Klumme i Jyllands-Posten 5.12.2022
Af Lars Olsen
En lille skole, der uddanner »verdensborgere« med respekt for naturen. En skole, hvor eleverne afleverer deres mobiler om morgenen, alt er økologisk, og fagene erstattet af temadage og projekter.
»Det kan være, at en dag handler om emnet vand. Måske starter dagen med, at vi leger med vand. Senere vil vi måske måle og veje vand som en del af matematik og måske slutter vi med at lave noget kreativt med vand. Arbejde med vandfarve eksempelvis,« siger initiativtageren, lærer og cand.pæd. Nis Lorenzen, til Berlingske.
Blå Veje Skole er en af de 19 frie grundskoler, der har anmeldt intentionen om at starte næste år. Flere af ideerne er sympatiske, men jeg hæfter mig primært ved noget andet: at skolen så entydigt henvender sig til ét segment – den progressive højere middelklasse. Skolen skal ligge mellem de københavnske kvarterer Østerbro, Nørrebro og Nordvest, hvor dette segment er særlig talstærkt. Og lur mig, de nye små »verdensborgere« opfostres til globalt udsyn, men møder næppe mange fra boligblokken rundt om hjørnet.
Sådan er det med en del af storbyernes privatskoler. Nogle rekrutterer især fra den progressive højere middelklasse, andre betoner klassisk faglighed og appellerer i højere grad til et mere karriereorienteret segment af den øvre middelklasse, sociologen Pierre Bourdieu kaldte dette for skellet mellem kulturel og økonomisk kapital. Den oprindelige ide bag folkeskolen – at skabe et fælles dannelsesgrundlag på tværs af samfundslagene – er fortrængt af en adskillelse, der både handler om socialklasse og kultur.
Siden 2009 er andelen i fri- og privatskoler steget fra 14 til 19 pct. I storbyerne er det især drevet af de velstilledes exit fra folkeskolen, i det rigeste indkomstlag (10.decil) går næsten hvert tredje barn i dag i privatskole.
Det dokumenterer en kortlægning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den viser imidlertid også stor forskel på fri- og privatskoler i byerne og i de tyndere befolkede egne, i mere landlige områder hører forældrene oftest til i de midterste indkomstgrupper.
I de seneste 15 år har kommunerne nedlagt 200 folkeskoler. Ude i landet er de mange steder erstattet af friskoler, der holder liv i et lokalområde og består af familier fra arbejderklassen og den lavere middelklasse. Frie skoler, der ligger over tre kilometer fra en folkeskole, har ifølge kortlægningen en langt bredere social appel end dem, der er i konkurrence med en folkeskole tæt på.
Folkeskolen er en kulturbærende institution i det danske samfund, et af de få steder, hvor vi mødes på tværs af sociale og kulturelle skel. Sådan er det heldigvis stadig mange steder, men den blandede og samlende skole er under pres. Vi har fået ”ghettoskoler” med al for mange tosprogede og socialt udsatte elever, og i den anden ende af spektret deserterer storbyernes højere middelklasse.
Forældrene vil have en skole, der afspejler deres ”værdier”, og umiddelbart lyder det besnærende. Men hov, i et segmenteret samfund er dine og mine værdier ikke de samme. Og hvis vi ikke mødes og får fælles erfaringer, skrider sammenhængskraften – og vi bliver ”krænket” af andres meninger. Skolen bør åbne til en bredere verden: børn og forældre skal ikke kun møde sociale kopier af dem selv, men et bredt udsnit af det danske samfund med dets vidt forskellige livsformer og holdninger.
