Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 16.12.2013
Af Lars Olsen
De seneste års massive oppustning af akademiske uddannelser forvrider arbejdsmarkedet. Sidste uges eksempel er fra forskningen. Stadig flere tager en ph.d., men kvaliteten på sundhedsfaglige og tekniske områder er ikke god nok. Besparelser på laboratoriemedarbejdere betyder, at forskningen ikke ledsages af den nødvendige tekniske støtte og kvalitetssikring.
Advarslen kommer fra Susanne Bahne Hansen, formand for Dansk Laborantforening, og Martina Jürs, næstformand for Danske Bioanalytikere. I et debatindlæg i Politiken peger de på, at antallet af laboratoriemedarbejdere ikke er fulgt med de mange ph.d.ere. Samtidig bliver laboranter og bioanalytikere erstattet med unge akademikere, som egentlig hellere ville forske. Også det går ud over kvaliteten:
»Hvis kandidater i Tap-stillinger i øvrigt har en forskerdrøm at nære, vil de så ikke også være tilbøjelige til at indgå alliancer, der kan understøtte den drøm? Til at se den anden vej, selvom de har mistanke om kollegers eller studerendes eventuelle forskningssjusk,« skriver de to og peger på, at unge akademikere for eksempel har en interesse i at blive medforfattere på prestigefyldte artikler i internationale tidsskrifter.
»Havde Milena Penkowas præparatglas fra de famøse rotteforsøg været håndteret og registreret af en bioanalytiker eller laborant, havde den lidt for tidligt udnævnte ”eliteforsker” haft væsentligt sværere ved at slippe af sted med sit genbrug af forskningsmateriale og andre fiksfakserier,« fremhæver de.
De to fagforeningsfolk lægger ikke skjul på, at det selvfølgelig også handler om job til deres medlemmer. Ikke desto mindre er det et tankevækkende indlæg. Det bliver stadig tydeligere, at udbygningen af de akademiske uddannelser skaber en »gøgeungeeffekt«: At folk med lange uddannelser ansættes i job, der sagtens – og bedre – kunne varetages af nogle med kortere uddannelser.
Tidligere på året viste en analyse fra Uddannelsesministeriet, at 35 procent af ph.d.erne arbejder i stillinger, der ikke kræver en ph.d.-grad. Antallet af ph.d.ere er mere end fordoblet siden 2002 – og stiger yderligere. Meget tyder imidlertid på, at der slet ikke er brug for så mange.
Det samme gælder »almindelige« akademiske kandidater. Sidste år viste en analyse fra tænketanken Kraka, at hver femte med en akademisk kandidatgrad har et job, som ikke kræver så lang uddannelse. De arbejder for eksempel som folkeskolelærere eller sekretærer – altså job der ellers kræver en professions- eller erhvervsuddannelse.
Mekanismen er typisk for »uddannelsesinflation«, hvor kravene til eksamensbeviserne pumpes stadig mere op. Alligevel er det regeringens mål, at 25 procent af de unge skal tage en akademisk uddannelse – i dag har kun 13 procent en sådan, når de er sidst i 20’erne.
De overuddannede akademikere er tankevækkende i forhold til den strid, som netop nu kører på de indre linjer i regeringen om tiltag for øget beskæftigelse og produktivitet. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) presser – støttet af SF – på for mere efteruddannelse til ufaglærte og kortuddannede. Det møder imidlertid skepsis i Finansministeriet. Der er ikke »evidens« for, at det kan betale sig, lyder argumentet.
Uddannelse er benhård fordelingspolitik. Når der foreslås flere penge til ufaglærte og kortuddannede, skal der evidens både for og bag. Når der pumpes milliarder i akademisk uddannelse, er det nok med luftige udsagn – som uddannelsesminister Morten Østergaards ® refræn om, at »danskerne ikke kan blive for kloge«. Skævheden er – ikke for klog.
