Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 25.4.2016

Af Lars Olsen

 

Vi starter med en historie fra det virkelige liv: »Træt sætter jeg mig ud i bilen en mandag morgen for at køre på arbejde. Jeg retter bakspejlet op, så det passer til min højde. Efter endt arbejdsdag sætter jeg mig atter ud i bilen for at vende næsen hjemad. Igen retter jeg på bakspejlet, men denne gang ned. De første par dage lægger jeg ikke mærke til denne handling, selvom det gentager sig.

(…) Det går op for mig, at min lille manøvre med spejlet faktisk har en ubehagelig forklaring. Om morgenen kan jeg sidde i bilen med ret ryg. Om eftermiddagen er ryggen så slidt, at den falder lidt sammen.«

Lagerarbejder Michael Thorning er kun 29, da han oplever episoden med bakspejlet. I dag er han 33 og skal holde mange år, før han som 71-årig kan gå på pension. Fortællingen, han skrev på blogsiden udenfilter.dk, illustrerer udfordringerne på arbejdsmarkedet, når folk skal arbejde op mod 10 år længere.

Michael Thorning er en af 19 fagligt aktive, der er kommet tilbage på skolebænken. Jeg mødte dem forrige lørdag, da jeg fortalte om »klassesamfundet 2.0«. Gennem årene har jeg holdt foredrag for meget forskellige mennesker – også universitetsstuderende, magistre og andre højtuddannede – men sjældent oplevet en så engageret forsamling. Og frem for alt: De faglige aktivister har en bund i virkeligheden, som deres akademiske jævnaldrende burde misunde.

»Faglige meningsdannere« er græsrødder fra LO-fagforeningerne, der bruger tre weekender på træning i at skrive og blande sig i debatten. De er fagligt og politisk forskellige. Fælles er, at de hver især søgte om at være med hos Tænketanken Cevea, som kører kurset på fjerde år.

 

Skævheden i uddannelsessystemet fylder meget denne lørdag formiddag. Hvorfor søger så få en erhvervsuddannelse? En murersvend siger: »Jeg ville gerne anbefale min søn at blive murer, men det er uholdbart. Jeg er 41 og har allerede store problemer med knæ og ryg«.

Vi snakker videre i pausen. Jeg fik – ligesom mureren – konstateret slidgigt, da jeg var 41. Det har ført til mange ubehageligheder, men som journalist og forfatter kan man organisere sig ud af det. Det kan mureren ikke. Hvis du fortsætter 10 år mere, er du færdig, lyder lægens dystre besked.

Gang på gang vender deltagerne tilbage til skævheden i politik. Christiansborg aner ikke, hvordan deres reformer virker ude i samfundet: »Store dele af Folketinget har næsten ingen erhvervserfaring,« konstaterer en ung skibsmontør.

Ifølge undersøgelser er mistilliden til politikerne den største i årtier. Det mærkes også blandt kursisterne, hvor godt halvdelen er med i et parti. Mange af kollegerne oplever ikke længere, at der er forskel på rød og blå politik. »Jeg stiller op til kommunalvalget, men hører en del kritik i skurvognen: Du vil bare redde din egen røv og mænge dig med de fine«, fortæller en ung betonarbejder.

 

Vi diskuterer længe den såkaldte professionalisering, som har gjort politik til en karriere – ikke mindst for unge akademikere. Heldigvis er der stadig politikere, som bærer erfaringer fra skurvogne, sygehuse eller andet ind i Folketing og kommunalbestyrelser. Et fagforbund som 3F understøtter aktivt dette – hvad enten 3F’erne stiller op for Socialdemokratiet, venstrefløjen eller Dansk Folkeparti.

Man kan med rette kritisere, at akademikere spiller førsteviolin i politik og meningsdannelse, men faglærte og ufaglærte har også selv et ansvar. For at være aktive, blande sig og give stemme til samfundets brede lag. Solen skinner uden for, men en lørdag som faglig meningsdanner er en god start.

21