Klumme i Politiken 28.01.2006
Af Lars Olsen
KLOKKEN VAR TI OM aftenen, da vi ankom til hotellet i Sao Paulo. Det var 22 timer siden, vi forlod lejligheden hjemme på Nørrebro. Ganen råbte på iskoldt fadøl, mens maven forlangte sandwich.
»Der er en glimrende bar nogle gader væk. Men I kan ikke gå derhen. I er nødt til at tage en taxa«, lød det bestemt fra pigen i receptionen. Efter mørkets frembrud er centrum i Sao Paulo ikke sikkert område.
Kriminaliteten i de brasilianske storbyer har et omfang, der antaster selve livskvaliteten – hos turisterne og nok så meget hos landets store velbjærgede middelklasse. Efter fire ugers ophold fremtræder Brasilien som et ekstremt eksempel på »den amerikanske vej«, der også præger dele af USA og andre lande på kontinentet: Stigende ulighed. Dramatisk polarisering af storbyerne. Og en form for kriminalitet, vi slet ikke kender i Vesteuropa.
De kommende årtiers store spørgsmål er, hvorvidt vi i Danmark og andre vesteuropæiske lande også så småt er ved at betræde »den amerikanske vej«. Hvis ånden først er sluppet ud af flasken, er den nemlig pokkers svær at få tilbage.
ET LAND SOM BRASILIEN er ikke fattigt, men et nyindustrialiseret mellemindkomst-samfund. Goderne er imidlertid umådelig skævt fordelt og forholdet mellem de sociale lag dybt destruktivt. Resultatet er en ond cirkel af ulighed, polarisering, mistænksomhed og kriminalitet, som en gigantisk politistyrke højest formår at holde lidt i ave.
Nogle gader fra vores hotel ligger en af Sao Paulos gamle klassiske bygninger. Hver aften rykker de hjemløse ind på fortovet under arkaden og folder deres soveposer ud. Og de forbipasserende trækker ud i rendestenen. Ingen har lyst til at begive sig ind i tusmørket under arkaden.
En dansk bekendt er medejer af et mellemstort firma. Han bor i en af de rare forstæder lidt på afstand af problemerne. Når han får en frokostaftale i den indre by, klæder han om. Det vil sige, at han ifører sig sportssko og en gammel skjorte. Hvis man vil undgå overfald, er det vigtigt ikke at signalere velstand.
Han går ikke længere med armbåndsur. Mange af vennerne er blevet udsat for røveri på grund af armbåndsuret. Der er jo alligevel ur i bilen og i computeren på arbejdet, siger han.
Trafiklovgivningen i Sao Paulo er blevet ændret. Det er nu tilladt at køre over for rødt om natten. Baggrunden er en lang række voldelige røverier imod biler, der holdt for rødt. Dørene bliver flået op, og røverne trænger ind. Hvis dørene er låst, bruges der pistoler. Det sikreste er slet ikke at standse.
Det hører med til billedet, at forholdene udenfor storbyerne er anderledes. Det gælder frem for alt i de sydlige, mere »europæiske« delstater, hvor de sociale skel er mindre, byerne mere velordnede og gaderne mere sikre. En cocktail, der lokker brasilianere til fra andre dele af landet.
KRIMINALITETEN I STORBYERNE bunder langt hen ad vejen i ekstrem og synlig ulighed. Al for mange har ikke andre muligheder end at tigge eller stjæle. Samtidig vokser millioner af unge i Sao Paulo, Rio og andre storbyer op i »favela´er« – gigantiske ghettoer, hvor narkokarteller og andre bander spiller førsteviolin.
Resultatet er en subkultur, der sætter kriminaliteten i system. Når børnene er 5-8 år, køres de i busser til de velstående kvarterer for at tigge. Når de er 10-12 år, bliver de kurerer for narkokartellerne. For mange unge er et arbejde hos banderne det mest realistiske erhvervsperspektiv.
Samtidig er situationen selvforstærkende. Da den venstreorienterede regering under præsident Lula ville stramme adgangen til skydevåben, faldt det med et brag ved en folkeafstemning. Når utrygheden er massiv, bliver enhver sig selv nærmest. Middelklassens mondæne højhuse er da også omkranset af store gitre og bevogtet af vagter, der tjekker alle før de kommer ind i ejendommen.
Spørgsmålet er, om den onde cirkel overhovedet kan brydes. Ulighed og polarisering giver grobund for de subkulturer blandt de fattige, der skaber kriminalitet og utryghed. Og utrygheden betyder, at den velstillede middelklasse mere betragter de fattige som en trussel end som medborgere.
PÅ DET AMERIKANSKE KONTINENT er de brasilianske storbyer måske ekstreme, men ikke enestående. For nogle år siden var jeg i USA som gæst hos den amerikanske regerings informationstjeneste. I Washington gav de os et kort og udpegede forskellige dele af byen: Nogle var de »sikre«, hvor vi trygt kunne farte rundt, andre »usikre« som vi skulle holde os fra.
Ghettoerne i Los Angeles og andre af USA’s storbyer er præget af subkulturer som Sao Paulo og Rio. Og den samfundsmæssige baggrund er ikke så forskellig: Store sociale forskelle og ghettoer, hvor de fattige stuves sammen i kvarterer med bander og organiseret kriminalitet. Resultatet er en ond cirkel, hvor underklassen og middelklassen bevæger sig længere væk fra hinanden.
Danmark og andre vesteuropæiske lande er heldigvis i en helt anden situation. Men også hos os blinker advarselslamperne: Uligheden vokser. Boligområder og skoler bliver mere socialt opdelte. Også i vores storbyer ser vi destruktive subkulturer, hvor voldelig adfærd er normalt og giver »respekt«. Vold og røverier blandt unge er fordoblet siden starten af 1990erne.
Forhåbentlig kan vi undgå den onde cirkel, der præger mange byer på det amerikanske kontinent. Men det er langt fra sikkert. Velfærdsstaten blev skabt under helt unikke omstændigheder, med en homogen befolkning og et kompromis mellem de sociale klasser indenfor nationalstatens mure. Måske er den største trussel, at vi betragter vores samfundsform som en selvfølge. I så fald er det klogt at skele til det amerikanske kontinent.
