Kronik i Jyllands-Posten, marts 2023
Af Lars Olsen
Costa Rica er blevet et populært turistmål, men de færreste kender landets succesfulde sociale eksperiment og dets særlige forbindelse til Danmark. Et flot eksempel på, at politik kan gøre en forskel – helt ned i hverdagen
Forskellen er tydelig, så snart man passerer grænsen ved Peñas Blancas. Husene er i bedre stand, landskabet frodigere og mindre udpint, man kan drikke vandet i hanerne, og det flyder ikke med affald alle vegne. De få hundrede meter til fods over grænsen er som at krydse Middelhavet – man bevæger sig fra Den tredje Verden i Nicaragua til Costa Rica, der mere minder om en lidt fattig egn i Sydeuropa.
Stadig flere danskere rejser til Costa Rica, draget af godt vejr, fantastiske strande og ikke mindst de mange nationalparker, som indeholder en betydelig del af klodens biodiversitet. De færreste kender imidlertid Costa Ricas succesfulde sociale eksperiment og dets helt særlige forbindelse til Danmark.
I Costa Rica kaldes hun Doña Karen og er i dag 90, egentlig hedder hun Karen Olsen Bratz og er født i Brønshøj i 1933 – året hvor Hitler kom til magten i Tyskland, og Stauning stod i spidsen for Kanslergadeforliget. Doña Karen har haft sin egen politiske karriere, men er især kendt som hustru til det moderne Costa Ricas grundlægger: José Figueres Ferrer.
Det er frem for alt landsfaderen Figueres, der er arkitekten bag Costa Ricas særlige sociale og politiske vej. En udviklingsstrategi, der undgik Latinamerikas højre- og venstrefløjsexcesser og i stedet satsede på velfærdsstat, økonomisk vækst og socialt demokrati.
I 1948 søgte Kongressen at omstøde resultatet af et frit valg, og »farmer-socialisten« Figueres stod i spidsen for landets sidste blodige sammenstød: et folkeligt oprør, der kostede over 500 livet, men førte til et af Latinamerikas mest stabile demokratier. Figueres blev leder af oprørsjuntaen, overgav præsidentposten til valgets vinder, Utilio Ulate, og valgtes i 1953 selv til præsident med to tredjedele af stemmerne – han sad frem til 1958 og var igen præsident 1970-74.
Ved sejren i 1948 erklærede Figueres hæren for opløst, militæret skulle ikke være en politisk magtfaktor som i resten af Latinamerika; det ikoniske billede af Figueres, der med en stor hammer slår hul i muren på landets største kaserne pryder i dag Nationalmuseet i San Jose – militærets historiske bygninger fortæller nu landets historie fra årtusindegamle indianerskulpturer til det moderne Costa Rica.
Årene fra 1950’erne til 1970’erne regnes for »velfærdsstatens gyldne år«: bankerne blev nationaliseret, de velhavende måtte spytte i kassen, kvinderne fik stemmeret, sundhed og uddannelse blev udbygget gevaldigt, og på relativ få årtier steg middellevetiden fra 40 til 75 år.
Mange år efter – med Castros Cuba som bagtæppe – sagde Figueres til New York Times: »På kort tid dekreterede vi 834 reformer, der fuldstændig forandrede landets fysiognomi og skabte en mere dybtgående og menneskelig revolution end dén på Cuba«.
Under den kolde krig intervenerede USA i andre latinamerikanske lande for at stoppe revolutionære, men den amerikansk-uddannede Figueres klarede frisag; hans socialdemokratiske PLN var medlem af Socialistisk Internationale og havde magtfulde allierede blandt S-partierne i Europa og i USA’s fagbevægelse.
Måske lyttede socialreformisten Figueres også til sin danske kæreste? Han blev i 1954 skilt fra sin første hustru og gift med den unge politiske aktivist Karen Olsen, der var uddannet i socialvidenskab fra Københavns Universitet og universiteter i USA.
»Vi er i hele familien stolte af vores danske baggrund. Min mand sagde ofte, at han ønskede at gøre Costa Rica til et lille Danmark«, fortalte Doña Karen i 1995 i et interview med Det fri Aktuelt.
