Klumme i Jyllands-Posten 16.11.2020

Af Lars Olsen

 

En hel verden drog et lettelsens suk: USA’s næste præsident hedder Biden – ikke Trump. Men USA’s valggyser viste det igen: Det er dødsensfarligt, når store samfundsgrupper føler sig tilsidesat og kaster sig ud i vred protest.

Valgresultatet blev ikke den »blå bølge« (Demokraternes partifarve), som mange forudså. Da stemmerne omsider var talt op, havde Joe Biden vundet pænt, men heller ikke mere. Og i Repræsentanternes Hus tabte Demokraterne ligefrem en stribe pladser. Hundredtusinder stemte for en ny præsident, men ikke på den lokale demokrat.

Demokraternes store problem er den hvide arbejderklasse. De var afgørende i »New Deal koalitionen«, der blev skabt under Roosevelt og gennem årtier etablerede tætte bånd til fagbevægelsen og arbejdervælgerne.

I dag er USA’s politiske landkort radikalt forandret. Demokraterne har deres base i storbyernes højere middelklasse, der med ildhu rækker ud til diverse minoriteter, men glemmer  arbejderklassen og de mindre byer i et ensidigt fokus på uddannelse og »videns-økonomi«. Dét udnyttede Trump i 2016.

Joe Biden, der er vokset op i Small Town America, søgte at rette op: højere mindsteløn, »Buy American«, tilbageflytning af industrijob… Trumps forspring i den hvide arbejderklasse blev mindsket, men heller ikke mere. De afgørende svingstater blev især vundet ved fremgang blandt middelklassekvinder i forstæderne.

 

Valget har kastet Demokraterne ud i en fløjkrig. Partiets venstrefløj efterlyser radikale samfundsforandringer. Et offentligt sundhedsvæsen (Biden gik kun et stykke af vejen) og et fordelingspolitisk opgør med »den ene procent« – de helt urimeligt rige.

Meget fornuftigt. Problemet er Janushovedet – at Demokraternes venstrefløj tillige sværmer for ekstrem identitetspolitik. Black Lifes Matter, der startede som berettiget protest, har udartet i optøjer og plyndringer, mens det angiveligt racistiske politi kræves afmonteret – defund the police. Tiltag, som »progressive« Demokrater har bakket op.

Optøjerne blev afsæt for Republikanernes klassiske lov-og-orden-kampagne. Og det virkede. Trods populære demokratiske mærkesager om sygesikring og højere mindsteløn stemte mange almindelige lønmodtagere fortsat på Republikanerne.

Det gjorde en del latino-vælgere også. En nøglefigur på Republikanernes »populistiske« fløj, Florida-senatoren Marco Rubio, vil ligefrem skabe »en multietnisk koalition af arbejdende amerikanere«. Lad blot Demokraterne få storbyerne, uddannelseseliten og de mest højtråbende minoriteter, så tager vi det jævne folk!

 

Vi ser lignende socio-geografiske skel i andre lande – og tilsvarende folkelige protester. Det overraskende flertal for Brexit var en koalition mellem konservative EU-skeptikere og engelsk arbejderklasse udenfor storbyerne. De gule Veste var et oprør fra »det perifere Frankrig«, tankevækkende nok udløst af klimaafgifter på benzin.

USA’s valggyser sætter også dansk politik i relief. Mette Frederiksens socialdemokrati er – som progressive Demokrater – rykket til venstre i velfærds- og fordelingspolitikken, men har gjort det modsatte af amerikansk identitetspolitik: stram udlændingepolitik.

Socialdemokratiet fokuserer på arbejder- og middelklassen udenfor storbyerne, som andre centrum-venstre-partier har mistet. Netop derfor er fødevareministerens elendige mink-håndtering en katastrofe – den rammer Mette Frederiksens projekt helt ind i hjertekulen.

21