Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.3.2013
Af Lars Olsen
Det borgerlige Danmark kan dårligt få armene ned. Erhvervslivet jubler, V og K er fulde af lovord – ja, selv mavesure lederskribenter skriver pænt om regeringens seneste udspil.
En enkelt markant røst skiller sig imidlertid ud: Dansk Folkeparti. DF tager afstand fra det mest kontroversielle i SRSF-regeringens vækstpakke – lavere selskabsskat. Ifølge partiformand Kristian Thulesen Dahl er det bedre, at der gennemføres målrettede lettelser for de pressede brancher end smøres en generel skattelettelse ud over hele erhvervslivet. Samtidig advarer han imod metoden med »big bang«, hvor reformer af SU og kontanthjælp skaffer penge til lavere erhvervsskatter:
»For mig handler for eksempel en reform af kontanthjælpsområdet om, at vi skal sikre, at vi hjælper mennesker ud på arbejdsmarkedet. En reform er ikke kun en spareøvelse for at finde en bestemt sum penge, som regeringen nu lægger op til. Vi må aldrig glemme, at det er mennesker, det i sidste ende handler om,« skrev Kristian Thulesen Dahl i sidste uge i sit nyhedsbrev.
Det sendte chokbølger gennem Christiansborg, da en måling i onsdags gjorde DF større end Socialdemokraterne. Den kommende tid vil vise, om dette er en blivende tendens. Nok så bemærkelsesværdige er imidlertid de dybere strømme i vælgerhavet, som valgforskeren Søren Risbjerg Thomsen kortlægger i Altinget på basis af hele 60.000 Gallup-interviews. Analyserne viser ikke kun stabil fremgang for DF, siden Thulesen Dahl i sommer afløste Pia Kjærsgaard, men dokumenterer også et dybere socialt opbrud.
Fra 2011-valget til årsskiftet mistede S tre procentpoint blandt de højere funktionærer, men næsten ti procentpoint blandt arbejdervælgerne. Det samme er mønsteret hos SF:
»De to partier har således tabt vælgeropbakning indenfor alle stillingsgrupper, men særlig stor har tilbagegangen været blandt arbejderne. Som en ny tendens har Dansk Folkeparti indenfor det seneste halve år fået større tilslutning fra traditionelle socialdemokratiske kernevælgere som arbejdere, lavere funktionærer og arbejdsløse, og DF truer dermed Socialdemokratiets traditionelle rolle i dansk politik,« lyder Søren Risbjerg Thomsens opsigtsvækkende konklusion.
For DF er dette intet mindre end manna fra himlen. Ved valget i 2011 indkasserede partiet ellers sit første valgnederlag. Baggrunden var støtten til socialt skæve reformer i VK-regeringens sidste år – lettelser i topskatten, kortere dagpengeperiode og ikke mindst forringelse af efterlønnen. En del DF-vælgere stemte derfor på centrum-venstre-partierne, men måtte efter valget erfare, at »reformerne« blev videreført og sågar skærpet.
Thulesen Dahl & Co. har uhyre professionelt udnyttet dette. DF lægger afstand til den nye økonomiske konsensus mellem regeringen, V og K, bygget op om 2020-planer og finansministerielle modeller, og stod udenfor sidste års omdiskuterede skattereform. I krisepolitikken har partiet placeret sig mellem regeringen og Enhedslisten, og meget af dets tænkning er i dag på linje med fagbevægelsens økonomiske analyser. Mens V og K presser regeringen til yderligere reformer, lukrerer DF på utilfredsheden med den »røde« regerings skæve politik.
Dansk Folkeparti fik sit afgørende gennembrud ved valget i 2001, hvor udlændingepolitikken flyttede store grupper over den politiske midte. Meget tyder på, at DF i dag rider på sin anden bølge, drevet af krise- og velfærdspolitikken. I så fald varsler S-SF-nedturen ikke kun et forestående valgnederlag, men også en dybere omkalfatring af dansk politik.
