Jeg har i 2023-24 skrevet en del om »velfærdskrisen«: den nære velfærd i kommunerne er underfinansieret med over 20 mia. kroner, og det rammer særlig hårdt i yderområderne. Hér er større sociale udgifter og lavere skatteindtægter end i de mere velstående storbyer.

Konsekvensen er lukkede folkeskoler, store nedskæringer på busdrift og Flextrafik og ringere velfærd. Inger Støjberg og nogle af Venstre-folkene taler en masse om »udkanten«, men har ingen løsning på, at velfærdssamfundet trækker sig tilbage fra betydelige dele af Danmark.

Velfærden presses også af de dramatisk stigende forsvarsudgifter. En anden klumme handler om dette dilemma: Ja, vi skal opruste og tage vare på egen sikkerhed, men løsningen er ikke altid »send flere penge«.

En tredje klumme handler om dansk politik, spørgsmålet er om nogen formår at løfte den massive folkelige utilfredshed med velfærdskrisen. I en fjerde kommentar ser jeg på baggrunden: Lars Løkke Rasmussens illusion om at den offentlige sektor skal »køre længere på literen«.

21