Manuskript til kronik i Politiken 13.10.2012
Af
Gry Möger Poulsen, formand for SFU
Peter Hummelgaard Thomsen, folketingskandidat (S)
Simon Tøgern, formand for HK Privat
Nanna Westerby, sekretariatschef i tænketanken FOPA
Lars Olsen, forfatter og ikke medlem af et parti
VI ER FOR TIDEN vidner til et paradoks af historisk rækkevidde. Den vestlige verden er i dyb krise som følge af den uregulerede finanskapitalisme, der er skabt i de seneste årtier. Befolkningens brede lag er også under pres som følge af globaliseringen og skæve politiske beslutninger. Alligevel er der hverken i USA eller Europa en populistisk venstremobilisering – det er højrepopulistiske partier og andre af samme skuffe, der er i offensiven.
Det påpegede den verdenskendte amerikanske professor Francis Fukyama i Politikens kronik den 1.september. Artiklen leverer en uhyre præcis analyse af samfundsudviklingen og centrum-venstre-fløjens svagheder. For ifølge Fukuyama er miseren nok så meget centrum-venstres eget ansvar. Vi har ikke været i stand til at opstille »en troværdig progressiv modfortælling« til de liberalistiske forestillinger, der dominerer den offentlige debat.
Vi vil i det følgende tage tråden op og opstille en skitse til en dansk modfortælling, med appel til folk flest. Men først et par ord om Fukuyama’s inspirerende samfundsanalyse, der tager afsæt i USA, men også rammer meget af den europæiske – og danske – udvikling.
FUKYAMA’S STORE BEKYMRING er presset på dem, der i USA kaldes »middelklassen«. Det er mennesker, som vi herhjemme ville kalde arbejdere eller lavere funktionærer – altså lønmodtagere med almindelige job. På begge sider af Atlanten er det folk, der er i arbejde, forsørger sig selv, ofte ejer deres egen bolig og indtil nu har oplevet, at næste generation fik det bedre end deres forældre.
Det er dette billede, der ifølge Fukuyama er ved at skride. I USA har medianindkomsten (indkomsten midt i feltet) været stagnerende siden 1970erne, mens de rigestes indkomster er steget dramatisk. Samtidig flytter industrijobbene til andre lande, og den teknologiske udvikling betyder, at højtuddannede finanstroldmænd og softwareingeniører får store fortjenester, mens de kortuddannede ser indkomster og job svinde ind.
Udviklingen er heldigvis mindre dramatisk herhjemme. Velfærdsstaten og en stærk fagbevægelse har dæmmet op for det værste af dét, vi ser i de angelsaksiske lande. Ikke desto mindre er der også hos os bekymrende træk. Mens store lønmodtagergrupper i disse år oplever faldende realløn, er indkomsterne stærkt stigende for de mest velstillede. Vi ser også, at de velbjærgede i dag bor mere afsondret fra det brede lag – i storbyernes attraktive kvarterer, hvor deres børn går i skole med andre fra velstillede miljøer. Meningsdannere og beslutningstagere lever i deres egen virkelighed.
Samtidig medfører globaliseringen også i Danmark et pres på mange faglærte og ufaglærte. Hundredtusinder af industrijob blev outsourcet, mens en højtuddannet elite drømte sig ind i verdensfjerne forestillinger om »videnssamfundet«. Vi har stigende problemer med social dumping, hvor østeuropæere og andre udlændinge undergraver løn og arbejdsvilkår for almindelige lønmodtagere. Dette er blandt andet tilfældet indenfor byggeri, rengøring, transport, landbrug og gartneri m.v.
Hertil kommer de seneste års såkaldte reformer. Forringelsen af efterlønnen rammer særlig hårdt blandt de faglærte og ufaglærte, som kommer tidligt på arbejdsmarkedet og har de mest nedslidende job. Det samme gør forkortelsen af dagpengeperioden. »Jeg kommer til at dø med hammeren i hånden«, skrev den unge tømrersvend Daniel Skovhus for nylig her i avisen. Han skal være næsten 72, før han kan gå på pension.
