Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.7.2016
Af Lars Olsen
Europa ømmer sig over Brexit. De to store britiske partier – Konservative og Labour – er begge i dyb krise. EU står foran en svær skilsmisse med Storbritannien, mens politiske ledere over hele Europa slås med stadig mere uregerlige vælgere.
Britiske kommentatorer betegner Brexit-flertallet som »en arbejderklasse-revolte«. Flertallet imod EU var særlig stort i områder med økonomisk nedgang, hvor arbejderne oplever voksende pres på løn og arbejdsforhold.
I det seneste tiår er over én million østeuropæere indvandret til Storbritannien. Indvandringen var et afgørende spørgsmål ved folkeafstemningen, men på en anden måde end herhjemme. Den britiske indvandrerdebat handler i høj grad om østeuropæere og social dumping.
Få uger tidligere var der politisk jordskælv i Italien. To relativ ukendte yngre kvinder vandt borgmesterposterne i Rom og Torino. De var opstillet af protestpartiet 5-stjerne-bevægelsen, der er stiftet af komikeren Beppe Grillo. Ingen af de to kvinder har for alvor markeret sig politisk – det var et fravalg af de siddende borgmestre fra det socialdemokratiske regeringsparti PD.
I Spanien er der fortsat politisk krise efter parlamentsvalget forrige søndag. Den venstreorienterede protestbevægelse Podemos fik ikke den triumf, som meningsmålingerne spåede. Podemos opnåede dog 21 pct. af stemmerne, mens 13 pct. stemte på det nye liberale Ciudadamos – mere end hver tredje støttede således de nye protestpartier. Der er intet oplagt flertal for en ny regering, og måske skal spanierne til valg for tredje gang på ét år.
Hvad pokker sker dér? I store dele af den vestlige verden revolterer vælgerne. Billedet er forskelligt fra land til land, men det sociale og anti-elitære oprør kan sættes på kort formel som to typer protest:
Den ene har rødder i den hvide arbejderklasse. I denne type protest betragtes nationalstaten som det afgørende bolværk imod en globaliseringsbegejstret elite, der bruger indvandring og udflytning af arbejdspladser til at presse løn og velfærdssystemer.
Det var denne arbejderklasse-revolte, som sikrede leave-flertallet ved den britiske EU-afstemning. Protesten viser sig også i støtten til populistiske kræfter som Dansk Folkeparti, Le Pen i Frankrig – og Donald Trump i USA. Kræfter, der forener indvandrerskepsis, sociale mærkesager og økonomisk nationalisme.
Den anden type protest har sin vigtigste basis blandt yngre veluddannede i storbyerne. Det er en protest imod en elitær politisk kultur, voksende ulighed og manglende fremtidsudsigter for unge. Det sidste fylder rigtig meget hos Podemos i Spanien, hvor hver anden ung er arbejdsløs. Podemos og 5-stjerne-bevægelsen repræsenterer en ny EU-skepsis i Sydeuropa, som rammes hårdt af EU’s krav om offentlige nedskæringer.
Til denne type protest hører også de hundredtusinder af unge, der begejstrede støtter op om Bernie Sanders i USA – i Danmark kommer den til udtryk i Alternativet og i et vist omfang Enhedslisten. Partier, der får deres bedste valg i hippe storbykredse med mange studerende og akademikere.
Islændingene har netop valgt den partiløse historiker Guôni Jóhanesson som ny præsident. Han stillede op, da statsministeren blev fældet af Panama-papirerne om penge i skattely. Islændingene er euforiske efter sejrene ved EM i fodbold. Som værtshusholder Fridrik Jónsson sagde i TV Avisen, da han fejrede fodboldsejren med gratis øl til gæsterne på Nørrebro: »Dét er det ny Island. Væk fra Panama-papers, krak og dårlige politikere. Nu starter vi på en frisk med et nyt, ærligt og hårdt arbejdende Island«.
