Manuskript til klumme i Fagbladet 3F, november 2017
Af Lars Olsen
Hverken Alternativet eller Enhedslisten tog den vigtige borgmesterpost for beskæftigelse i København. Valget afspejler en ny form for venstrefløj, der domineres af velstillede socialgrupper med deres på det tørre.
Shitstorm.
Tæskene hagler ned over Alternativet og Enhedslisten på de sociale medier. De to partier fik et kanonvalg i København, men fravalgte borgmesterposten for beskæftigelse, der er afgørende for tusindvis af sygemeldte og arbejdsløse.
Københavns største parti, Socialdemokratiet, tog posten som overborgmester. Som anden- og tredjestørst havde Enhedslisten og Alternativet gode valgmuligheder, og begge har agiteret imod den umenneskelige behandling, som sygemeldte blev udsat for under beskæftigelses-borgmester Anna Mee Allerslev fra Radikale.
Begge kunne ændre praksis ved selv at overtage borgmesterposten, men Enhedslisten prioriterede miljø & teknik og Alternativet posten som kulturborgmester, hvor de kan profilere diverse flippede ideer.
I stedet er det Venstre, der tager borgmesterposten for beskæftigelse & integration. Et resultat, der fortsætter den umenneskelige linje.
Forløbet har skabt intern uro i de to partier. Aktivister fra Enhedslisten har gjort et stort arbejde i Jobcenterets Ofre, der mobiliserer »reformramte« borgere. Desværre er borgmestervalget ikke en fejl, men den logiske konsekvens af et dybere socialt og politisk skifte.
Tidligere var København en arbejderby – i dag er det en by for højere middelklasse og studerende. Dette ændrer også venstrefløjen.
Jeg er vokset op i København og deltog som ung i de store demonstrationer, der i 1970’erne og 1980’erne fyldte Christiansborg Slotsplads. Det var et særligt øjeblik, når Knippelsbro blev fyldt med tusindvis af arbejdere fra de store fabrikker på Amager, anført af skibsværftet B&W. Det var kampen for en retfærdig social fordeling, der skabte det røde København.
Dagens progressive er mere grønne end røde. Studenter på Christiania-cykler og akademikere med hippe modeklip tegner butikken. Det afgørende er ikke social- og fordelingspolitik, men kønsroller, miljø og politisk korrekte meninger.
Vi så det også tidligere på året, da overborgmester Frank Jensen måtte opgive at bygge almene boliger på et hjørne af Amager Fælled. De »grønne« partier var mere optagede af spidssnudede frøer end af boliger til almindelige lønmodtagere.
Centrum-venstre-fløjen bliver på tværs af partier delt i to. De nye progressive, med basis i den højere middelklasse, står overfor det folkelige centrum-venstre, som har fokus på det brede lag af almindelige danskere. Det folkelige centrum-venstre fik fra Frederikshavn til Langeland et flot kommunalvalg, men København præges af de nye middelklasse-progressive.
Byens sygemeldte og arbejdsløse betaler prisen.