Daniel Skovhus gør opmærksom på, at dette er senere end både hans far og bedstefar. Hér står mange danske lønmodtagere i samme situation som dem, der i USA kaldes »middelklassen«: For første gang i mange årtier vil brede grupper få dårligere levevilkår end deres forældre.
HVOR ER CENTRUM-VENSTRE? Når der ikke er dét, som Fukuyama kalder »en bred populistisk venstrebevægelse«, skyldes det manglen på præcise analyser og svar. Mens de socialdemokratiske partier ofte agiterer for en forældet udgave af velfærdsstaten, er den intellektuelle venstrefløj kravlet op i elitære elfenbenstårne. Som det ganske præcist udtrykkes af Fukyama:
»Det akademiske venstre erstattede marxismen med postmodernisme, multikulturalisme, feminisme, kritisk teori og et væld af andre fragmenterede intellektuelle bevægelser, der i højere grad er kulturelt baseret frem for at fokusere på det økonomiske (…) En koalition byggende på multikulturalisme, feminisme m.m. er alt for broget et grundlag at skabe en bred folkelig bevægelse ud fra. De fleste af arbejderne og den lavere middelklasse er kulturelt konservative og ville skamme sig over at deltage i en så spraglet flok«.
Også hér rammer den amerikanske professor med stor præcision forholdene herhjemme. Det var centrum-venstres abstrakte forestillinger om »det multikulturelle samfund«, som førte til blindhed overfor integrationsproblemerne og dermed skabte grobund for 00ernes højredrejning. Centrum-venstre må stille skarpt på dét, der er den lange røde tråd i vores historie: Kampen om økonomien og levevilkårene for de mange.
Vi har brug for en »bred populistisk venstrebevægelse« – på dansk ville vi snarere kalde det en folkelig forankret venstrefløj. Dansk Folkepartis fremmarch har skabt en næsten panisk angst for at blive »for populistiske«. Vores største problem er imidlertid ikke for meget populisme, men for lidt. Al for ofte har centrum-venstre ladet sig guide af akademiske forestillinger – fra 1990ernes multikulturalisme til en økonomisk politik styret af Finansministeriets computermodeller. Al for ofte har vi mistet blikket for de almindelige lønmodtagere, der indtil for få årtier siden var rygraden i arbejderbevægelsen og venstrefløjen.
SÅ LANGT ANALYSEN – hvad kan der så gøres? I det følgende tegner vi en første skitse til en dansk modfortælling:
1. Kontrol med finansmarkedet. Drevet frem af blind markedstro og stigende ulighed har den nye finanskapitalisme kastet verdensøkonomien ud på dybt vand. Ironisk nok har det liberalistiske projekt, der skulle skabe frihed, i dag fanget millioner i ufrihed og arbejdsløshed. De sidste 30 års promovering af finansiel kapital over reel produktion har skabt en destruktiv økonomisk model, hvor man tjener mere på at være ”pengeflytter” bag en computerskærm end på at være nano-ingeniør. Det er både undergravende for samfundets velstand og moral. Et stærkt eksempel er forskellen på den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney og dennes far, der begge er stenrige. Mens far Romney var direktør for American Motors i en tid, hvor industrien løftede middelklassen ind i velstand, så har søn Romney tjent sin formue gennem en spekulativ kapitalfond.
Både i USA, England og Tyskland raser debatten om de nye destruktive mønstre. SPD’s grand old man, fhv. forbundskansler Helmut Schmidt, taler direkte for et opgør med »rovdyr-kapitalismen«. Engelske og tyske socialdemokrater har talt for en lovmæssig opsplitning af bankerne, så almindelige forretningsbanker adskilles fra de risikable investeringer på finansmarkedet. EU-kommissionen har forslået en finansskat, som den danske regering – helt uforståeligt – er imod. Det er netop forslag som disse, der kan dæmme op for den mest destruktive spekulation.