I 1956 var parret på officielt besøg i Danmark. De blev modtaget i Kastrup af statsminister H.C. Hansen. Han blev imidlertid hurtigt oversvømmet af 30-40 onkler, tanter og andre fra Olsen-familien, som ville hilse på præsidentfruen og hendes mand – i pressen kaldt »Danmarks svigersøn«.
Figueres Olsen har siden udviklet sig til et usædvanligt politisk familiedynasti. Doña Karen har været delegeret i FN, ambassadør i Israel og blev efter mandens død i 1990 valgt til Costa Ricas kongres. Sønnen José Figueres Olsen var præsident 1994-98 og senest kandidat for PLN ved præsidentvalget i 2022. Datteren Christiana Figueres var som klimachef i FN en af arkitekterne bag Paris-aftalen i 2015, hvor 196 lande forpligtedes til begrænsning af klodens CO-2-udledning.
Karen og José Figueres Olsen har da også plejet den danske forbindelse ved adskillige rejser og store familiefester. Ifølge Doña Karen ligger inspirationen fra Danmark lige for:
»Begge er små lande, omgivet af vand, og begge er landbrugslande, hvor familiebruget har været en afgørende forudsætning for den demokratiske udvikling. Hele den solidariske filosofi, andelsbevægelse og arbejderbevægelse har vi til fælles – og så er der altid kaffe på kanden…«
Pointen med familielandbruget er vigtig. Selv om Columbus døbte landet Costa Rica – ”den rige kyst” – var der ikke mineraler og naturressourcer som i nabolandene. Costa Rica var en fattig spansk koloni, efter uafhængigheden opstod der mere velstående kaffe- og bananproducenter, men landet havde ikke det hovedrige oligarki, der styrede nabolandene og siden dannede grobund for vrede revolutionære og blodige klassekampe.
»Vores eliter var aldrig stærke nok til ikke at forhandle med arbejderklassen,« forklarede historieprofessor David Diaz-Arias for nogle år siden til Weekendavisen.
I de seneste årtier har Costa Ricas eksperiment været under pres. Mest dramatisk i 1980’erne, hvor de USA-støttede contra‘er i Nicaragua førte en langvarig borgerkrig imod den nye revolutionære regering. CIA brugte åbenlyst Costa Rica som opmarchområde, og landets højrefløj ville med i korstoget mod kommunismen.
Heldigvis var ”tico’erne” – som Costa Rica’nerne kaldes – rede til at forsvare deres sociale eksperiment. Med baggrund i en stærk fredsbevægelse vandt Figueres partifælle, Óscar Arias Sánchez, valget i 1986. Under en offentlig ceremoni plantede tico-skolebørn træer på CIAs illegale landingsbaner, USA’s ambassadør blev skiftet ud, og Arias fremlagde en fredsplan for Mellemamerika, der indbragte Nobels fredspris.
I dag er presset mere strukturelt. Der er flere fattige og marginaliserede, kriminaliteten i det ellers trygge Costa Rica er stigende – uligheden har sin pris – og narkokartellerne i det nærliggende Colombia trækker blodige spor.
Også det politiske system fragmenteres. Kongressen er splittet i et hav af mindre partier, og Doña Karens søn, Jose Figureres Olsen, tabte i 2022 præsidentvalget til en ”ny” populistisk kandidat. PLN er stadig Costa Ricas største parti, men tynges af korruptionsskandaler og opleves som mere neo-liberalt end i landsfader Figueres tid.
Ikke desto mindre er Costa Rica et inspirerende bekendtskab. Gang på gang møder vi det fælles motto pura vida, direkte oversat ”det rene liv”, men måske snarere ”vi lever livet”. Mottoet er trykt på alt fra t-shirts til badehåndklæder, men bruges også som hilsen, når ”tico’erne” siger hej eller vi ses. Blandt andre centralamerikanere opleves de som lidt selvfede, men for pokker: det kommer ikke af ingenting.
