som Danmark tager få eller mange, vil ni ud af ti flygtninge blive i nærområderne. Og deres fremtid står og falder med, at landene i ”Stor-Mellemøsten” udvikler deres egne Willy Brandt’er og slår ind på forsoning, samarbejde og hårdt arbejde. Det bliver svært, men det var det også for Europa.
Danmark har gennem årtier modtaget store grupper flygtninge og indvandrere, det har skabt sociale og politiske spændinger hos os, men ikke ændret meget i ”Stor-Mellemøsten”. At gøre tusindvis af nye flygtninge til en prøvesten på vores moral og humanisme, er slet og ret den forkerte målestok. I en tid med øget ulighed og polarisering giver det god mening at prioritere vort eget samfunds sammenhængskraft, det er også Danmarks stærkeste eksempel overfor andre lande.