2. Danmark som produktionsland. Den nye finanskapitalisme rammer altså både lønmodtagerne og det produktive erhvervsliv. Mens der flyttes enorme summer på finansmarkedet, mangler mange virksomheder midler til sunde projekter, der skaber nye arbejdspladser. Det går ikke.
Centrum-venstre må stille skarpt på Danmark som produktionsland. Vi må gøre op med den abstrakte forestilling om »videnssamfundet« – Danmark er både videns- og produktionssamfund.
Kernen i et moderne socialistisk projekt må derfor være at sikre varige service-, videns- og produktionsjobs til danskerne. Der kræver en politik, der rækker udover fremrykning af offentlige investeringer og gør det attraktivt – nemmere, billigere og bedre – at oprette og bevare private arbejdspladser. Konkret er der brug for at gå på to ben: konkurrencedygtige omkostninger og en langsigtet vækst- og industristrategi.
Det første handler ikke om løndumping eller lav selskabsskat, men om færre afgifter (væk med sukker- og fedtskatten!), mindre offentlig bureaukrati, fokus på flytte skattebyrden fra almindelige lønmodtagere til arbejdsfri-gevinster og øget ressourceeffektivitet.
I udformningen af det andet spor – en langsigtet vækststrategi – har centrum-venstre en stærk dagsorden i grøn omstilling, som kan skabe nye arbejdspladser, også i produktionen. Kombineret med en uddannelsessatsning, der nedbryder skellet mellem innovation og produktion, strategisk brug af det milliardstore offentlige indkøbsbudget og intelligente støtteordninger, kan vi sætte reel værdiskabelse i centrum for den økonomiske udvikling.
Alt for længe har centrumvenstre glemt de faktiske forhold i industrien. Fremover må vi ved alle politiske beslutninger anlægge en fundamental målestok: Bidrager det til at skabe flere eller færre job?
3. Økonomisk ansvarlighed. Det er vigtigere end nogensinde, at der er tillid til dansk økonomi. Det er ikke bare forventningen fra det finansmarked, som imod vores vilje har fået al for stor magt. Det er også forventningen hos vælgerne. Hvis tilliden til dansk økonomi skrider, kommer vi under internationalt pres og mister vores handlefrihed i den økonomiske politik.
Vi skal arbejde for, at finansmarkedet bringes under demokratisk kontrol. Vi skal også arbejde for, at EU tager fælles initiativer omkring investeringer og job, men hér og nu er råderummet i den økonomiske politik mindre end for 20-30 år siden. Derfor skal der ske en omhyggelig prioritering af offentlige udgifter og indtægter.
4. Omfordeling. Vi skriver med vilje også offentlige indtægter. Langt ind i centrum-venstre trives den forestilling, at omfordeling er gammeldags. Ret beset er det netop denne forestilling, der er – ja, gammeldags. Med en stram økonomisk politik er det vigtigere end nogensinde, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og det kræver omfordeling.
Samtidig ved vi, at globaliseringen trækker samfundet skævt. De rige og højtuddannede spurter fra folk flest – som Fukuyama påpeger. Hvis vi ikke træder op mod dette, får vi også i Danmark skarpere klasseskel. De velstillede må aflevere en større del af de massive stigninger til fællesskabet. For eksempel ved beskatning af store kapitalgevinster på boligmarkedet, en progressiv arveafgift eller en »top-topskat« på de højeste indkomster. Dette handler ikke bare om at kradse ekstra milliarder ind, men om noget fundamentalt for velfærdssamfundet: Retfærdighed.
5. Vi skal reformere velfærdsstaten – ikke bare hælde penge i systemerne. Et godt eksempel er uddannelse. De fleste er enige om, at uddannelse er afgørende for Danmarks konkurrenceevne, og regeringen bruger frem mod 2020 store summer på flere studiepladser. Hér må centrum-venstre stille spørgsmålet: Uddannelse til hvem og hvordan?
