Kronik i Jyllands-Posten ultimo juli 2023:
Af Lars Olsen
Mange østtyskere føler sig som andenrangsborgere, hver fjerde vil stemme på det højrenationale AfD, og en ny bog skaber debat om DDR og forholdet til vesttyskerne.
De er stolte i Leipzig. Dette er »stedet for den fredelige revolution«, står der på plakater i gaderne. Det var hér, der blev trafikpropper med hundredvis af Trabier, da borgerne ville til systemkritiske fredsgudstjenester i Nikolai-kirken. Det var hér, titusinder begyndte at marchere gennem gaderne med råbet wir sind das Volk – starten på DDR-regimets fald.
Plakaterne om 1989 står dog ikke alene. På banegården i Leipzig, den største i Europa, ligger en Ossiladen, en butik med varer fra DDR. Midt i butikken står en rød Trabant fra det østtyske brandvæsen. Her kan man købe cd’er med østrock, glas med russisk Soljanka, de legendariske saltagurker og øl med etiketter, der hylder ”arbejdets helt”.
»Se søster, de har også Prima sprit«, udbryder en ældre kvinde. Søsteren iler til – butikken rummer masser af minder fra 40 år under socialismen. Kontrasten mellem plakaterne og butikken viser den dobbelthed, som præger mange østtyskeres syn på DDR: det var Stasi, diktatur og Berlinmur, som ingen vil tilbage til, men det var også 40 års levede liv, og for mange bød hverdagen på social tryghed og sammenhold. Tre årtier efter Murens fald er der stadig store forskelle på Øst og Vest – og DDR giver stadig anledning til debat.
Det sidste er ikke mindst sket i kølvandet på forårets bestseller Beyond the Wall. Forfatteren er en yngre historiker, Katja Hoyer, der tidligere har skrevet en meget rost bog om Tyskland 1871-1918. Katja Hoyer blev født i DDR i 1985, men bor nu i London. Bogen er »et nyt syn på DDR« fra en generation, der ikke er formet af den kolde krigs stereotyper på begge sider, skriver Katja Hoyer.
Den bygger både på historiske kilder og på et stort antal interviews med almindelige borgere, der fortæller om hverdagen på godt og ondt. Vi møder nogle af de to millioner (!) østtyske kvinder, der blev voldtaget af sovjetiske soldater i månederne efter nazismens sammenbrud. For tusindvis blev Komm, Frau, gebrokne ord med russisk accent, starten på livets værste mareridt.
Genopbygningen efter krigen krævede enorme ofre, det samme gjorde de gigantiske krigsskadeserstatninger, som DDR måtte betale til Sovjet. Efterhånden blev samfundet dog stabiliseret. På et par områder peger Katja Hoyer på fremskridt, der også er bemærkelsesværdige i dag:
Det ene var en uset høj social mobilitet. DDR havde et velfungerende uddannelsessystem, der forenede teori og praksis, og gode muligheder for efteruddannelse. Titusindvis af arbejdere »fik mulighed for at begynde en ny karriere som lærer, faglært eller i hæren«. I 1967 kom hver tredje universitetsstuderende fra arbejderklassen, i Vesttyskland var det kun 3 pct.
Det andet var kvindernes stilling. I 1980’erne havde DDR’s kvinder en erhvervsfrekvens på over 90 pct., den højeste i verden, og kvinder gjorde karriere indenfor traditionelle mandefag. Stort set alle børn var i vuggestue og børnehave, 15 år efter genforeningen var det kun 40 pct.
Katja Hoyer beskriver imidlertid også et delt land. DDR var et brutalt samfund for dem, der udfordrede systemet, med hårdhændet undertrykkelse fra Stasi, Berlinmuren og en tiltagende militarisering af samfundet. Men det store flertal havde efterhånden en tryg og relativ god hverdag. Der var job til alle, priserne på boliger, mad og transport blev holdt kunstigt nede. I 1970 havde over halvdelen af familierne køleskab og vaskemaskine og tre fjerdedele et tv.
