Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.5.2021
Af Lars Olsen
For nogle måneder siden flyttede vi til Holbæk. Min hustrus datter og børnebørn bor i nærheden, og efter mange år i København og forstæderne ville vi prøve noget nyt: en provinsby med sit eget liv, fjorden nedenfor vinduet og skoven lige om hjørnet.
Forleden sad jeg i det superhurtige tog, der kun stopper to gange mellem Holbæk og København. Normalt er det en fantastisk oplevelse at se Sjælland flyve forbi, men pludselig var der uro ved indgangen:
»Din luder«, lød det med karakteristisk accent. En ung fyr med indvandrerbaggrund marcherede ophidset ind i kupeen. Den kvindelige togfører fulgte kort efter, men han ville ikke tale med hende, og hun tilkaldte tre mandlige kolleger.
»Det er hende, du skal tale med,« insisterede de. Han havde hverken billet eller pladsbillet, men konflikten handlede nok så meget om noget andet: han havde beskadiget døren for at komme ind i toget, selvom »luderen« havde fløjtet afgang.
Efter 15-20 minutter fik DSB-folkene døren til at virke, og vi kunne omsider køre. Nu var vi imidlertid havnet bag bumletoget med stop på alle stationer, så hurtigtoget og dets snesevis af passagerer kom mega-forsinket til København.
Episoden er langt fra enkeltstående. Selv en by som Holbæk slås med betydelige integrationsproblemer. Der er slagsmål ved stationen, til tider med knive, mellem forskellige grupperinger. Og vi har ”terrorsagen fra Holbæk”, hvor politiet ved en omfattende razzia optrevlede en islamisk terrorgruppe og arresterede 13 personer.
To store almene boligområder – Agervang og Ladegårdsparken – var i en tid på regeringens ghettoliste. Efter ihærdig indsats slap de af, men er nu ”forebyggelsesområder”: 58 større boligområder, hvor der sættes særlig ind.
Begge er ifølge Boligministeriet kendetegnet ved et stort antal indvandrere og efterkommere, mange udenfor arbejdsmarkedet og frem for alt: langt flere end normalt er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer.
Den sørgelige sandhed er, at store og mellemstore byer i årtier vil kæmpe med den slags. Vi vil i generationer leve med konsekvenserne af 1980’ernes og 1990’ernes omfattende indvandring, der delvist er fortsat i kraft af asylsystemet. Integrationen går langsomt fremad, men på den lange bane har det vist sig svært at omplante titusinder fra før-moderne kulturer, præget at patriarkalske normer og religiøst ortodoksi.
Efter et par stille år er udlændingedebatten tilbage for fuld skrue: Børn i syriske lejre, hjemsendelse af flygtninge, regler for statsborgerskab, modtagecentre i Rwanda…
Stramningerne kan så afgjort diskuteres. De nye regler for statsborgerskab forekommer lovlig strikse, når et knallerttyveri som 15-årig forfølger én resten af livet. Problemet er, at tv, mange aviser og regeringens støttepartier behændigt ”overser” de store integrationsproblemer, der præger hverdagen mange steder.
I tirsdags fik de i JP følgeskab af to fremtrædende erhvervsfolk – Jeppe Christiansen og Jørgen Huno Rasmussen, der kaldte regeringens politik for »barbarisk« og kritiserede behandlingen af Syriens-børnene. Erhvervsspidserne kører nok også mere i Tesla end i tog.
Ifølge medier, støttepartier og ”anstændige” borgerlige kan vi tilsyneladende føre udlændingepolitik efter den gamle Rexona-reklame – »der er altid plads til én til«. Men det sker ikke, for dér er danskerne ikke, virkeligheden heller ikke.
