Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.9.2013

Af Lars Olsen

 

Jeg er nu tilbage i spalterne efter nogle måneder med ferie og orlov. Det er blevet til både ferieuger og skriverier på et større bogprojekt i denne fantastiske sommer, hvor det gode vejr bare bliver ved og ved. I ferier læser jeg mest romaner og biografier, men lidt faglitteratur sniger sig også ind. Da jeg først kom i gang, var jeg ikke mange dage om Krisens Navn. »Det er virkelig en bog, der kalder på dig,« sagde min bedre halvdel, da jeg endnu engang hev bogen op på en solbeskinnet cafe i Lübeck.

Forfatteren til bogen, der udkom først på sommeren, er professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet. Med et hav af grafer og tabeller sætter han et par kraftige – og velanbragte – spørgsmålstegn ved hele den kriseforståelse, der har præget Danmark siden 2010.

Jørgen Goul Andersen peger på, at Danmark – trods en fundamentalt stærk økonomi – er usædvanlig hårdt ramt af krisen. Mens nationalproduktet fra 2007 til -12 steg med 5,2 pct. i Sverige og 3,6 pct. i Tyskland, så faldt det 4,4 pct. i Danmark. Forklaringen er for svag hjemlig efterspørgsel – danskerne tør ikke tage Dankortet op af lommen. Mange har oplevet, at friværdien i huset er faldet voldsomt, og skiftende regeringers tale om krise og reformer forstærker utrygheden.

»Frygten for arbejdsløshed, boligtab og velfærd er ikke grebet ud af den blå luft. Arbejdsløsheden er høj, og det er en langt større trussel for den enkelte end tidligere på grund af den radikale opstramning af både varighed og genoptræningskrav i 2010. Der er risiko for social deroute, og det kan gå hurtigt. Den rationelle reaktion vil være at opbygge så mange reserver som muligt,« påpeger Jørgen Goul Andersen.

Hans centrale pointe er, at skiftende regeringer har bekæmpet den forkerte krise. Den grundlæggende kriseforståelse bliver skabt af VK-regeringen og embedsværket i 2010-11, men efter valget overtaget af S-R-SF. Ifølge denne analyse handler krisen om manglende konkurrenceevne og arbejdsudbud.

Goul Andersen benægter ikke, at Danmark har et langsigtet problem med for høj løn i forhold til for lav produktivitet. Han minder imidlertid om, at eksporten klarer sig hæderligt – så dårlig er konkurrenceevnen trods alt ikke! Det, der virkelig skiller Danmark ud fra de fleste andre nordeuropæiske lande, er for svag hjemlig efterspørgsel. Noget, politikerne forværrer ved at skabe »krisebevidsthed og reformutryghed«.

 

Ifølge Aalborg-professoren går politikerne galt i byen. Danmark er særlig hårdt ramt af en finans- og konsolideringskrise, skabt af 00’ernes »bobleøkonomi«, sådan som det også blev kortlagt i sidste uge af den såkaldte Rangvid-rapport. Dansk økonomi blev i usædvanlig grad pumpet op: Uansvarlige udlån i bankerne, kolossale friværdier i ejerboliger, politiske fejl – ikke mindst de afdragsfrie lån i 2003. Da boblen brast, raslede friværdierne ned, bankerne strammede kreditterne – og Danmark gik i sort, påpeger Goul Andersen.

Når skiftende regeringer vælger en ensidig og forfejlet kriseforståelse, skyldes det først og fremmest politik. Mange »politiske aktører« sukker efter langsigtede reformer, og med folkelig krisebevidsthed bliver det pludselig muligt. Desværre med den omkostning at politikerne på kort sigt forværrer krisen – og på længere sigt øger den sociale marginalisering.

 

For liberalistiske kræfter er det et urgammelt mål at rulle velfærdsstaten og de sociale rettigheder tilbage. Men hvorfor overtager en »rød« regering denne kriseforståelse? Mysteriet er ikke blevet mindre efter at have læst ”Krisens Navn”.

21