Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.10.2015
Af Lars Olsen
I tirsdags tørnede Demokraternes præsidentkandidater i USA sammen i direkte tv-debat. Den handlede blandt andet om – Danmark. Bernie Sanders, der er senator fra Vermont, fremhæver gang på gang det danske velfærdssamfund. »Vi skal se til lande som Danmark, Sverige og Norge og lære, hvad de har opnået for deres arbejdende folk,« fastslog Bernie Sanders.
Favoritten som USA’s næste præsident, Hillary Clinton, gav ham delvist ret: USA bør kigge til Skandinavien, når det handler om at begrænse den kolossale ulighed. Hun bad ham dog også om lige at spise brød til: »Jeg elsker Danmark, men vi er Amerikas Forenede Stater,« sagde den tidligere præsidentfrue.
Ude i verden vækker vores velfærdssamfund stor interesse og respekt. »Getting to Denmark« lyder et slagord blandt angelsaksiske samfundsforskere. Spørgsmålet er imidlertid, om det i højere grad er vores fortid end fremtid, der skaber interessen? I onsdags løftede topøkonomen Anthony Atkinson pegefingeren over for danskerne:
»Man skal ikke tage lighed for givet. Specielt bør danskerne have dette på nethinden, fordi I har to naboer – Sverige og Tyskland – som begge har set store stigninger i uligheden de seneste år. (…) I er måske på vej gennem den samme udvikling som os«, advarede britiske Atkinson i et interview med JP.
Han er i Danmark for at promovere en ny bog om ulighed. Atkinson pegede især på to ændringer i vore nabolande: Reformer på arbejdsmarkedet, der skærer i overførselsindkomsterne og presser mindstelønnen – samt svækket beskatning af kapitalgevinster og højindkomster.
Hermed rammer han også med stor præcision skreddet i Danmark. Debatten om ulighed sovser ofte til i den såkaldte Gini-koefficient – et generelt matematisk mål for uligheden i et samfund. Men det er netop et meget generelt mål. Samtidig opgøres Gini’en forskelligt af OECD og Eurostat. Alle er dog enige om, at uligheden stiger i både Sverige, Tyskland og Danmark.
Lad mig komme med en direkte opfordring til journalisterne og økonomerne: Drop dog Gini-sløret og kig på de konkrete forhold, som Atkinson peger på.
Der er i disse år et kolossalt pres på løn og arbejdsforhold nederst i hierarkiet: Østarbejdere underbyder danskere. Dagpengene forringes. Efterlønnen er under afvikling. Lønnen presses som aldrig før af vikarer og folk i løntilskud. Hvis det står til V-regeringen, skal vi oven i hatten have kontanthjælpsloft og indslusningsløn.
Samtidig stikker de mest velstillede 3-4 pct. af fra folk flest. Den primære årsag er store indkomststigninger og aktiegevinster, men skiftende regeringers skattereformer hældte benzin på bålet. De store vindere var overklassen og den højere middelklasse.
Realiteten er, at vores samfundsmodel ændrer sig langt mere dramatisk, end politikerne vil være ved. Et særkende ved Danmark og Skandinavien – den bredt favnende tryghed – er ifølge TrygFonden ved at krakelere. Især folk nederst i hierarkiet er utrygge som aldrig før. Atkinson har ret: Vi er, fra et mere lige udgangspunkt, på vej i samme retning som Tyskland og de angelsaksiske lande – vi taler bare ikke om det.
Det er et stort paradoks: Ude i verden vækker vores velfærdsmodel bred interesse, danskerne er også glade for den – men den meningsdannende og beslutningstagende elite har mistet troen på vores eget samfund. Politikerne underordner sig økonomiske modeller, der styrer efter angelsaksiske tilstande. Ikke engang Socialdemokratiet træder for alvor op mod uligheden og forsvarer det samfund, de selv har bygget op. Lyt dog til Sanders og Atkinson!
