Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.11.2015
Af Lars Olsen
En af de store kvaliteter ved det danske samfund har været vores bredt favnende tryghed. Da TrygFonden for en halv snes år siden begyndte at måle på det, var alvorlig utryghed yderst begrænset. Kun 2,6 pct. karakteriserede i 2004 deres hverdag som grundlæggende utryg. I dag er dette vokset til hele 17,7 pct., viser en ny undersøgelse. Især fra 2009 er utrygheden nærmest eksploderet.
Når politikerne taler om utryghed, handler det som regel om kriminalitet. Frygten for overfald og indbrud steg da også kraftigt sidst i 00’erne og ligger stadig højt. Mange oplever, at politiet sætter kikkerten for det blinde øje, når det handler om indbrud og andre borgernære forbrydelser.
Den afgørende årsag til utrygheden er imidlertid noget andet: En skæv krisepolitik. Utrygheden er særlig høj blandt ufaglærte arbejdere, folk på dagpenge og kontanthjælp samt sygemeldte, der topper listen som den mest utrygge samfundsgruppe. Mennesker nederst i hierarkiet betaler en høj pris for de seneste års »reformer«.
At utrygheden er steget markant blandt dagpengemodtagere behøver næppe nærmere forklaring. Mere overset er den umenneskelige behandling, som mange sygemeldte i dag udsættes for. Under foredrag ude i landet er jeg stødt på mennesker, der efter en arbejdsskade for 10 år siden stadig ikke har fået afklaret deres sag. De parkeres i et fattigt liv på kontanthjælp, mens systemet sender papirer til hinanden.
For nylig dumpede Gigtforeningens blad ind af døren. Her er eksempler på sygemeldte, der i 11 og 12 år kastes rundt i arbejdsprøvninger og ressourceforløb. En af dem er 60-årige Jonna Christensen, der på grund af leddegigt og flere andre sygdomme måtte kvitte jobbet som korrespondent i et ministerium. Efter 11 år på kontanthjælp har kommunen nu konkluderet, at hun ikke kan få førtidspension, men skal arbejde 3 timer om ugen fra sin egen sofa – hvis hun ellers kan finde en interesseret arbejdsgiver.
»Hos kommunen er de ligeglade med, at både læger og psykiatere mener, at jeg ikke kan varetage et arbejde. Når de alligevel tvinger mig til det, er det en måde at fastholde mig på en meget lav ydelse«, vurderer Jonna Christensen.
Blandt folk i arbejde handler utrygheden især om seniorårene. Hver tredje over 40 frygter, at pengene ikke slår til efter sidste arbejdsdag, og hver fjerde er nervøs for, at helbredet ikke rækker helt til pensionsalderen. Efterlønnen er da også under afvikling, pensionsalderen stiger år for år – og langt de fleste 40-50 årige kommer til at arbejde, indtil de er 68 eller 70. Det passer fint til akademikere, der realiserer sig selv gennem jobbet. Sådan er det bare ikke for mange faglærte og ufaglærte, der er slidte og nedslidte, når de runder 60.
Samtidig tvivler op mod halvdelen i dag på, om samfundet er der med tilstrækkelig støtte og pleje, når de bliver gamle eller syge. Sådan var det ikke for 10 år siden. Dette er intet mindre end »en udfordring for velfærdssamfundets selvforståelse: Omsorgen for syge og ældre er normalt blevet set som velfærdens kerneopgaver,« påpeger TrygFondens netop offentliggjorte rapport.
Markant stigende utryghed er kun en af de store samfundsforandringer, jeg tidligere har nævnt på dette sted. Med til billedet hører også ghettoer i top og bund, at de mest velstillede 3-4 pct. scorer store gevinster på den stigende ulighed, og at den negative sociale arv er blevet tungere. Det Danmark, vi kender, er noget helt andet: Et trygt, blandet og relativ lige samfund. Men vores samfundsmodel ændrer sig ganske hurtigt – vi taler bare ikke om det.
