Så skal vi videre til spørgsmål, og det første er fra Lars Olsen som du allerede har nævnt. Lars skriver: er fortsat begejstret for Friis Diplomatpost og Fri Tænkning. Spørgsmål: hvordan vil vi se på Ukraine-indsatsen efter en løsning, hvor Rusland overtager Donbass? Vil der ske et U-turn i vores syn på vores eget engagement, ligesom der opstod en pludselig realisme efter nederlaget i Afghanistan?
Det er jo et super begavet spørgsmål, som jeg håber at mange vil filosofere over. Afghanistan er for os danskere den største militære indsats, vi har været involveret i, større og farligere end Balkankrigene og Irakkrigen. Virkeligheden er, at den lange krig blev en besættelse på næsten 20 år, som det aldrig skulle have været
Jeg er faktisk enig: Vi gik ind i Afghanistan, hvor vi vidste at Al Qaeda og Taliban havde et forfærdeligt samarbejde, der muliggjorde international terrorisme i et omfang som verden aldrig har set det. Og når man kigger på forløbet, så troede vi at vi havde nogle dygtige amerikanske generaler, der kunne lede en Counterinsurgency mod Taleban og de andre forfærdelige terrorister i Afghanistan. Helt frem til målstregen tror vi faktisk, at den aftale, som den første præsident Trump i slutningen af 2020 indgår med Taleban, kan give en form for magtoverdragelse, der sikrer de demokratiske transformationers udviklinger i Afghanistan.
I sommeren 2021 er Biden så kommet til og har sat en målstreg: vi skal være ude af Afghanistan før 9/11, altså på 20.årsdagen for den forfærdelige terror mod USA, selv da tror den amerikanske præsident på vurderingerne fra efterretningsvæsenet og militæret, at Afghan national army 300.000 mand kan holde skansen mod Taleban.
Bagefter – da USA er ude og en meget kritisabel militær exit har bragt Taleban tilbage ved magten – får vi alle sammen lært lige præcis det, som Lars Olsen spørger ind til i forhold til Ukraine: når den her krig slutter i en fredstraktat, som den vi har prøvet at skitsere, vil Rusland ikke opgive meget af det territorium….
Rose: Putin siger ikke noget som helst
Så vil mange politikere i Danmark, Europa og USA foretage den U-vending, som Lars spørger om. Jeg tror, at der vil være nogle få tilbage: Vi talte tidligere om, at der var en dansk tidligere regeringschef (Anders Fogh Rasmussen), der ikke har erkendt forløbet i Afghanistan og foretaget det U-turn, men det er et mindretal.
I sin helhed vil befolkningerne og samfundet konkludere (om Ukraine): jamen, så uretfærdig er krig, det er uretfærdigt og selv kompromisser og fredstraktater, der indgås med alle kunstens regler, bliver uretfærdige. Men det er som det er.
Rose: Jeg tror at kernen i Lars Olsens spørgsmål er: vi tabte krigen i Afghanistan, vi brugte enorme ressourcer, men endte med at måtte flygte med amerikanske fly, hvor afghanere hægtede sig fast til hjulene. Det samme kan ske i Ukraine: hvis du går tilbage til 2022 og hører vestlige politikere tale om, hvad denne krig skulle ende med – et strategisk nederlag til Rusland, måske ligefrem en opsplitning af Rusland, et regimeskifte i Rusland – når man så ser på den krig, er der mange der når konklusionen at Vesten er blevet tilføjet et nederlag, som man selvfølgelig ikke 1:1 kan sige er det samme som i Afghanistan, men ikke desto mindre…
Vil det føre til en erkendelse, hvor man siger at det her greb vi helt helt forkert an?
Det er det jeg tror vi kommer til: men med den ene markante forskel at hvor Ruslands angrebskrig er en territorial ekspansionskrig der ønsker at ændre grænser, så handlede krigen i Afghanistan om landets indre politiske udvikling, som når man læser Afghanistans nyere historie de sidste 100 år har fældet både Sovjetunionens forsøg på med 100.000 mand og briternes forsøg på at transformere det afghanske samfund til noget mere moderne end det forfærdelige fundamentalistiske, menneskeforagtende og kvindeforagtende…
Jeg tror vi kommer til det. Lars’s spørgsmål er særlig relevant, når vi i de næste 4-5 år i Europa erkender, hvad det er for en verden vi lever i, med et aggressivt Rusland og et andet USA, end det vi har kendt tidligere, og udvikler en europæisk strategisk autonomi og forsvarsindustri. Så kommer vi til at skulle se meget nøgternt på, hvad det er vi har haft held med og hvad vi ikke har haft held med, vi kommer til at skulle lave helt ny og realistisk europæisk strategisk kultur på forsvarsområdet, vi må erkende hvad vi kan og ikke kunne med militær magt både i Afghanistan og i støtten til Ukraine i den stedfortræderkrig, vi har kæmpet mod Rusland.
Den nøgternhed vil drive den U-vending, Lars spørger ind til. Hvis ikke vi gør det, hvis ikke vi erkender i en nøgtern analyse, hvad vi har været igennem, og hvor vi har taget fejl, så er jeg oprigtig bekymret for Europas fremtid.
