Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 9.11.2015
Af Lars Olsen
Jeg hører ikke til dem, der bare råber »send flere penge«. Siden 2005 har jeg skrevet adskillige bøger om skole og uddannelse, men rejst ganske andre spørgsmål: Hvordan indrettes undervisningen, så vi får flere med? Hvordan undgår vi ghettodannelse på bolig- og skoleområdet? Hvordan peger folkeskolen frem mod erhvervsuddannelserne – og ikke bare mod gymnasiet?
For en halv snes år siden var spørgsmål som disse langt vigtigere end det evige mantra om »flere ressourcer«. Danmark lå højt, når det handlede om landenes udgifter til grundskolen. I den forenklede politiske retorik blev det ligefrem til »verdens dyreste folkeskole«.
I dag er billedet unægtelig et andet. OECDs analyser viser, at Danmark allerede i 2011 var rutsjet ned ad listen, når det gælder landenes ressourcer pr. elev i grundskolen. Siden er der sparet yderligere. Samtidig har eleverne fået flere timer, uden at der for alvor er fulgt flere penge med.
Mens der i skoleåret 2009/10 blev brugt 77 kroner pr. elev pr. time, så bruges der i år kun 57 kroner – altså et fald på hele 26 pct. Det viser en opgørelse fra Danmarks Lærerforening. Fagforeningen har åbenlyse egeninteresser i spørgsmålet, men opgørelsen blev anerkendt af skolens andre aktører, herunder undervisningsminister Ellen Trane Nørby. Tendensen er ikke til at tage fejl af.
Forklaringen er ikke kun det øgede timetal med folkeskolereformen. Der er også kommet flere elever i klasserne på grund af lukning af mange små skoler. Det påpeger professor Niels Egelund, der heller ikke hører til dem, som traditionelt råber »send flere penge«:
»Sådan et udsving på så kort en årrække har vi næppe set i nyere tid. Det kan godt være problematisk,« advarede Niels Egelund for nylig i Berlingske.
I det kommende år vil over halvdelen af kommunerne så spare yderligere på folkeskolen. Det viser en kortlægning af de kommunale budgettal, foretaget af Skolelederforeningen. Kommunerne er presset af Løkke-regeringens nedskæringer på én procent – 2,5 mia. kroner – hvert af de næste 4 år. Konsekvensen bliver voldsom for en folkeskole, der står midt i massive forandringer:
»Der er ikke råd til de nye ting i reformen (…) De intentioner, der var med reformen – mere tværfaglighed, flere ud af huset aktiviteter, undervisning på nye måder – er noget, som skal udvikles. Det er der ikke tid og mulighed for, så vores børn får bare en længere skoledag og ikke en bedre skoledag,« påpegede formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, i TV2 News.
Folkeskolen står ellers midt i et tiltrængt paradigmeskifte. Politikerne har omsider erkendt, at Danmark ikke bare er et »videnssamfund«, men et videns- og produktionssamfund. Skolens nye mantra er anvendelsesorientering, hvor teori og praksis spiller sammen og eleverne kan se, hvad teorier og begreber skal bruges til. Praktiske færdigheder er igen in – flere skal vælge en erhvervsuddannelse.
Hvad enten regnedrengene kan lide det eller, så kræver den slags fornyelse både tid, eksperimenter og ressourcer. Der er overhængende fare for, at besparelserne kvæler det nødvendige paradigmeskifte i fødslen. Børnene får – som forældreformanden påpeger – en længere, men ikke en bedre og mere afvekslende skoledag.
Dagens folkeskole minder om et gammelt eventyr – Peter og ulven. I årevis råbte Lærerforeningen og andet godtfolk, at ulven kommer – og budskabet om »send flere penge« blev af gode grunde mødt med skepsis. I dag er tallene radikalt anderledes, men forestillingen om »verdens dyreste folkeskole« lever stadig. Børnene betaler prisen.
