Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 7.4.2014
Af Lars Olsen
Jeg har diskuteret rigtig meget socialdemokrati, siden min bog »En bygning slår revner« udkom for fem måneder siden. Jeg har vendt den socialdemokratiske krise med ministre, folketingsmedlemmer, menige partimedlemmer – og frem for alt engagerede borgere. Der er udbredt bekymring over den misere, som landets store gamle parti befinder sig i, men et kritisk spørgsmål dukker ofte op: »Det er jo ikke kun et dansk fænomen, også i andre europæiske lande er S-partierne i krise,« siges det.
Indvendingen er både rigtig og forkert. Dårlige socialdemokratiske valg er langt fra en dansk specialitet; også i andre lande søger arbejdervælgere mod populistiske partier som Dansk Folkeparti, Sverigesdemokraterne, Fremskrittspartiet i Norge, Front Nationale i Frankrig etc. Men: Nedturen er langt fra så dramatisk som herhjemme.
For nylig var jeg i Oslo for at holde foredrag hos Fellesforbundet – den norske pendant til 3F. Jeg besøgte også en gammel bekendt, Ketil Raknes, der frem til september var statssekretær i den rød-grønne regering. Ja, de borgerlige vandt valget og centrum-venstre er nu i opposition. Det norske Arbeiderparti fik imidlertid 31 pct. af stemmerne og står i dag til knap 35 pct. Lysår fra danske 18-19 pct.
Hvorfor? Koalitionen af Arbeiderpartiet, det norske SF og Senterpartiet var slidt efter otte år i regering, men opnåede flere flotte resultater. For første gang i Norges historie er der landsdækkende børnehavedækning. Mens uligheden i de fleste lande steg op gennem 00’erne, så faldt den i Norge. Jens Stoltenberg & Co. førte mere klassisk centrum-venstre-politik end deres danske søsterpartier.
Samtidig er de norske socialdemokrater anderledes bevidste om det folkelige engagement. Arbeiderpartiet har en stærkere organisation end deres danske partifæller – og lægger mere vægt på den. Da partisekretær Raymond Johansen for nylig fremlagde strategien for vejen tilbage til regeringsmagten, var »organisationsopbygning« og lytten til »vanlige folk« blandt stikordene. Arbeiderpartiet spiller også tæt sammen med fagbevægelsen. LO var en vigtig magtfaktor i regeringsårene, og blandt LO-medlemmerne stemmer omkring hver anden socialdemokratisk.
Det betyder ikke, at norsk politik er befriet for de brudflader, vi kender herhjemme. Spændingen mellem »Oslo-eliten« og det brede land går langt tilbage. Den bliver ikke mindre af, at Stortinget – som Folketinget – er overbefolket med yngre akademikere, der på skift er konsulenter, ministerrådgivere og politikere. Fagbevægelsen og partiorganisationen er imidlertid med til at holde Oslo-parnasset nede på jorden og bevare Arbeiderpartiets fokus på »vanlige folk«.
Hvordan i Sverige? Også hér er det engang så almægtige socialdemokrati i opposition. S står imidlertid til 34 pct. af stemmerne, og meningsmålingerne tyder på centrum-venstre-flertal ved valget senere på året. Selvom de populistiske Sverigesdemokrater går frem, stemmer halvdelen af de svenske LO-medlemmer stadig socialdemokratisk.
I Danmark opnåede Socialdemokratiet 36 pct. i 1998 – på femten år har partiet mistet hver anden vælger. Dette er dramatisk og enestående, også i forhold til andre lande. Christianborg-partiets 18-19 pct. er også dramatisk lavere end de knap 30 pct., som stemte socialdemokratisk ved kommunalvalget i november. I sidste uge slog oprøret i baglandet ud i lys lue, men det har ulmet længe. Stemningen ude i landet veksler mellem resignation og desperation. At ledende socialdemokrater gør deres egen uformåenhed til en europæisk tendens, er en del af krisen.