»Mere uddannelse« lyder fint, når ministrene taler til rektorforsamlinger og andre i uddannelsesverdenen. 3f’eren oplever det anderledes. Han husker ikke sin egen skoletid som noget godt. Han oplever heller ikke, at skole og uddannelse er til for hans børn. Investeringer i uddannelse må gå hånd i hånd med reformer, der mindsker de sociale skel og bringer undervisningen tættere på de mange, som ikke har skrivebordsskuffen fyldt med akademiske diplomer.
Regeringen har en vidtgående målsætning om, at 25 procent skal tage en akademisk uddannelse. Så mange er der ikke brug for. I videns- og produktionssamfundet er det nok så vigtigt med erhvervsuddannelse og voksen- og efteruddannelse. Det bør blive mere almindeligt, at man tager en faglig uddannelse som ung og midt i livet bygger en videregående ovenpå – at tømrersvenden læser til bygningskonstruktør. Dansk Metal foreslog for nylig, at lønmodtagere får ret til to års uddannelse på dagpenge, og at dette finansieres i fællesskab af staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Det er fornuftig snak. Skru ned for de akademiske ambitioner og brug investeringerne på det brede lag.
6. Arbejdsliv og demokrati. Vi tilbringer en stor del af vores vågne tid på jobbet. Alligevel spiller arbejdslivet kun lille rolle i den offentlige debat. Vi har brug for et fremstød for demokrati på arbejdspladsen. 00’ernes fokus var på management-guruer og direktionsgange, dette tiår må handle om lønmodtagernes medansvar for produktionen.
I dag er ledelsen kun forpligtet til at inddrage medarbejderrepræsentanter ved større fyringsrunder. Dette bør udstrækkes til også at gælde andre vigtige beslutninger, for eksempel frasalg, outsourcing og fusioner. Andre veje er medarbejderdrevne virksomheder – og at de fælles penge i pensionskasserne bruges på investeringer i danske arbejdspladser.
Samtidig står vi i arbejdslivet med en tikkende bombe: Forringelsen af efterlønnen. Et stort antal seniorer vil være for syge til at arbejde, men for raske til en førtidspension. Lønmodtagere skal efter 40 år på arbejdsmarkedet have ret til at gå ned i tid – med kompensation. Finansieringen kan både komme fra staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne selv. Men ét er vigtigt: Fælles forpligtelse. Det handler oftest om mennesker, der ikke som unge fik del i de store uddannelsesinvesteringer, men gennem et langt arbejdsliv har ydet deres til samfundet. De skal ikke lades i stikken på grund af et uskønt forlig mellem de radikale og VKO.
7. Drop de løftede pegefingre. Det er en politisk opgave at højne befolkningens sundhedstilstand, men hvordan? Skru ned for afgifter og forbud og lad folk tage ansvar for deres eget liv.
Fedt- og sukkerafgifterne er af gode grunde i modvind, nu er det tid til at indstille klapjagten på rygerne. Det hidtil værste er Aarhus Kommune, som forbyder ansatte at ryge i arbejdstiden – også når sosu-assistenten er alene og på vej fra en borger til en anden. Dette er en utilbørlig arbejdsgiverindblanding i medarbejdernes liv.
Al for ofte handler det reelt om, at de privilegerede tromler deres livsform igennem overfor de underprivilegerede. For konsulenten i kartoffelrækkerne er »det gode liv« en økologisk vega-sandwich fra Emmerys, men sådan er det ikke for førtidspensionisten i Avedøre. Hun vil hellere nyde en smøg til fadbamsen på bodegaen – og fred med det. Vi kan oplyse om konsekvenserne, gerne ved en indsats i folkeskolen og i belastede boligområder, men det er hendes liv og hendes valg.
GLOBALISERINGEN OG finanskapitalismen kræver nye svar. Med denne skitse kombinerer vi progressiv politik med en appel til folk flest og folkelige opfattelser af ret og rimeligt. Det er på høje tid, at centrum-venstre vender tilbage til den røde tråd: Forankringen i det arbejdende Danmark.
