Om bogen “Uddannelse for de mange”

“Uddannelse for de mange – opskrift på en kulturrevolution” udkom i 2011. Den handler om, at en elitær kultur hindrer målet om mere uddannelse til de unge, men præsenterer også en halv snes positive eksempler på praktisk og virkelighedsnær undervisning, læs mere om bogens indhold her.

Du kan også læse min analyse i Politiken med nogle af pointerne her.

Bogen har et efterord af Christine Antorini, der siden blev undervisningsminister, og Nanna Westerby, daværende uddannelsesordfører i SF. Det var i efterordet til “Uddannelse for de mange”, Christine Antorini første gange lancerede sin ide om Ny Nordisk Skole.

Uddrag af anmeldelser:

SÆTTER LETFORSTÅELIGT EN TRÆFSIKKER DAGSORDEN

I Information 17.9 anmeldes bogen af Stefan Hermann, der kalder det for “en træfsikker debatbog”. Han mener ligefrem, at folketingsvalget kan have gjort “Lars Olsen til en ualmindelig indflydelsesrig debattør”, fordi bogen er et udtryk for rationalerne i en ny regerings uddannelsespolitik. Stefan Hermann peger på, at bogen ikke kun er kritisk overfor udviklingen, men også opstiller et alternativ, men har dog også et par kritiske hip, læs hele anmeldelsen her

GODT MIKS AF UNDERSØGENDE JOURNALISTIK, SAMFUNDSVIDENSKAB OG HOLDNINGER

I Berlingske får bogen 5 af 6 stjerner. Esben Schjørring anmelder bogen på valgdagen, den 15.september, og skriver at bogen på overbevisende vis tegner skitserne til en ny kulturkamp:

“Det fyger med milliarder i den politiske diskussion i disse dage. Men der er to tal, der ikke er blevet nævnt: 20 procent af alle 25-årige har ikke mere end en folkeskoleeksamen, og ca. 15 procent forlader selv samme folkeskole som funktionelle analfabeter.

Fra et menneskeligt perspektiv er det en tragedie, fordi den gruppe mennesker har og får det svært med at blive en del af det arbejdende fællesskab. Fra et velfærdssamfundsperspektiv er det en skandale, fordi høje sociale udgifter er det egentlige problem for statsbudgettet. Mens det for en borgerlig-liberal er argumenter for, at velfærdsstaten alligevel ikke virker, er det for en venstreorienteret et bevis for, at velfærdssamfundet skaber sin egen klassedeling af samfundet, nu langs uddannelsesmæssige linjer. (…)

Som debatbog skiller bogen sig ud, fordi det ikke bare er meninger fra skrivebordet, men et godt mix af undersøgende journalistik, samfundsvidenskab og holdninger.”

OVERBEVISENDE, KONKRET OG TANKEVÆKKENDE:

I Jyllands-Posten får bogen også 5 af 6 stjerner. Camilla-Dorthea Bundgaard skriver, at “Lars Olsen har begået en overbevisende, konkret og tankevækkende bog om den sociale ulighed, der findes i det danske uddannelsessystem”. Hun skriver blandt andet:

“Olsens sigte er at afdække ulighed mellem samfundets klasser, og det gør han overbevisende. Statistik, interviews, observationer, forskning, synspunkter fra den offentlige debat og forfatterens besøg på forskellige skoler danner grundlag for en overbevisende analyse. Og selv om det er tydeligt, at Lars Olsen er en ildsjæl, bliver han ikke dogmatisk. Han nøjes ikke med at pege fingre, men opstiller mulige løsninger, der er lige så konkrete, som han kræver af folkeskolen, at den bliver.

Samtidig undgår han at få opstillet en rigid kontrast mellem det akademiske og det praktiske. Han kommer med andre ord godt af sted med sin kritik uden at håne det akademiske slet og ret, fordi han forholder sig sagligt til de problemstillinger, han bringer på banen.”

LARS OLSEN SPRINGER UD SOM STØTTEPÆDAGOG

Den mest kritiske af de landsdækkende aviser er Politiken. Sådan var det også med “Eliternes Triumf”. Jeg må virke som en rød klud på kultur- og uddannelseseliten på Rådhuspladsen og omegn.

Poul Aarøe Pedersen giver 13.9 bogen 4 af 6 hjerter, men mest på grund af analyserne og efterordet af Christine Antorini og Nanna Westerby. Anmelderen mener, at “Lars Olsen er bedre som kold analytiker end som halvstuderet støttepædagog” og skriver blandt andet:

“I i sin iver efter at hjælpe de unge fra uddannelsesfattige hjem virker det, som om han helt overser det kvalitetstab, der sker, hvis man ukritisk tilpasser eksempelvis gymnasieuddannelsen, så den kan rumme alle. Ligesom man må spørge sig selv, om det virkelig er et plusord for et universitet, når Lars Olsen beskriver uddannelseskulturen på Aalborg Universitet som »jordnær«.”

Spørgsmålet om kvalitet i uddannelse kan diskuteres længe – Politiken har ikke lyst til mere jordnære universiteter, det har jeg. Men det er simpelthen forkert, at jeg vil gøre gymnasiet “for alle”. Bogen diskuterer tværtimod, om det idag er lidt for mange, der går i gymnasiet – og at en del gymnasieelever var bedre tjent med en erhvervsuddannelse. Det understreges også, at gymnasiet skal stille høje krav til elevernes indsats, men at de ikke skal sorteres fra på nogle socialt bestemte koder.