Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.4.2014
Af Lars Olsen
I de seneste måneder har den stået på både ferie og arbejde under lunere himmelstrøg. Det har ikke kun givet kulør i kinderne, men også lejlighed til at læse en del bøger. En af dem er »Solskin for det sorte muld«, der giver et enestående indblik i den folkelige landbokultur, som var en grundpille i det klassiske folkestyre. Forfatteren er historikeren Ove Korsgaard, der voksede op på en gård på Mors i 1950’erne. Med afsæt i sin egen opvækst fortæller han både familiehistorien og den store historie om, hvordan folkelig organisering og kultur gjorde almuen til et folk.
Landbokulturens udgangspunkt er gården og familien. Generationers slid og nøjsomhed går i arv til børnene, der som noget naturligt overtager gården og fører slægtens indsats videre. Det er imidlertid også en kultur med et stærkt lokalt fællesskab. Forsamlingshuset er omdrejningspunkt for et hav af arrangementer og foreninger. Ove Korsgaard er som landsbyens andre børn med i gymnastikforeningen, familien handler ikke andre steder end i Brugsen, og landsbyskolen med efterfølgende højskoleophold former de unges dannelse.
Ove Korsgaards bedstefar bliver bestyrer af det lokale andelsmejeri, og siden tager onklen over. Det er på én gang »en forretningsmodel og en demokratimodel«, påpeger Korsgaard. Mens vore dages finansanalytikere orienterer sig mod et anonymt marked, var andelsvirksomhederne orienteret imod produktet og producenterne – de lokale landmænd, der leverede mælk og andre råvarer. Kapitalismen gik hånd i hånd med personlig og lokal ansvarlighed.
Dette skifte fra lokalt fællesskab til anonymt marked gælder ikke kun i det økonomiske liv. Familien Korsgaard repræsenterede i fire generationer Venstre i kommunalpolitik på Mors. Oldefar, bedstefar og far var sognerådsformand og broren i Morsø Kommunalbestyrelse frem til 2006. Men de oplever, at deres parti forandrer sig og får andre prioriteter, uden at Ove Korsgaard for alvor får greb om dette skifte.
Korsgaard peger på, at landbokulturen ikke primært »orienterede sig mod staten, men mod markedet og det civile samfund«. Dette ændrer sig efter 1945, hvor samfundsudviklingen med Socialdemokratiet i spidsen retter sig mod staten. Så langt vil de fleste givetvis nikke til Korsgaards beskrivelse. Med til billedet hører imidlertid, at Venstre i de seneste tiår igen har skiftet retning. Dagens V-top orienterer sig imod privatisering og marked, men uden det stærke civilsamfund, der tidligere kendetegnede partiet.
Hvis det står til Venstre, skal kommunerne tvinges til at privatisere mest muligt – børnehaver, ældrecentre og lur mig, Cepos-drengenes hede drømme om private »profitskoler« kan meget vel være på vej. Folkeskolen blev i sin tid skabt i et samspil mellem arbejderbevægelsen og landbokulturen – Socialdemokratiet ville udjævne klasseforskellene, mens Venstre så folkeskolen som omdrejningspunkt i en folkelig national identitet. Det var dengang. I dag står dén på marked über alles. Lars Løkke Rasmussen & Co. vil rulle den politiske styring tilbage og erstatte lokale fællesskaber med den anonyme kapitalismes økonomiske »incitamenter«. Nærmest det stik modsatte af Venstres historiske udgangspunkt.
Parallelt hermed er Venstre blevet et parti for andre socialgrupper. Dets kernetropper ligner efterhånden dem, som tidligere støttede De Konservative – højere funktionærer i de større byer. Arketypen på dagens Venstre-mand er ikke bestyreren af andelsmejeriet, men djøf’eren med excel-arket i den ene hånd og udbudskontrakten i den anden.
