Kronik i Jyllands-Posten marts 2021

Af Lars Olsen

 

Myten om ”videnssamfundet” skabte et mere gymnasialt og akademisk uddannelsessystem. I dag erkendes det bredt, at Danmark er både videns- og produktionssamfund, men uddannelsessystemet er ikke fulgt med – og S-ministrene er løjerligt passive.

Den 15.marts kunne elever på højskoler og efterskoler i det meste af landet vende tilbage. Medierne berettede om hvin og gensynsglæde, da de unge genså hinanden – tv og aviser har da også lagt mikrofon til et hav af frustrerede skolefolk og unge. Efterskoler og højskoler blev forlangt hurtigt åbnet af både borgerlig opposition og regeringens støttepartier, for SF var det ligefrem et hovedkrav.

Tankevækkende nok har hverken politikere eller medier haft samme fokus på erhvervsskolerne. En mindre del af erhvervsskoleeleverne kom med i ”mini-genåbningen” i denne uge, men de fleste måtte pænt blive hjemme til efter påske; gennem ét års Corona-krise er de på Slotsholmen blevet betragtet som ”ungdomsuddannelser” på linje med gymnasieeleverne.

Forskellen er ellers iøjnefaldende: Gymnasieeleven kan lære ganske meget digitalt, men for erhvervsskoleeleven forsvinder selve essensen i undervisningen – praksisfagligheden. Man bliver ikke murer ved musen hjemme ved computeren, men ved at svinge murerskeen. Man bliver heller ikke værktøjsmager uden adgang til maskiner, ”kloge hænder” skabes slet og ret gennem praksis.

For gymnasieeleven er hjemmeskole lidt mere kedelig og ensom – for de faglige unge kropumulig.

 

Den skæve genåbning afspejler et dybere skisma. Medier, politikere og offentlighed har tilsyneladende glemt, at danskerne ikke blot er symbolanalytikere bag skriveborde, og at uddannelse er andet end røv-til-bænk ved en computer.

I 1990’erne og 00’erne blev det en dominerende forestilling, at Danmark skulle være et ”videnssamfund” stort set uden produktion, den stolte danske håndværkertradition kom under pres, fokus blev rettet imod det gymnasiale og akademiske. Bare tænk på ordvalget: Tidligere var unge i tømrerlære, i dag skal de ”læse til tømrer”.

En bølge af ”reformer” skyllede ind over uddannelsessystemet – Reform 2000 på erhvervsuddannelserne, gymnasiereformen i 2005, ændringen i 00’erne af mellemlange uddannelser til professionsbachelorer. En akademisk elite skabte et uddannelsessystem i eget billede; det svækkede ikke blot erhvervsuddannelserne, men også uddannelser som lærer, pædagog og sygeplejerske, der tidligere var tæt på fagets praksis:

»Hvilken gavn har din toårige datter af, at hendes pædagoger kan efterleve The American Psychological Associations manual for korrekt kildehenvisning i publikationer? Hvordan bliver livet på rød stue bedre af, at stuepædagogen kan fortælle, inden for hvilke videnskabelige paradigmer man finder Foucaults teorier?«

Spørgsmålet stilles af fhv. folketingsmedlem Jeppe Klenitz-Jakobsen, der i dag er pædagogstuderende. I et essay gav han indblik i, hvordan akademiseringen har fjernet undervisningen fra praksis og efterlyste en uddannelse tættere på pædagog-faget:

»De studerende skal ud på gulvet, de skal lege sanglege, spille skuespil, bygge motorikbaner og male fingermaling. Det er ting, man skal kunne, ikke bare noget, man skal vide noget om. Igennem rollespil skal man øve sig i den svære samtale med forældre eller med det udfordrede barn«, skrev han i efteråret i Politiken.

Tænk at en politiker fra Dansk Folkeparti, der har været sergent og udsendt i forsvaret, efterlyser fingermaling og sanglege – dét, vi drev gæk med, da vi i 1970’erne betragtede pædagogstuderende som en flok flippere. Ikke desto mindre har han ret. Den danske pædagogiske tradition bygger ikke på abstrakte akademiske teorier, men på at kombinere viden/teori om børn og deres udvikling med praktiske redskaber.

