Signert i Klassekampen januar 2026
Af Lars Olsen
Polen er en af Europas hurtigst voksende økonomier, men langt fra alle polakker får del i den økonomiske vækst. I 2024 levede næsten to millioner polakker i ekstrem fattigdom, hvoraf en femtedel var seniorer.
Det skriver nyhedsmediet Mr. East med henvisning til en ny
fattigdomsrapport. Skellet handler også om geografi. I Warszawa er det under hver tiende, der lever under fattigdomsgrænsen – i landområderne rundt om er det omkring hver fjerde.
Det dybe geografiske skel går igen i de øvrige postkommunistiske stater.
En fremragende kortlægning af dette er Taking Stock of Shock, skrevet af antropologen Kristen Ghodsee og den politiske økonom Mitchell Orenstein, der begge er professorer i østeuropæiske studier på University of Pennsylvania. De betegner omstillingen af den gamle østblok som »den værste økonomiske krise nogensinde i fredstid«.
I de seneste årtier har storbyerne og især deres højere middelklasse rejst sig, mens situationen i landdistrikterne er dramatisk anderledes.
I byerne er der i dag »glitrende nye indkøbscentre:«
»Udenfor eller nedenunder holder nypudsede Audier, Renaults og Suzuki’er bevogtet af opmærksomme vagter. Bymidten er fyldt med hoteller, cafeer og barer for den fremmede og lokale elite, der har købt deres goder på velassorterede tyske og franske markeder med over 50 forskellige oste. Sammenlignet med manglerne i den grå kommunistiske fortid så har livet i Central- og Østeuropa og Centralasien virkelig forbedret sig.«
Helt anderledes i landdistrikterne:
»Ældre borgere må vælge mellem varme, medicin eller mad. Hjemløse mænd sover på tilfældige bænke i parken, mens fattige bedstemødre sælger afskårne blomster. I landområder ude i landet er hele familier vendt tilbage til selvforsyning, de har trukket sig fra markedsøkonomien og dyrker små lodder sådan som deres forfædre gjorde i 1800-tallet,« fortæller Kristen Ghodsee og Mitchell Orenstein.
I 1990’erne og 00’erne førte regeringerne – tilskyndet af Vesten – en politik i lodret modstrid mod befolkningens værdier om social retfærdighed og arbejde til alle.
Resultatet blev en modreaktion præget af nationalisme og nationalkonservative/socialkonservative kræfter. Den havde især sin basis i landbefolkningen og arbejderklassen, som blev hårdt ramt af den geografiske og sociale polarisering.
Disse kræfter tager ofte former, vi ikke bryder os om. Den værste er Vladimir Putin, som har startet den største krig i Europa siden 2.verdenskrig. Virkeligheden er imidlertid, at vi i Vesten ligger som vi selv har redt.
I 2007 udsendte Naomi Klein, journalist og universitetslektor, bogen Chokdoktrinen – Katastrofekapitalismens opkomst. Hun gjorde status over de steder, hvor vestlige regeringer brugte chokterapi som metode. Ifølge Klein stammer strategien fra den liberalistiske økonom Milton Friedman:
»Første gang, Friedman lærte at udnytte chok eller krise i større omfang, var i midten af halvfjerdserne, da han optrådte som rådgiver for den chilenske diktator general Pinochet. Friedman rådede Pinochet til at gennemføre en lynsnar transformation af økonomien: skattenedsættelser, frihandel, privatisering, sociale nedskæringer og regelforenkling. Det var den mest ekstreme kapitalistiske forandring, der nogensinde havde været forsøgt,« skriver hun.
Da kommunismen brød sammen, forsøgte de vestlige institutioner ifølge Klein at gentage chokbehandlingen i Østeuropa, dog denne gang under demokratiske styreformer.
Den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, var sidst i 1980’ernee usædvanlig populær i Vesten. De store vestlige medier brugte kælenavnet ”Gorby”, og i 1990 fik han Nobels fredspris. Gorbatjov ville en blanding af frit marked og stærkt socialt sikkerhedsnet. Hans slutmål var at opbygge et socialdemokrati baseret på den skandinaviske model, »et socialistisk fyrtårn for hele menneskeheden«.
Naomi Klein fortæller: »Derfor var det, der skete på G7-mødet i 1991, også fuldstændig uventet. Den næsten enstemmige besked, Gorbatjov modtog fra de andre statsoverhoveder, var, at hvis han ikke indførte en radikal chokterapi, så ville de skære linen over og lade ham falde«.
Gorbatjov afviste de vestlige krav, men kort efter gik Sovjetunionen i opløsning og Jeltsin blev leder af Rusland. Den amerikanske økonom Jeffrey Sachs lovede at rejse omkring 15 mia. US dollars, hvis Moskva ville gennemføre et »big bang« med en hurtig overgang til kapitalismen.
De sociale konsekvenser af denne chokterapi var – chokerende. I 1989 levede to millioner mennesker i den russiske sovjetrepublik i fattigdom, da chokterapeuterne havde uddelt deres bitre medicin i midten af 1990’erne var det 74 millioner.
For mange russere var Putins politik, med økonomisk nationalisme og genrejsningen af en stærk stat, en befrielse fra et årtis ødelæggende chokterapi.
Under arbejdet med en ny bog om center-periferi er det kommet bag på mig, i hvilken grad den geografiske polarisering blev gjort til eksportvare i forhold til de postkommunistiske stater.
Det var en fejl af historisk rækkevidde. Tænk hvor vi havde været i dag, hvis vi i stedet havde støttet ”Gorbys” forsøg på at omdanne sovjetkommunismen til socialdemokratisk blandingsøkonomi. Vi havde formentlig undgået krigen i Ukraine – og østeuropæerne var sluppet for alskens dårligdomme.