Beyond the Wall har skabt voldsom debat. Andre historikere kritiserer Katja Hoyer, DDR er stadig kontroversielt – også internationalt. Berlingske betegner det som en »farlig« bog, som forvansker historien, mens britiske Guardian kalder den en »revisionistisk« fortælling, der »antaster klicheerne om Østtyskland«.
Forholdet mellem øst- og vesttyskere sætter ofte sindene i kog. Indkomster og formuer er markant lavere i Øst, mange østtyskere opfatter sig som andenrangs borgere, og som besøgende ser man stadig en tydelig velstandsforskel. Ord som ostalgie, Jammerossi og Besserwessi vidner om gensidig mistillid.
Lige nu tordner det højrenationale AfD frem i målingerne, det har på landsplan 19 pct., mere end det regerende socialdemokrati. I tre østtyske delstater, der har valg næste år – Sachsen, Thüringen og Brandenburg – er AfD med 23-28 pct. det største parti.
Samtidig er østtyskernes valgdeltagelse lavere, og en del stemmer stadig på venstrefløjspartiet Die Linke, der har rødder tilbage i DDR’s kommunistparti. Alt i alt er det under halvdelen af østtyskerne, der aktivt stemmer på Forbundsrepublikkens etablerede ”demokratiske” partier. Politisk er genforeningen langt fra fuldbyrdet.
Noget af forklaringen er manglen på demokratisk tradition i det tidligere DDR. Andet hænger sammen med den hastige genforening, hvor DDR’s industri blev privatiseret på få år, og tre ud af fire millioner blev arbejdsløse. Mange østtyskere oplevede det som »et uværdigt ophørsudsalg«, da de blev sat til at pakke virksomhedens maskiner og sende dem vestpå, for selv at blive arbejdsløse. »Den hjælpeløshed, som mange oplevede da deres land blev demonteret, skulle blive hos dem i årtierne frem,« skriver Katja Hoyer.
Det samme mener historikeren Marcus Böick, der for nogle år siden gennemførte en stor kortlægning af Treuhand – selskabet bag privatiseringen. Den skabte en »negativ grundlæggelsesmyte« for det nye Tyskland. »Det er kilden til den skepsis, vi stadig oplever over for arrogancen, magten og rigdommen fra vest – og overfor markedsøkonomien,« sagde Marcus Böick til Information.
Det hører med, at borgerne i DDR ved det frie valg i 1990 selv stemte for en hurtig genforening, det hører også med, at der er postet ufattelige summer i de østtyske delstater. Kansler Kohls løfter om »blomstrende landskaber« er faktisk virkelighed mange steder, det tog imidlertid ikke få år, sådan som han sagde, men flere årtier og skabte dybe brudflader.
I DDR stod de ”folkeejede” virksomheder ikke kun for produktionen, men også for børnehaven, fodboldholdet og ude på landet måske ligefrem for knejpen. Da virksomheden drejede nøglen om, lukkede folks sociale liv.
Østtyskerne fik ytringsfrihed, de kunne nu rejse hvorhen de ville, men en tryg hverdag blev også afløst af uvant uforudsigelighed. De fleste fandt efterhånden et nyt job, bitterheden overfor politikerne og deres løfter er der imidlertid stadig og gives videre til børnene.
»I den ældre generation har oplevelsen faktisk bidt sig mere og mere fast med årene (…) Hvis man tager fat i emnet Øst- og Vesttyskland til en familiefest i Østtyskland, så bliver stemningen hurtig meget giftig«, fortæller Marcus Böick.
AfD vandt for nylig den første post som Landrat – i Sonneberg i Thüringen, den sydligste delstat i det tidligere DDR. Posten er i hovedsagen administrativ, men betragtes alligevel som et alvorligt »dæmningsbrud« i tysk politik.
AfD’s Robert Sesselmann førte kampagne på landsdækkende temaer som flygtninge og den upopulære varmelov, men trak nok så meget på et solidt bagtæppe: den udbredte politiske mistillid i Øst. De etablerede politikere gør klogt i at droppe de løftede pegefingre og forholde sig til dette.
