Klumme i Jyllands-Posten 19.12.2022
Af Lars Olsen
I torsdags fik Danmark ny undervisningsminister. Den 41-årige Mattias Tesfaye har allerede en længere politisk karriere, men er oprindelig murersvend og faglig sekretær i 3F. For uddannelsesDanmark er det historisk. I generationer har undervisningsministrene været akademikere eller skolefolk, for første gang ledes hjørnekontoret på Frederiksholms Kanal af én, der har haft sin daglige gang på teknisk skole og svinget murerskeen en vinterkold morgen på byggepladsen.
Jeg har fulgt Mattias Tesfaye i mange år, uden at vi er tætte venner. Han har længe advokeret for et uddannelsessystem med anderledes respekt for praktiske færdigheder. Det skete blandt andet i bogen ”Kloge hænder” – at Danmark ikke kun har brug for kloge hoveder, men også for ”kloge hænder”, for både ånd og hånd.
Da bogen udkom i 2013, var dette mere kontroversielt end i dag, årtiers ensidige forestilling om ”videnssamfundet” havde deformeret uddannelsessystemet og nedgjort de praktiske fag og uddannelser.
Hér lægger den nye regering op til markante ændringer. Vi skal – med Mette Frederiksens ord – have »en mere praktisk folkeskole«. Vi har fået et »ensporet uddannelsessystem«, hvor de boglige fag er dominerende, og alt for mange unge ledes frem mod det almene gymnasium, påpeger regeringsgrundlaget.
Samtidig vil regeringen investere i erhvervsskolerne, så de har »det rette udstyr, de rette lærerkompetencer og fokus på arbejdsmarkedets behov, herunder den grønne omstilling«. Investeringerne ligger i forlængelse af de løfter, som flere af partierne gav sommerens ”lærlingeoprør”, hvor lærlinge og nyudlærte svende påpegede de store mangler på erhvervsskolerne.
Pengene skal blandt andet hentes fra omprioritering af uddannelserne. Optaget på de videregående uddannelser skal i højere grad dimensioneres efter samfundets behov, en del kandidatuddannelser kortes ned, og SU kun gives i den normerede studietid. Statsministeren har således valgt sin undervisningsminister i logisk forlængelse af regeringsgrundlaget.
Omkalfatringen af skole og uddannelse vil møde massiv modstand. Meget af uddannelsesDanmark hænger fast i forestillingerne om ”videnssamfundet” – skiftet til ”videns- og produktionssamfund” er ikke for alvor slået igennem – læg dertil at universiteter og studerende er ressourcestærke grupper med privilegeret adgang til toneangivende medier.
For undertegnede forekommer det mere logisk at begrænse optaget på nogle af universitetsuddannelserne end forkorte kandidaten, men omprioritering er piskende nødvendig: Der bliver desperat mangel på faglærte og velfærdsmedarbejdere som pædagoger og lærere, med de kommende års små årgange går det simpelthen ikke, at universitetet ”sluger” op mod 30 pct. af de unge. Vi står foran en kulturkamp af vital betydning for Danmarks fremtid.
Kulturkampen er central for den generation, der i dag tegner Socialdemokratiet. Mette Frederiksen har flere gange blæst til kamp mod »uddannelsessnobberiet«, og det skal nu omsættes i praktisk politik.
Dette gøres da også lettere med Venstre end med det tidligere rød-grønne flertal, hvor Radikale og Enhedslisten er tæt på universiteter og studenterorganisationer. Når det kommer til den barske prioritering, vælger de hellere den højere middelklasses privilegerede unge end arbejderklassens børn på erhvervsskolerne. Store dele af venstrefløjen er faret vild i klassekampen.
