Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 30.10.2017
Af Lars Olsen
Tryghed og tillid. Den danske samfundsmodel har historisk været kendetegnet ved bredt favnende tryghed. En anden afgørende kvalitet er den stærke tillid i samfundet, hvor de skandinaviske lande gang på gang topper i internationale undersøgelser. Det er kvaliteter, vi i disse år risikerer at miste. Det dokumenterer Tryghedsmåling 2017, der udkom i sidste uge.
Da Trygfonden begyndte sine undersøgelser i 2004, var alvorlig utryghed næsten umålelig – kun 3 pct. I 2017 er over 17 pct. grundlæggende utrygge i hverdagen og kun 31 pct. fuldstændig trygge. Den glædelige nyhed er, at flere års stigning i utrygheden trods alt er stoppet. Det var også forventeligt. Meget utryghed var i 2011-15 knyttet til krisen og arbejdsløsheden. To former for utryghed er imidlertid med til at fastholde danskernes høje bekymring:
Det ene er den fysiske utryghed. Frygten for terror er vokset med de seneste års attentater; hertil kommer øget frygt for seksuelle overgreb blandt yngre kvinder – det er usikkert, om dette skyldes flere voldtægter eller blot større fokus på problemet. Med til den fysiske utryghed hører også de såkaldte ghettoer. Trygfondens rapport bringer en befriende ukorrekt statistik: I de mest indvandrertætte bydele er 57 pct. af kvinderne bange for at gå ud efter mørkets frembrud – i bedrestillede områder er det kun 13 pct. Områder med mange indvandrere har typisk lave indkomster og sociale problemer – utrygheden vender den tunge ende nedad.
Det gør den også på det andet vigtige område: Den sociale utryghed. Frygten for arbejdsløshed er godt nok faldet, men en anden bekymring vokser år for år – utrygheden ved seniorårene på arbejdsmarkedet. 39 pct. af de ufaglærte i 50’erne er bange for, om helbredet holder frem til en stadig senere pensionsalder. Blandt højere funktionærer er det 19 pct. Rapporten advarer direkte imod, at afviklingen af efterlønnen og forhøjelsen af pensionsalderen skaber et seniorproletariat. Mange seniorer er raske og rørige og fortsætter uden problemer i jobbet, men en betydelig gruppe har ikke helbred til dét eller rammes af udbredt langtidsledighed blandt folk oppe i årene.
Rapporten giver os også ny viden om et af tidens mest omdiskuterede spørgsmål: Voksende mistillid til politikerne. Ja, skepsis overfor globaliseringen spiller en rolle – men ikke afgørende. Ja, folk der oplever langvarig social tilbagegang har større mistillid – de er bare ikke så mange i Danmark.
Langt vigtigere er utrygheden og de politiske svigt, der øger den. Tallene viser en »jernhård sammenhæng«: De utrygge har markant større mistillid til politikerne, men heller ikke de er mange nok til at skabe den bredt funderede politikerlede. Nok så afgørende er det udbredte synspunkt, at reformer af efterløn, pensionsalder, førtidspension og andet har forringet velfærden, og at politikerne ikke træder op mod utrygheden:
»Der er en meget bred kritik af politikerne for at have ladet udsatte grupper i stikken: folk, der mister arbejdsevnen på grund af sygdom, seniorerne på vej ud af arbejdsmarkedet, ældre, der er afhængige af offentlig omsorg, beboere, der trues særligt af vold og indbrud (…) Der er en stærk sammenhæng mellem denne form for kritik og ringe politisk tillid,« konkluderer rapporten.
Forfatterne slutter med en direkte opfordring: »Hvis forholdet til vælgerne skal genoprettes, er det næppe en dårlig idé at begynde reparationsarbejdet her. Med trygheden, om man vil.«
Hallo Christiansborg, fangede i dén?