Det er da heller ikke nogen ny debat. I de seneste 15 år har der flere gange været debat om sygeplejerskeuddannelsen – erfarne læger og sygeplejersker oplever, at de nyuddannede har lært  videnskabsteori og Habermas, men er usikre på basale sygeplejefaglige opgaver som at lægge en bandage eller tage et blodtryk. I folkeskolen er sproget ligefrem beriget med et nyt ord – at nyudklækkede lærere får et ”praksischok”.

 

1990’ernes og 00’ernes forestilling om ”videnssamfundet” var definerende for en omkalfatring af hele uddannelsessystemet – fra grundskolen til professionsuddannelserne. Det blev et politisk mål, at 25 pct. af en årgang skulle være akademikere, og parallelt hermed rullede en centraliseringsbølge ind over uddannelserne. Med ”videnssamfundet” fulgte også troen på stordrift som nøglen til kvalitet og professionaliserede ledelseslag.

Den økonomiske krise 2009-13 udløste en vis selvbesindelse. Politikerne talte nu om Danmark som ”videns- og produktionssamfund”, der blev justeret hist og pist, og politikerne søgte at lokke de unge over i erhvervsuddannelserne. De store linjer i uddannelsessystem og undervisningsformer forblev dog uantastet, og vi står i dag med en dobbelt skævhed:

For nylig viste en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Danmark i 2030 mangler 99.000 faglærte og yderligere 37.000 med korte og mellemlange videregående uddannelser (lærere, sygeplejersker m.v.). Til gengæld er der al for mange akademikere, mens store dele af en årgang kun har folkeskolen eller gymnasiet. Systemet uddanner slet og ret ikke dem, som samfundet og arbejdsmarkedet har brug for.

Samtidig dokumenterede en kortlægning fra Rockwool Fonden og Københavns Universitet, at den sociale mobilitet i de seneste årtier er faldet dramatisk. I dagens uddannelsesmønstre vejer forældrenes sociale baggrund lige så tungt som i årgangene født før 2.verdenskrig. Årtiers udjævning af klasseskellene er rullet tilbage.

Læg dertil den skæve fordeling af ressourcerne. Over halvdelen af midlerne til uddannelse efter folkeskolen går i dag til den fjerdedel, der tager akademiske uddannelser. Det skyldes ikke kun, at de trækker på uddannelsessystemet i lang tid, men også tit modtager verdens højeste SU i 6-8 år.

Uddannelsessystemet er i dag en omfordelingsmaskine, der overfører milliarder fra arbejderklassen og almindelige skatteydere til den højere middelklasse og dens børn.

 

Kan vi ændre den omvendte Robin Hood-maskine? Kan vi skabe remtræk mellem uddannelserne og fagenes praksis? Kan vi flytte ressourcer fra optag og SU på brødløse akademiske uddannelser til erhvervs- og professionsuddannelser?

For Mette Frederiksens regering burde svaret ligge lige for. Regeringen fører klassisk socialdemokratisk politik, med fokus på arbejderklassen og frontpersonalet i den offentlige sektor, men uddannelsespolitikken har indtil nu været en undtagelse.

Mens rapport på rapport dokumenterer skævhederne, er der radiotavshed fra de to ministre – Pernille Rosenkrantz-Theil (folkeskole og ungdomsuddannelser) og Ane Halsboe-Jørgensen (videregående uddannelser). Og frustrationen breder sig langt ind i Socialdemokratiet.

Ministrene viger tydeligvis tilbage fra opgøret med stærke interesser bag status quo. Fra bureaukratierne på mega-institutioner som universiteter og professionshøjskoler til støttepartiernes aldrig svigtende forsvar for den højere middelklasses velerhvervede rettigheder.

Regeringen har så småt taget hul på et opgør med centraliseringen af uddannelserne. Men bemærk: Initiativet kom fra statsministeren, der rejste dét i nytårstalen og udnævnte en mangeårig kritiker af centraliseringen, Kaare Dybvad, til indenrigsminister. Måske er der brug for noget lignende i den bredere uddannelsespolitik.

Politikerne har for længst erkendt, at Danmark er både videns- og produktionssamfund – at vi både har brug for kloge hoveder og kloge hænder. Men vi mangler stadig, at uddannelserne indrettes efter det.